Forskere: Tre bud på hvordan vi kommer børn og unges overvægt til livs

Lige nu lever hvert femte barn eller ung, altså groft sagt en fire-fem stykker i gennemsnit i hver eneste skoleklasse, med overvægt eller svær overvægt. Det er alt for mange, og vi skylder simpelthen vores børn og unge at få det tal bragt ned.

Men hvordan gør man det? Det korte svar er, at det ved vi ikke. Det næste svar er, at vi pinedød er nødt til at finde ud af det, for ellers står vi formentlig om ti år med endnu større overvægtsudfordringer, end vi gør i dag.

Og det kan vi ikke være bekendt, for børn og unge, der døjer med overvægt, er i risiko for at tage overvægten med sig ind i voksenlivet, og så kan der støde vidtgående konsekvenser til i form af sygdom, dårlig livskvalitet og mange skranteår.

Mange risikofaktorer
Vi har netop lanceret Vidensråd for Forebyggelses rapport ”Forebyggelse af overvægt hos børn og unge”.

I den gennemgår vi litteraturen om de kendte overvægtsforebyggende indsatser, og den viser, at vi faktisk ikke kan dokumentere nogen nævneværdig effekt af de mange tiltag og indsatser, der afprøves rundt omkring, hverken i Danmark eller i andre lande, vi sammenligner os med.

Det kan måske undre, at vi ikke ved, hvordan man undgår for mange kilo på sidebenene hos børn og unge, men det handler blandt andet om, at det fortsat er lidt af et mysterium, hvorfor nogle mennesker udvikler overvægt, og andre ikke gør.

”Folk må bare tage sig sammen, lukke munden og lette bagdelen”. Det synes desværre at være en sejlivet myte, der bredt dominerer tilgangen til forebyggelse af overvægt.

Men så simpelt kan det ganske enkelt ikke siges. Langt fra. Hvorfor nogle mennesker udvikler overvægt, og hvordan man forebygger, at det sker, vedbliver med at være en gåde. Også for os, der i både 10, 20 og 50 år har siddet dybt begravet i at forske i netop det.

Hvorfor nogle mennesker udvikler overvægt, og hvordan man forebygger, at det sker, vedbliver med at være en gåde. Også for os, der i både 10, 20 og 50 år har siddet dybt begravet i at forske i netop det.

Jens Meldgaard Bruun, Lise Geisler Bjerregaard, Pernille Due, m.fl.
Se faktaboks

Vi mangler stadig at afdække, hvordan risikofaktorer påvirker vores gener til at lagre fedt, og hvordan samspillet mellem de risikofaktorer er. Det er helt uhyre komplekst og svært at blive klog på.

Noget ved vi dog med ret stor sikkerhed: Udvikling af overvægt sker langsomt over tid, og når nogle mennesker udvikler overvægt, så er det fordi, de gener, de er udstyret med fra undfangelsen, reagerer uhensigtsmæssigt på en lang række forskellige risikofaktorer ved at lagre overskydende energi som fedt. De gener er vi ikke selv herre over. De er givet fra fødslen.

Forskning viser, at både arvelighed, sundhedsadfærd og psykiske, sociale og samfundsmæssige faktorer er forbundet med udvikling af overvægt, hver for sig og i samspil med hinanden.

Det gælder blandt andet mad- og måltidsvaner, fysisk inaktivitet, overvægt hos mor og far både før, under og efter graviditeten, stor vægtøgning eller rygning under graviditeten, kort eller manglende amning, søvnlængde og søvnkvalitet, dårligt mentalt helbred hos forældre i graviditeten og hos forældre og børn i de tidlige leveår, ringe tilknytning mellem forældre og barn, kort uddannelse og lav indkomst.

Alle disse risikofaktorer er statistisk forbundet med udvikling af overvægt hos et barn, men det er meget vanskeligt at bevise, at de også er udslagsgivende årsager til det. Det er vigtigt at bide mærke i, at de fleste af disse risikofaktorer er nogle, det enkelte barn eller den enkelte unge ikke selv har indflydelse på, og selv om de havde mulighed for at ændre på dem, er det ikke sikkert, at det ville være nok til at forebygge udvikling af overvægt.

Sådan kommer vi problemet til livs
Lad eventuelt øjnene glide tilbage i tekstens forrige afsnit, tilbage til beskrivelsen af de faktorer, der udgør en risiko for udvikling af overvægt, og vurder, om vejen til at forebygge dem går gennem at bede det enkelte individ eller den enkelte familie om at lette bagdelen og lukke munden? 

Nej, der skal noget helt andet til. Når vi, som har forsket i området i årtier, endnu ikke er kommet op med løsningen på fedmens gåde, så giver det ingen mening at placere ansvaret for at forebygge overvægt på den enkelte families smalle skuldre.

Det skal samfundets brede skuldre bære, hvordan man så end skal bære sig ad med det. For ganske nyligt udkom Sundhedsstyrelsen med de længe ventede anbefalinger til, hvordan man kan hjælpe børn og voksne med svær overvægt med at ændre livsstil og fremhævede i den anledning vigtigheden af at gøre forebyggelsen til et samfundsanliggende. Vi kunne ikke være mere enige.

Vi har tre bud på, hvordan samfundet tager ansvaret for, at vi bliver bedre til at forebygge overvægt fremover. 

For det første har vi brug for mere forskning i årsagerne til udvikling af overvægt og i, hvorfor forekomsten af overvægt er størst i de mest socialt belastede familier. Der skal simpelthen kastes langt flere penge efter forskning, som kan løse den gåde.

For det andet har vi brug for, at der bliver tænkt kreativt og i nye baner for at udvikle indsatser, der forebygger overvægt hos børn og unge. For de veje, vi hidtil har afprøvet, ser ikke ud til at virke.

Der er brug for et tæt samarbejde mellem forskning og praksis, så vi sikrer, at det fremover er de rigtige indsatser, der afprøves, og at de er designet på en måde, så forskere kan evaluere på dem og blive klogere undervejs.  

Jens Meldgaard Bruun, Lise Geisler Bjerregaard, Pernille Due, m.fl.
Se faktaboks

Der findes ikke megen forskning, som tager udgangspunkt i at forebygge, at normalvægtige børn udvikler overvægt. Det, vi har fundet, er eksempler på forebyggende indsatser, som har fokuseret på en enkelt risikofaktor, og nogle af dem har også snævert set haft en kortvarig effekt på vægtudviklingen hos de børn, den har været rettet mod.

Men nogen nævneværdig effekt på risikoen for udvikling af overvægt i en bredere gruppe og i det lange perspektiv har der ikke været. Der er brug for et tæt samarbejde mellem forskning og praksis, så vi sikrer, at det fremover er de rigtige indsatser, der afprøves, og at de er designet på en måde, så forskere kan evaluere på dem og blive klogere undervejs.

Det stiller krav til de sundhedskonsulenter, sundhedsplejersker, lærere, pædagoger, læger og så videre, der udfører indsatserne om at sikre, at de har effekt og kan dokumentere denne effekt. Og det stiller krav til forskere om at gennemføre deres forskning med forståelse for det daglige arbejde ude i praksis. 

Og så kræver det åbenhed fra beslutningstagere lokalt og regionalt over for at søsætte indsatser, der har et forskningsdesign, og som bliver forskningsmæssigt evalueret. Også selv om resultaterne først viser sig efter endt valgperiode. Kun sådan bliver vi klogere på hvilke indsatser, der er effektive.

For det tredje er det vigtigt, at samfundet, sideløbende med at vi arbejder på at blive klogere, tager ansvaret for fremme af alle børn, unge og familiers vilkår, trivsel og sundhedsadfærd på sig.

At vi ikke har dokumentation for, at alle de mange gode indsatser, der kastes penge og kræfter efter, rent faktisk forebygger overvægt, må ikke betyde, at vi kaster håndklædet i ringen. Tværtimod skal vi sikre, at det vigtige arbejde, der gøres ude i kommuner og regioner, i daginstitutioner, på skoler, i fritidssammenhæng med videre, for at fremme gode mad- og måltidsvaner, bevægelse, god mental sundhed og søvn hos børn og unge fortsætter. Ganske enkelt fordi det er gode byggesten for et sundt børne- og ungeliv.

Det lyder måske tørt at tale om samfundsansvar og mere forskning, men det er altså børn og unge af kød og blod og deres liv og fremtid, det handler om. Især de mest udsatte. Og dem må vi ikke svigte.