Fælles Medicinkort yderligere forsinket

FORSINKELSE: Det Fælles Medicinkort, der skal forhindre fejlmedicineringer, skulle have været i anvendelse på hospitalerne inden nytår. Det er dog kun lykkedes i to regioner.
Regionerne skulle inden udgangen af 2011 have rullet det Fælles Medicinkort ud på alle landets sygehuse. Det Fælles Medicinkort har til formål at forhindre fejlmedicinering, som hvert år koster op mod 4.800 danskere livet. I dag er det dog kun to ud af fem regioner, der har koblet sygehusene op på det fælles medicinregister, skriver TV2 Nyhederne.

De tre regioner Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland bryder dermed en aftale med Finansministeriet og Sundhedsministeriet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland kan lægerne på hospitalerne nu udveksle oplysninger om medicinering, og i løbet af januar vil også vagtlæger og praktiserende læger blive koblet op.

Begrænset værdi
Ifølge Lars Engberg, formand for foreningen Danske Patienter, mister systemet dog meget værdi, så længe alle landets læger ikke er med. Han forklarer over for TV 2, at værdien af det Fælles Medicinkort er yderst begrænset, når man ikke kan være sikker på, at alle informationer om patientens medicinering foreligger.

Lars Engberg mener, at forsinkelsen er meget beklagelig og beder regionerne huske på, at der hver dag dør patienter pga. fejlmedicinering.

0:000:00