Forsker: Finlands sundhedsvæsen er på vej til Danmark

DEBAT: Med sundhedsreformen vil regeringen have et sundhedsvæsen med sundhedsfællesskaber, som ligner det aktuelle system i Finland. I Finland er man dog ved at gå væk fra hospitals- og sundhedsfællesskaber til fordel for et regionalt system som det danske, skriver postdoc-forsker Kristian Kongshøj.

Af Kristian Kongshøj
Postdoc ved Centre for Comparative Welfare Studies, Aalborg Universitet

Regeringens forslag til sundhedsreform hviler blandt andet på tanken om, at vi kan afbureaukratisere, fjerne uligheder og løse siloproblemer ved at fjerne regionerne og indføre kommunalt forankrede sundhedsfællesskaber.   

Sådan et system har man aktuelt i Finland, men her bevæger man sig mod Danmark med mange af de samme argumenter. Fra et sundhedssystem, der har været placeret i kommunerne og hospitalsdistrikter baseret på kommunale fællesskaber, vil man nu fra 2021 placere ansvaret i nye regioner med direkte valgte politikere.

Reformen er primært motiveret med ambitioner om afbureaukratisering og enstrengethed. Det kommunale samarbejde er svært, skaber uklarheder og bidrager til de uligheder, der plager sundhedssystemet, lyder analysen.

Fra mange kommuner til regioner
Der er naturligvis forskelle på det nuværende finske system og regeringens reformforslag. Ulighederne i Finland skyldes til dels et kompliceret samspil mellem et universelt sundhedssystem og lovkrav om, at beskæftigede skal dækkes af arbejdsgiverforsikringer.

I Finland har man 311 middelstore kommuner, mens vi i Danmark som led i nullernes centraliseringsbølge fik de næststørste kommuner i Nordeuropa (efter Storbritannien, hvis kommuner har mindre autonomi med hensyn til den nære velfærd).

Man sætter den kommunale indkomstskat ned med cirka 12 procentpoint for i stedet at lægge finansieringen hos staten, som i de nuværende danske regioner. Man får således også i Finland regionspolitikere, der har politisk ansvar for at bruge penge, men ikke at finde dem.

Går imod OECD-analyser
Det er muligvis ikke altid hensigtsmæssigt. Det går blandt andet imod OECD-analyser fra 2018, der peger på, at decentralisering fungerer bedst, når det er ledsaget af skatteudskrivningsret.

I dansk optik kan man dog kritisk spørge, om det forhold, at vi i 2007 amputerede regionernes ene ben med skatteudskrivningsretten, nødvendigvis gør det bedre at skære det sidste ben væk og lade et byzantinsk rod af statslige bureaukrater, lokale interesser og kommunalpolitikere kæmpe om resterne.

Den største forskel er dog, at det nuværende finske system som helhed er langt mere kommunalt styret end det mere statsligt styrede danske forslag. I en kronik i Politiken har Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen diskuteret disse elementer med henvisning til norske erfaringer fra en 2002-reform.

De peger på problemerne ved blind tro på statslig styring, professionelle bestyrelser, stordriftsfordele og nationale standarder.

Overlap med norsk model
Regeringens reformforslag har således overlap med den norske 2002-model for så vidt angår den overordnede styring, mens der er overlap med det aktuelle finske system, hvad angår leveringen af sundhedsydelserne.

Den fælles læring fra begge lande er dog, at det er vigtigt med et klart placeret politisk ansvar.

I Norge fik man nogle år senere travlt med at give magten tilbage til udpegede politikere i de tidligere "professionelle" bestyrelser, mens man som nævnt i Finland nu for første gang er på vej mod direkte valgte regionspolitikere.

Det tydelige politiske ansvar mangler desværre i regeringens organisationskompot af ét overordnet nationalt organ, fem regionale forvaltninger og 21 lokale fællesskaber, hvoraf lokale politikere kun deler noget af ansvaret på de underordnede niveauer.     

Forrige artikel Debat: Specialpsykologer kan sikre bedre behandling og forebyggelse Debat: Specialpsykologer kan sikre bedre behandling og forebyggelse Næste artikel Medicoindustrien til SKI: I misforstår vores kritik Medicoindustrien til SKI: I misforstår vores kritik