Fagfolk: Patientnetværk må aldrig stå alene

NETVÆRK: Patientnetværk på internettet bliver mere og mere udbredte, men fagfolk advarer mod at lade dem erstatte kontakten til lægerne. Der er dog også fordele at hente i netværkene, påpeger formanden for Lægeforeningen.
Netværk, hvor patientgrupper hjælper hinanden og udveksler erfaringer, er de seneste år blevet mere udbredt. Internetportalen sundhed.dk har for nyligt oprettet fem patientnetværk, og de har flere og flere brugere, der benytter sig af muligheden for at chatte med andre i samme situation og få vejledning af faguddannede online.

Formanden for Lægeforeningen Mads Koch Hansen advarer dog om faldgruber ved patientnetværkene. Han mener, at det er af afgørende betydning, at patientnetværkene ikke står i stedet for kontakten til den rigtige læge. Kontakten til lægen skal både sikre den rigtige behandling og omfatte dialogen om individuelle forhold. Patientnetværkene må derfor udelukkende udgøre et supplement til kontakten til sundhedsvæsnet.

Chefkonsulent Annette Wandel fra paraplyorganisationen Danske Patienter er enig:

"Det her er et supplement. Det kan aldrig nogensinde erstatte den nødvendige kontakt, du skal have til din behandlende læge og din egen læge, som kender dit forløb og kender dine data," siger hun til DR P1.

Hun mener, det derfor er vigtigt at være meget opmærksom på netværkenes funktion

Mads Koch Hansen er dog generelt positivt indstillet over for patientnetværkene. Patienter, der får konstateret alvorlige eller kroniske sygdomme, oplever ofte en krisereaktion. Derfor mener han, at patienter kan have gavn af at bruge andre patienters erfaringer i forbindelse med den følelsesmæssige håndtering af sygdom og behandling.

0:000:00