EL: Mere sektorsamarbejde løser ikke diabetikeres udfordringer

Af Torben Kjær (EL)
Medlem af regionsrådet i Hovedstaden og Danske Regioners sundhedsudvalg

Tanja Thybo fra Diabetesforeningen pegede her på siderne 16. januar på flere rigtige forhold for diabetikere som bedre patientuddannelse og bedre adgang til teknologier og dertil mere samarbejde. Det er dog noget mere nuanceret.

Bare at acceptere 430.000 type to diabetikere i 2030, næsten dobbelt så mange som i dag, er kun i lægemiddelindustriens interesse. Danske Regioner udgav i 2017 publikationerne "Sundhed for livet" og "Sundhed for alle", hvor der fokuseres på langt mere forebyggelse. Det følger regionerne tæt op på, men mange opgaver ligger hos stat og kommuner. 

Mit vedtagne forslag fra 2016, der dannede baggrund for publikationerne, tog netop udgangspunkt i de skræmmende fremskrivninger for type to  diabetes, hvor forebyggelse også i børnehaver og skoler bør være centralt. Dertil kan afgiftspolitik bruges til at gøre sunde fødevarer billigere og usunde dyrere.

Sektorsamarbejde er ikke nødvendigvis svaret
Med aftalen, om at almen praksis overtager type to diabetes, er der naturligvis brug for samarbejde, da de ikke har specialviden om sygdommen. 

Man kan dog spørge, om det altid er fornuftigt med mere samarbejde mellem sektorerne frem for at samle opgaven i den rigtige sektor, som kan have udefunktioner i sundhedshuse og så videre. Det gælder for eksempel også for personer med psykisk sygdom og misbrug, der bør samles hos regionerne. 

Man overser fuldstændigt, at blinde diabetikere ikke kan få den bedste behandling, alene fordi hverken udviklere, klinikere eller andre stiller krav om, at teknologierne skal have tale, som kan slås til og fra efter behov.

Torben Kjær (EL)
Medlem af regionsrådet i Hovedstaden og Danske Regioners sundhedsudvalg

Mange type et diabetikere kommer på specialafdeling en til tre gange årligt og har ikke brug for almen praksis eller kommune i den forbindelse. Det er også mest fornuftigt for type to diabetikere med komplikationer, hvor der naturligvis kan samarbejdes med kommuner og civilsamfund om patientuddannelse, livsstil med mere.