Debat

DH: Det nære sundhedsvæsen skal være tilgængeligt for alle

DEBAT: Mange mennesker med funktionsnedsættelser har ringere adgang til det eksisterende nære sundhedsvæsen end andre, og det bør der gøres noget ved, skriver Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.

Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thorkild Olesen
Formand, Danske Handicaporganisationer

Væk med barriererne. Tænk tilgængelighed ind i sundhedspolitikken. Tilbud om behandling, pleje, forebyggelse med videre i det nære sundhedsvæsen skal designes, så de er tilgængelige for alle.

Det er budskabet i et udspil om tilgængelighed til det nære sundhedsvæsen, som DH offentliggør i dag.

Hvis tilbud i det nære sundhedsvæsen gøres fuldt tilgængelige – det vil sige er tilrettelagt, så alle mennesker med funktionsnedsættelser kan benytte dem – løftes sundheden for mange med kronisk sygdom eller handicap. Samtidig mindskes den alt for store ulighed i sundhed i dagens Danmark.

Den plan, regeringen kommer med til næste år om det nære sundhedsvæsen, bør ose af ambitiøse mål for fysisk og digital tilgængelighed.

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer

Der kommer en god plan næste år
Lige nu sidder et udvalg med KL, Danske Regioner og regeringen og analyserer på, hvordan man kan skabe et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen.

Udvalgsarbejdet bygger på en præmis om, at mange sundhedsopgaver i fremtiden skal løses tættere på borgerne. Det er der mange grunde til. Blandt andet vokser antallet af ældre og personer med kronisk sygdom. Det øger behovet for en sammenhængende sundhedsindsats, der kan forebygge indlæggelser på sygehus. Behovet for effektiv opfølgning efter udskrivning fra sygehus i form af tilbud om færdigbehandling, rehabilitering, pleje med videre vil også vokse.

Jeg køber gerne præmissen for udvalgsarbejdet. Men jeg mener, at man kun får skabt lige adgang for alle til det nære sundhedsvæsen, hvis tilgængelighed er tænkt strategisk ind i udbygningen.

Jeg håber derfor, at tilgængelighed bliver et centralt pejlemærke i udvalgsarbejdet og i den plan for det nære sundhedsvæsen, regeringen vil lægge frem i det nye år.

Manglende tilgængelighed er et problem i dag
Allerede de nære tilbud, der er i dag – fysioterapeuten, speciallægen, psykologen, tandlægen, patient-kurset, motionsholdet eller lignende – kan volde problemer. Hvis man har en kognitiv funktionsnedsættelse – for eksempel demens eller en hjerneskade – kan det være svært at læse og forstå den information, man får.

En trappe kan være umulig at forcere med en kørestol. Der kan mangle toiletfaciliteter, lift, elevator eller plads til, at en tolk kan være med. Der er måske ikke lige en egnet parkeringsplads i nærheden. Der mangler et værktøj, der gør det muligt for borgeren at tjekke på forhånd, hvordan tilgængeligheden til konkrete behandlingssteder er.

Til brug for vores udspil lavede DH i juli måned en optælling af tilgængeligheden til landets sundhedsklinikker ud fra oplysninger på sundhed.dk.

Den viser, at under halvdelen (44 procent) har det, der på sundhed.dk betegnes som handicapvenlig adgang.

Nogle klinikker ligger under gennemsnittet – eksempelvis psykologer (24 procent) og tandlæger (31 procent). Over gennemsnittet ligger praktiserende læger (65 procent) og fysioterapeuter (71 procent).

Tallene taler for sig selv. At lægerne er forholdsvis godt med er fint. Men de er så vigtige sundhedsaktører, at det er utilfredsstillende, at en tredjedel ikke har handicapvenlig adgang.

Tallene viser, at mange mennesker med funktionsnedsættelser har ringere adgang til det eksisterende nære sundhedsvæsen end andre. Deres frihed til at vælge klinik og behandler er dermed også mere begrænset.

Hvad bør regeringen, regionerne og kommunerne gøre?
Rom blev ikke bygget på én dag. Problemerne med manglende tilgængelighed løses heller ikke med et snuptag. Men der er meget, man kan gøre, både lokalt og centralt.

Man kan begynde med at sætte tilgængelighed på den politiske dagsorden i kommuner, regioner, Folketing og regering. Sæt nogle ambitiøse mål. Tænk tilgængelighed ind i hele vejen rundt. Monitorér og overvåg, hvordan det skrider frem.

Gør, som PLO er inde på i deres udspil om det nære sundhedsvæsen: Brug de 800 millioner kroner, der er afsat til sundhedshuse, til et strategisk og intelligent løft af tilgængeligheden i den primære sektor.

Begynd ved tildeling af ydernumre at stille krav om, at sundhedspersonen kun må praktisere i lokaliteter, der opfylder basale krav til tilgængelighed.

Gør som Region Hovedstaden har gjort. Sæt penge af til, at klinikkerne får et tilgængelighedstjek via den mærkningsordning, som hedder God Adgang.

Den plan, regeringen kommer med til næste år om det nære sundhedsvæsen, bør ose af ambitiøse mål for fysisk og digital tilgængelighed. Det skal i hvert fald være min opfordring. God arbejdslyst.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thorkild Olesen

Formand, Danske Handicaporganisationer, næstformand, Det Centrale Handicapråd
cand.mag. i historie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2005)

0:000:00