EU-topmøde skal sætte rammerne for agenturdyst

EMA: EU-chefernes formand, Donald Tusk, vil ved et EU-topmøde i Bruxelles lørdag skitsere processen for det udskillelsesløb, der skal afgøre, hvem der skal overtage Det Europæiske Lægemiddelagentur, når briterne forlader EU.

Foto: Colourbox
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Spillereglerne for kampen om Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vil blive fremlagt ved et EU-topmøde lørdag. Det bekræfter en højtstående EU-kilde over for Altinget.

Her vil formand for Det Europæiske Råd Donald Tusk informere de samlede europæiske stats- og regeringschefer om rammerne for beslutningen om, hvem der skal overtage det London-baserede agentur, dets 900 medarbejdere og over 36.000 årlige besøgende, når briterne forlader Unionen.

Tusk vil frem mod EU-chefernes næste møde i juni etablere den præcise procedure for, hvordan man får barberet ansøgerfeltet ned, blandt andet ved at opstille nogle forskellige kriterier, som landene skal leve op til for at være med i konkurrencen.

Der skal også gøres rede for, hvordan det skal tackles, hvis der senere hen skal skrides til én eller flere afstemninger for at finde frem til en vinder. Det er meningen, at EU-cheferne skal nikke ja til Tusks plan på juni-topmødet.

27 kandidater, to agenturer
Ifølge en velplaceret kilde har 17 lande officielt meldt sig som kandidater til at huse EMA. Det andet EU-agentur i London, Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, skal også have et nyt hjem. Her har ti potentielle nye værter stillet sig klar. Feltet kan dog stadig øges.

Det er håbet, at den endelige beslutning kan træffes i oktober, men det er mere sandsynligt, at det bliver skubbet til topmødet i december, lyder vurderingen.

EU’s sundhedskommissær, Vytenis Andriukaitis, siger til det spanske nyhedsagentur, EFE, at det haster med at få klarhed over EMA’s skæbne.

”Fra Kommissionens side har vi sagt til Rådet, at beslutningen skal træffes med det samme. Det er det primære, for det drejer sig om patientsikkerheden,” lød det fra kommissæren.

Ingen back-up
Samme melding lyder fra paraplyorganisationen for de europæiske medicinalvirksomheder, EFPIA, der i et åbent brev gør klart, at EMA’s arbejde med at godkende ny medicin og holde opsyn med markedet er af største vigtighed for både industrien og de europæiske borgers sikkerhed.

”For at sige det kort, i tilfældet af at beslutningen bliver blokeret eller ikke kan træffes, så er der ikke nogen back up-løsninger,” skriver lederne af 19 store medicinalfirmaer, herunder Novo, Pfizer og Sanofi.

”Rådets forhandlinger om agenturets fremtidige opholdssted skal foregå på basis af nogle meget essentielle kriterier og skal sættes til vedtagelse så hurtigt som muligt, helst ved dets møde i juni i år,” lyder deres ønske til EU-lederne.

Kæmpe huslejeregning
EU-Kommissionen har ladet forstå, at den vil have London til at betale omkostningerne forbundet med flytningen. Men hvordan regningen skal fordeles, kommer til at være en vigtig brik i skilsmissediskussionen mellem de 27 og briterne.

Den debat er ikke blevet lettere, efter det er kommet frem i en rapport fra Europa-Parlamentet, at EMA er bundet til en lejekontrakt for sit nuværende hovedsæde, der løber helt til 2039. Dermed hæfter agenturet for lejeomkostninger på anslået 347,6 millioner euro.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00