DSAM til regionerne: Er primærsektoren kun en skyggeplante i sundhedsvæsenet?

Vi kunne 20. maj læse, at "sundhedsvæsenet har én altoverskyggende mission: at sikre behandling af allerhøjeste kvalitet på de danske sygehuse".

Debatindlægget, der er skrevet af Danske Regioners formandskab, advarer imod at flytte den specialiserede behandling ud decentralt.

Enig, det skal vi ikke, men jeg har heller ikke hørt nogen udtrykke ønske om at rulle udviklingen tilbage til dengang, små kommunehospitaler stod for behandlinger af svingende kvalitet. 

Så hvorfor denne retorik om, at sygehusenes høje kvalitet er den altoverskyggende mission? Sidst jeg så efter, var primærsektoren egentlig også en del af sundhedsvæsenet.

Primærsektoren er central
Danskerne har årligt 34 millioner kontakter til sygehusvæsenet, men 42 millioner kontakter til almen praksis, seks millioner til speciallægepraksis, fire millioner til fysioterapeuter og et utal af kontakter til andre behandlere og til kommunale sundhedsfremmere. Primærsektoren leverer altså langt hovedparten af aktiviteterne i sundhedsvæsenet. 

Samme dag havde Sundhedsstyrelsen inviteret en bred kreds af fagpersoner fra primærsektoren for at høste ideer til, hvad nærhospitaler eller sundhedshuse kan indeholde.

Måske var det også værd at give os en plads i solen – trods regionernes såkaldte "altoverskyggende mission"

Bolette Friderichsen
Næstformand, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)

Ting, som er mere almindelige og ikke kræver en højtspecialiseret indsats. Men ikke mindre væsentlige af den grund. Jeg sad og så mig om i kredsen af disse dygtige psykologer, sundhedsplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, speciallæger og så videre og undrede mig: Er vi da skyggeplanter alle sammen? 

Måske var det også værd at give os en plads i solen – trods regionernes såkaldte "altoverskyggende mission". Måske kan vi bidrage endnu mere til sundhedsvæsenet, hvis vi også får lidt lys og luft.  

Forstil jer et sundhedsvæsen der understøtter familielægen
Kære Stefanie Lose (V) og Ulla Astman (S), kære Danske Regioner: Glem ikke basisbehandlingen, mens I planlægger nye investeringer i den prestigefyldte kransekagetop: Den højtspecialiserede sygehusbehandling.

Det er os i primærsektoren, der forebygger, færdigbehandler langt det meste og finder de få syge, der skal sendes videre i systemet. Og vi følger op, når patienten afsluttes til egen læge og til rehabilitering i kommunen. 

Forestil jer et sundhedsvæsen, som ikke kun er rettet mod trafikken ind og ud af sygehusene. Lad primærsektoren udvikle strukturer, hvor familielægen ubureaukratisk kan henvise til de andre aktører. Også til PPR, sundhedsplejerske, jordemoder, diætist, farmaceut.

Forestil jer et sygehusvæsen, der i højere grad end i dag er optaget af at understøtte familielægens funktioner med specialistrådgivning

Bolette Friderichsen
Næstformand, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM)

Og hvor vi har adgang til et større antal lokale speciallæger end i dag med ventelistegaranti – overalt i Danmark. Hvor aktørerne kan kommunikere elektronisk indbyrdes, når det giver mening, og patienten giver lov.

Kræver politisk vilje 
Hvor patienten ikke behøver at komme forbi et sygehus for at få en rehabiliteringsplan, men familielægen kan trække på de sundhedsfaglige i kommunen, så der lægges en god personlig plan – også når der er psykisk sårbarhed, komorbiditet eller sociale problemer.

Ting, vi som generalister ofte ved mere om end sygehuset, fordi vi er i tættere kontakt med vores patienter. Forestil jer et sygehusvæsen, der i højere grad end i dag er optaget af at understøtte familielægens funktioner med specialistrådgivning. 

Lad gerne speciallægerne komme ud i primærsektoren, hvor patienterne er, så vi kan konferere og lære af hinanden omkring konkrete patienter. Skab rammer, så der er incitamenter for både primær- og sekundærsektoren til at gøre det.

Så vil sundhedsvæsenet kunne levere en mere individualiseret og skræddersyet behandling tæt på den borger, der ikke lige nu behøver det højtspecialiserede sygehustilbud. 

Men det kræver politisk vilje, planlægning, og investering i nye strukturer i primærsektoren. Og anerkendelse af, at et sundhedsvæsen i balance kræver mere end én altoverskyggende mission, hvis vi skal lykkes med at imødekomme behovet for højtkvalificeret behandling – også af de mange almindelige lidelser.