Foreninger: Dyrt at spare på kliniske retningslinjer

Af Tina Lambrecht og Martin B. Josefsen
Formand for Danske Fysioterapeuter og formand for Dansk Selskab for Fysioterapi

Lige nu forhandler politikerne på Christiansborg finansloven for de kommende år.

Der er mange ting på dagsordenen, men et emne, der er afgørende for kvaliteten i sundhedsvæsnet, er blevet glemt:

Bevillingen til fortsat udvikling af nationale kliniske retningslinjer.

Det vil være dybt ulykkeligt, hvis Folketinget ikke finder penge til at fortsætte indsatsen, for retningslinjerne er afgørende for kvalitet, sammenhæng og gennemsigtighed i sundhedsvæsnet.

Hæver kvaliteten
De kliniske retningslinjer skal sikre, at alle sundhedspersoner lettere kan sætte sig ind i, hvad der er den bedste behandling til en patientgruppe.

Hvis vi ikke får nationale kliniske retningslinjer, så vil det betyde et sundhedsvæsen med mindre sammenhæng i patientforløbene, med dårligere kvalitet, end vi kunne have fået, og det vil ovenikøbet blive dyrere. 

Tina Lambrecht og Martin B. Josefsen
Formand for Danske Fysioterapeuter og for Dansk Selskab for Fysioterapi

Man kan mene, at det burde komme af sig selv, fordi autoriserede sundhedspersoner har pligt til at holde sig opdaterede.

I praksis er tilgangen og mængden af viden overvældende.

Derfor giver det god mening at sikre, at førende eksperter gennem kliniske retningslinjer kan udstikke rammerne for behandlingen.

Det er ikke nok at lave en klinisk retningslinje. Den skal også implementeres i praksis. Men det er uligt meget nemmere at implementere, når man har et godt udgangspunkt baseret på den nyeste forskning.

Skaber sammenhæng
De kliniske retningslinjer spiller også en afgørende rolle, når det kommer til at sikre sammenhæng mellem de forskellige dele af det danske sundhedsvæsen.

I juli 2010 var der 35.000 fuldtidsansatte fysioterapeuter, ergoterapeuter, sosu-assistenter og sygeplejersker i kommunerne.

I 2015 var der 44.000.

Udviklingen skyldes især, at kommunerne varetager stadig flere sundhedsopgaver.

Det er der rigtigt meget godt at sige om, men det stiller også høje krav til, at den behandling, træning og rehabilitering, der foregår i kommunerne, hænger sammen med den, der foregår på hospitaler og i praksissektoren.

Her er kliniske retningslinjer et afgørende redskab til at sikre sig, at alle sundhedspersoner omkring patienten er på samme linje.

Giver indblik i sundhedsvæsnet
Som patient i det danske sundhedsvæsen kan det være svært at finde ud af, hvad der foregår hvornår og hvorfor. Samme udfordring kan de ansvarlige politikere have.

Løsningen bliver alt for tit at opstille krav til registrering, der tager tid uden at løfte kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.

Kliniske retningslinjer er med til at tydeliggøre og synliggøre indholdet i behandlingen.

Det gør det lettere at være patient og gør det samtidig tydeligere for politikere, hvad det helt konkret er, sundhedsvæsenet leverer.

Det kan blive endnu bedre
Siden Folketinget i 2012 bevilligede 80 millioner kroner til kliniske retningslinjer, er der udarbejdet i alt 48.

Det er i sig selv en kraftpræstation af Sundhedsstyrelsen og de mange involverede sundhedspersoner.

Der er gjort erfaringer, både med udvikling og implementering, og naturligvis er der ting, som skal rettes til. Som fysioterapeuter ser vi for eksempel gerne, at de kliniske retningslinjer indeholder test, så vi alle tester patientens fremgang efter samme skala.

Men det ændrer ikke på, at de kliniske retningslinjer allerede har medvirket til langt bedre sammenhæng og et løft af kvaliteten i behandlingen. For eksempel har den kliniske retningslinje for KOL betydet, at patienterne bliver tilbudt rehabilitering langt tidligere, mens retningslinjen for knæartrose har betydet, at patienterne i dag hjælpes med effektiv træning frem for knæoperationer.

Der er grund til at se på, hvordan de kliniske retningslinjer bliver endnu bedre, men det er ikke et argument for at standse arbejdet – tværtimod.

Dyrere at lade være
Det koster penge at udvikle kliniske retningslinjer. Nærmere bestemt 20 millioner kroner om året. Men selv i disse sparetider er man nødt til også at forholde sig til, hvad prisen er ved at lade være.

Behovet for retningslinjer er åbenbart for alle i sundhedssektroen – og hvis de ikke bliver lavet på nationalt plan, så vil de i stedet opstå lokalt.

Der er stor risiko for, at det vil betyde, at regioner og kommuner går i hver deres retning med kvalitetsarbejdet med alle de problemer, det giver, jævnfør Elektronisk Patientjournal. Samtidig er det afgørende for de kliniske retningslinjers gennemslagskraft, at det er Sundhedsstyrelsen, som er afsender med al den legitimitet og autoritet, der ligger i det.

Hvis vi ikke får nationale kliniske retningslinjer, så vil det betyde et sundhedsvæsen med mindre sammenhæng i patientforløbene, med dårligere kvalitet, end vi kunne have fået, og det vil ovenikøbet blive dyrere. Vi har simpelthen ikke råd til, at arbejdet med nationale, kliniske retningslinjer går i stå.

Der er bred enighed i Folketinget om, at kvalitet og sammenhæng i sundhedsvæsnet er afgørende.

Vi håber meget, at den enighed vil afspejle sig i en bevilling kommende finanslovsaftale til at fortsætte arbejdet med nationale kliniske retningslinjer.