Debat

Eva Secher: Stress er ikke mellemlederens skyld

DEBAT: På alt for mange arbejdspladser opfattes stress som et individuelt problem. Men det er hverken vores egen eller mellemlederens skyld, at vi bliver stressede. For stress først og fremmest er strukturelt problem, mener Eva Secher fra Dansk Psykolog Forening.

Foto: Nana Reimers/Dansk Psykolog Forening
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

Ledelse på danske arbejdspladser er i dag et grænseoverskridende felt, hvor overgangen mellem den professionelle og den psykologiske eller private sfære udviskes mellem lederen og medarbejderen.

Personaleledelse er på mange måder en forbandet opgave, fordi det oftest er mellemlederen, som får ansvar for at løse opgaven, men ikke får magten til at forvalte den med fornøden omhu.

Mellemlederen bliver forpligtet til at kolonisere medarbejderens følelsesliv og personlighed, og der skal tales 5-års planer, og hvordan man kan realisere sit potentiale inden for virksomhedens formål.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Lederen skal undersøge, hvad medarbejderen motiveres af og drømmer om. Finde frem til det unikke i medarbejderen, hive det bedste ud og få det omsat til kreativitet og iderigdom.

Kig videre end kontoret for at finde løsningen
Hvis en medarbejder rammes af stress og sygemeldes, er det også mellemlederens opgave at sørge for, at medarbejderen kommer tilbage på benene og leverer varen igen.

Hvis vi skal forstå, hvad der udløser stress, er vi også nødt til at kigge udover det, der foregår på kontoret, byggepladsen, fabriksgulvet, hospitalet, eller hvor folk nu engang tjener deres løn.

Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

Men uden mulighed for at udsætte deadlines, reducere arbejdspresset i afdelingen eller påvirke virksomhedens bundlinje, forstås.

Måske har mellemlederen været på lederuddannelse eller på kursus med overskriften ”sådan håndterer du stressede medarbejdere”.

Det er der ikke noget galt i, men den slags løsninger afspejler et mere grundlæggende problem på det danske arbejdsmarked, som mellemlederen ikke kan tages til indtægt for: at stress på danske arbejdspladser i dag opfattes som et individuelt problem, der kan isoleres til den enkelte medarbejder, og som skal løses 1:1 mellem den sygemeldte medarbejder og mellemlederen.

Men hvis vi skal forstå, hvad der udløser stress, er vi også nødt til at kigge udover det, der foregår på kontoret, byggepladsen, fabriksgulvet, hospitalet, eller hvor folk nu engang tjener deres løn. For vi overbelastes af både det fysiske, det sociale og det organisatoriske arbejdsmiljø og af det samlede levede liv.

Stress er et strukturelt problem
Når vi møder ind på jobbet, gør vi det med forskellige personlige og relationelle ressourcer og med forskellige evner til at håndtere et arbejdsliv med mange og nogle gange svært gennemskuelige forventninger og krav.

Vi møder også ind med forskellige udfordringer og vi går på arbejde parallelt med, at vi lever resten af vores liv. Vi skændes måske med vores partner, vi er måske blevet skilt, vi har måske mistet en af vores forældre, eller vores børn er måske syge.

Vi tager kort sagt livet med os ind på arbejdspladsen, og når vi får fri, triller vi tilbage ud i det samfund, som er begyndt at bilde os ind, at vi kan gøre lige præcis det, vi drømmer om, at vores muligheder er uendelige, og at hele verden er vores østers. Hvis vi ellers bare husker at træffe de rigtige valg, så vi fuldt ud realiserer vores potentiale.

Ét stort miskmask af forventninger, håb, drømme, pres, frustrationer, sorg og misundelse, som vi tager med ind til MUS- eller 1:1-samtalen.

Og når mellemlederen så kigger op fra skemaet og spørger os, ”hvordan går det?”, får flere og flere af os ondt i maven, eller hjertet begynder at banke for hurtigt.

Men det er lige så forkert at give mellemlederen ansvaret for den højere puls og de svedige håndflader, som det er at insistere på, at det er den enkelte medarbejder, der ikke tåler mosten. Til det er der simpelthen for mange, der reagerer på den bitre drik.

Den stigende forekomst af stress, som vi i disse år er vidne til i vores samfund, vidner nemlig om, at stress først og fremmest er et strukturelt og ikke hverken et ledelsesmæssigt eller individuelt problem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Secher Mathiasen

Direktør, Mændenes Hjem
cand.psych. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00