Ergoterapeuter: Faglig kvalitet skal være styrende i kommunale ydelser

Som det er i dag, afhænger kvaliteten i kommunernes ydelser i alt for høj grad af, hvilken kommune der leverer ydelserne. Kommunerne kæmper, men rammerne holder ikke. Det betyder, at postnummeret bliver styrende for den service som borgeren oplever, og det skaber ulighed i sundhed.

Samtidig har vi en til tider kunstig skelnen mellem socialområdet og sundhedsområdet, og det puster yderligere til ulighed i sundhed fordi kommunernes serviceniveau på socialområdet er så forskellig.

Det handler om det levede liv, og den enkelte borger er selvsagt ligeglad med, om behovet for eksempelvis genoptræning hører under service- eller sundhedsloven. Borgeren skal have sundhedsfaglige indsatser, som er fagligt baseret og ikke afhænger af postnummer.

Med andre ord må målet være ensartet tilbud med fagligt funderede bindene kvalitetskrav på alle ydelser der har afgørende betydning for borgernes sundhed, uanset hvilken lovgivning disse er hægtet op på.

Målet må være ensartede ydelser i kommunerne

Sundhedsstyrelsen bør være garant for, at der laves faglige krav og kriterier for både de sundhedsydelser og socialydelser, der leveres i kommunerne, så vi får ensartede ydelser, som bygger på faglighed og ikke på kommunens serviceniveau. Det fortjener borgerne.

Lad os tage et eksempel på et komplekst område: genoptræningsområdet.

Vi ved for eksempel, at rehabilitering efter en erhvervet hjerneskade giver gode resultater. Mennesker kan blive i stand til igen at passe et arbejde, fungere i familien og i det hele taget lære at leve med de livsvilkår og den funktionsevne, de kan genvinde.

Kvaliteten i de ydelser, der tilbydes i kommunerne til for eksempel mennesker med hjerneskade, skal hverken afhænge af kommunens serviceniveau eller af den enkelte kommunes mulighed for specialisering.

Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen

Vi ved også, at ergoterapi har den største effekt, når man træner i vante omgivelser. Eksempelvis i det hjem, man kender, og med den bus, man rent faktisk skal tage, fremfor simulerede omgivelser på et sygehus. Vi hylder derfor nærhedsprincippet.

Problemet er, at der er meget stor variation i kommunernes tilbud på området. Det kan man blandet andet se af Sundhedsstyrelsens servicetjek af hjerneskadeområdet.

Lokale prioriteringer, budgetter og kompetencer blandt kommunens medarbejdere kan derfor blive afgørende for, om man som borger kan modtage den specifikke genoptræning og rehabilitering, som man har brug for, eller om man overlades til et ringere tilbud – med store konsekvenser for ens livssituation til følge.

I nogle tilfælde kan det desuden forekomme mere eller mindre tilfældigt, om en ydelse gives efter sundhedsloven eller serviceloven. Bekymringen kan derfor også være, at kommunerne vil forsøge at skubbe flere og flere ydelser til socialområdet, hvis der kun kommer bindende kvalitetskrav på sundhedsområdet.  

Evidens skal være styrende

Kvaliteten i de ydelser, der tilbydes i kommunerne til for eksempel mennesker med hjerneskade, skal hverken afhænge af kommunens serviceniveau eller af den enkelte kommunes mulighed for specialisering. For selvfølgelig er det svært for en lille kommune at opnå en specialisering indenfor alle områder.

Der er allerede kommuner, der samarbejder om genoptræningsindsatsen, så deres fælles patientvolumen muliggør større specialisering eller køber et forløb i et regionalt eller privat tilbud. Det er godt. Men det bør ikke være op til de enkelte kommuner.

Ligesom man kender det fra specialeplanlægningen på sygehusområdet, skal der også være tydelige rammer for hvilke kommuner, der kan godkendes til at varetage mere specialiserede opgaver på eksempelvis genoptræningsområdet.

Evidensen bør være styrende fremfor postnummeret. Patienten skal have ret til de ydelser, som har den bedste effekt, og hvis evidensen mangler, bør man forske yderligere. Dette bør være et styrende princip indenfor alle sundheds- og socialydelser.