Debat

EL: Anerkend sundhedskatastrofer på linje med krig og miljøkatastrofer

DEBAT: De økonomisk pressede regioner og kommuner bør ikke have ansvar for testkapacitet og værnemidler. Opbyg et nødberedskab i civilforsvaret, skriver regionsmedlem Tormod Olsen (EL).

Det offentlige skal producere værnemidler og kunne øge produktion i krisetider, skriver regionsmedlem Tormod Olsen (EL).
Det offentlige skal producere værnemidler og kunne øge produktion i krisetider, skriver regionsmedlem Tormod Olsen (EL).Foto: Pressefoto/Enhedslisten
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tormod Olsen (EL)
Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og Danske Regioners bestyrelse

Vi er pressede, men heldigvis ikke presset ud over grænsen. Sådan tænker jeg om situationen.

Vi er heldige. Både fordi denne omgang med coronavirus ligger i den lave ende af "farlighedsskalaen", og fordi der er så mange dygtige og selvopofrende mennesker her i landet.

Det bliver ikke den fuldstændige katastrofe, men der er fortsat enormt meget risiko og fortsat meget grund til utryghed. Vi er vant til sikkerhed og tryghed, og det kan vi bare ikke få nu og her.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er ikke værnemidler nok til, at alle ansatte i sundhedsvæsenet, kommunerne og supermarkederne kan være 100 procent på den sikre side.

Der vil aldrig komme test nok til, at vi alle sammen kan føle os sikre på, at vi ikke smitter andre.

Den gode nyhed er, at det kun koster 30 kroner mere om måneden per skattepligtig borger at få sundhedsvæsenets økonomi til at følge samfundsudviklingen.

Tormod Olsen (EL)
Medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og Danske Regioners bestyrelse

Ikke engang i selve sundhedsvæsenet med dets cirka 130.000 ansatte. Det er bare for mange i forhold til kapaciteten.

Virussen er løs i samfundet, og vi skal prioritere behandlingen af de syge. Det er den rigtige strategi, men den løser ikke problemet med risiko og utryghed. 

I sådan en situation, hvor vi ikke kan skærme personale og borgere, som vi plejer, skylder vi i det mindste nogle bud på, hvordan vi undgår en lignende situation næste gang. Her er tre ydmyge bud fra min side.

Opbyg et nødberedskab i civilforsvaret
Lad sundhedsvæsenet om behandlingerne og opbyg et egentligt nødberedskab i civilforsvaret.

Da sundhedsmyndigheder indså, at smittespredningen ikke kunne stoppes, begyndte man hurtigt at fokusere på behandlingen af dem, som blev syge.

Konklusionen om, at man måtte lukke samfundet og bremse smitten for at trække tiden, så kapaciteten kan følge med, var i mine øjne helt korrekt.

Men fokus på behandling er også et fokus på den sidste kæde i forsvaret og ikke et fokus på, hvordan den brede befolkning er stillet under katastrofen.

Vi skal fremadrettet anerkende sundhedskatastrofer på linje med krig og miljøkatastrofer og opbygge et egentligt beredskab, som har testkapacitet (om ikke andet til at bekræfte, at man har været syg og har antistoffer) og værnemidler nok.

Det ansvar skal ikke placeres i de allerede hårdt økonomisk pressede regioner eller kommuner.

Et nødberedskab skal selvfølgelig helst kunne sikre, at vi kan inddæmme sygdommen og have en stående enhed til at sætte tidligt ind med test og karantænefaciliteter.

Vi må som visse lande i Asien erkende, at i den globaliserede verden er alle naboer – både til Kina, Mexico, eller hvor den næste virus nu kommer fra.

Vi skal sikre forsyninger og statslig produktion
Den globaliserede økonomi har gjort os meget sårbare i forhold til en lang række ting.

Råstoffer til mange slags medicin produceres i Kina, og mange importeres og distribueres til Europa gennem Norditalien.

Havde krisen i Kina været værre, kunne vi være havnet i en situation, hvor rigtig mange grupper ikke ville kunne få deres medicin efter tre til seks måneder.

På den anden side af coronakrisen skal vi genoverveje balancen mellem forsyningssikkerhed og billige lønninger i Kina.

Markedet kan ikke løse de problemer, som vi ser nu i forhold til forsyning. Det går ud over kvaliteten og skaber ulighed, i forhold til hvem der får, og hvem der ikke gør.

Det gælder for den sags skyld også produktion af værnemidler. Enhedslisten mener, at vi skal have en offentlig produktion i gang, som kan øges i krisetider, og som skal kunne bruges til at levere til hospitaler – og civilforsvaret – i næste omgang.

Læs også

Invester i velfærden
Der skal investeres i velfærden, så den kan udvikle sig i takt med resten af samfundet.

I de sidste mange år har økonomien og udviklingen i den offentlige sektor ikke fulgt med resten af samfundet og de stigende behov.

Det har skabt et dårligt arbejdsmiljø og nu i så høj grad, at ingen rigtig kan svare på, hvordan vi får personale nok til den nære fremtids behov.

Det er den grundlæggende tanke om "mest for skattekronerne" og dermed fuld damp på effektiviseringerne og den stramme styring, som gør, at det offentlige er presset i bund.

Det er letsindige tanker om, at "det går nok", som har tvunget systemet til en nærmest permanent grad af nødberedskab.

Det så vi klart ved konflikten om overenskomstforhandlingerne i 2018, hvor nødberedskabet var bedre eller det samme som normalberedskabet på cirka halvdelen af landets hospitalsafdelinger.

Det nytter altså ikke noget i en krisesituation, at normaltilstanden allerede er så skrabet.

Regeringen skal stoppe effektiviseringsdagsordener
Vi er heldige at have så dygtige folk, og at det ligner, at det kommer til at gå, men både nu og i den efterfølgende tid vil rigtig mange ikke kunne få den behandling, som de havde forventet. Det er hverken rimeligt overfor patienter eller alle de dygtige medarbejdere.

Jeg håber, at alle er med på at styrke sundhedsvæsenet her efter krisen, så vi både kan løse rekrutteringsudfordringerne i den nære fremtid og ikke skal være afhængige af frivillige jobbanker ved næste krise. En kæmpe tak til alle dem, der har meldt sig, men det er ikke en sikker strategi at satse på.

Den gode nyhed er, at det kun koster 30 kroner mere om måneden per skattepligtig borger at få sundhedsvæsenets økonomi til at følge samfundsudviklingen.

Så skal vi ikke bare komme i gang og bede regeringen om at stoppe med deres nærige effektiviseringsdagsordener og få genopbygget sundhedsvæsenet på en ansvarlig, krisesikker og tryg måde?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00