Det vil EU i 2021

PLAN: 86 udspil er der i støbeskeen fra EU-Kommissionen, der mandag fremlagde et arbejdsprogram for 2021 i coronaens tegn.

Kommissionen skal gå fra strategi til handling i 2021, lød meldingen, da næstformand Maroš Šefčovič præsenterede, hvad der skal på menuen i EU næste år.
Kommissionen skal gå fra strategi til handling i 2021, lød meldingen, da næstformand Maroš Šefčovič præsenterede, hvad der skal på menuen i EU næste år.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: 2020 var det år, den nye EU-Kommission med Ursula von der Leyen i spidsen kridtede banen op for sit politiske projekt med et hav af handlingsplaner, roadmaps og strategier. 2021 er der, hvor den skal til at sætte handling bag ordene, lød løftet fra Bruxelles, da næste års arbejdsprogram blev fremlagt mandag aften.

På bedding er 86 udspil. Her af er en stor del ny lovgivning, om end handlingsplanerne og strategierne stadig fylder en del.

Det store fokus er på klima, hvor et hav af lovgivning skal justeres for at tage højde for det forhøjede mål om mindst 55 procent mindre CO2 i 2030, som kommissærerne krydser fingre for at have medlemslandenes ja til inden dette års udgang.

Dokumentation

Disse forslag er på vej:

Blandt de 86 initiativer, som EU-Kommissionen lægger på bordet i 2021, er:

  • En ”klar til 55”-pakke på klimaområdet med revision af CO2-kvotehandelssystemet, en ny CO2-grænseskat, revisioner af byrdefordelingen for CO2-reduktioner, af reglerne for vedvarende energi, for energieffektivitet, for bygningsdirektivet, for udslip fra biler og en stribe andre stykker lovgivning, der skal opdateres i lyset af mere ambitiøse klimaplaner om at skære CO2-udslip med mindst 55 procent i 2030.
  • En ny børnegaranti, der skal sikre alle børn adgang til basale ydelser som sundhed og uddannelse
  • Nyt forslag om bekæmpelse af kønsbaseret vold
  • Nye hvidvaskregler
  • Digitale mål for 2030 om konnektivitet, digitale færdigheder og offentlige tjenester
  • Nyt lovforslag om kunstig intelligens
  • Nyt europæisk Nem-ID
  • Ny strategi for Arktis         
  • Ny strategi for håndtering af tidligere fremmedkrigere
  • Nyt agentur for biomedicinsk forskning og udvikling
  • Opdatering af Schengen-reglerne
  • Ny handlingsplan mod menneskesmugling
  • Ny strategi om udsendelser af afviste asylansøgere
  • Ny lovgivning mod seksuelle overgreb mod børn på nettet
  • Udvidelse af listen af EU-kriminalitet til også at dække hadtale og hadforbrydelser
  • Revision af reglerne for europæiske politiske partier

Se hele listen her


0:000:00