Fysioterapeuterne: De ældre patienter skal ud af hospitalssengen

DEBAT: Når ældre patienter er indlagt, tilbringer de langt størstedelen af dagen i en hospitalsseng. De mange inaktive timer er starten på en ond cirkel for de ældre, der ofte fortsætter efter udskrivelse, skriver Tina Lambrecht fra Fysioterapeuterne.

Af Tina Lambrecht 
Formand for Danske Fysioterapeuter

En af udfordringerne for det sammenhængende sundhedsvæsen er at sikre borgerne fysisk aktivitet i alle led. Det er afgørende, fordi selv få dage uden bevægelse går hårdt ud over muskelmassen.

Især for ældre patienter er det et tab, der kan være svært at genvinde, og som derfor kan få betydning for deres funktionsniveau resten af livet.

Udfordringen er stor. Både danske og internationale undersøgelser viser, at ældre mennesker, der bliver indlagt, i høj grad bliver fysisk inaktive.

Den seneste danske undersøgelse viser, at de ældre, der kunne gå selv ved indlæggelsen – og dermed havde forudsætningerne for at komme ud af sengen – alligevel tilbragte 17 af døgnets 24 timer i sengen - og yderligere 5 timer siddende.

Endnu værre så det ud for ældre, der ikke kunne gå ved indlæggelsen. De lå i 22 timer i døgnet, sad i 1 time og var kun stående eller gående 1 time i døgnet.

Konsekvensen af de mange inaktive timer i hospitalssengen er, at de ældre hurtigt mister muskelstyrke. Det fører blandt andet til dårligere balance, ringere evne til at klare daglige gøremål, større risiko for faldulykker, mindre mobilitet, social isolation og øget plejebehov.

Det bliver ikke bedre af, at ældre, som har mistet muskelstyrke og funktionsevne under en indlæggelse, har meget svært ved at nå tilbage til udgangspunktet.

Let at ændre
Den gode nyhed er, at forskningen også viser, at meget kan ændres med en relativt lille indsats.

I en undersøgelse offentliggjort sidste år blev indlagte patienter inddelt i to grupper. Den ene gruppe modtog den traditionelle behandling, mens den anden gruppe blev hjulpet ud af sengen to gange hver dag i mellem 15 og 20 minutter.

Hvis de ældre kunne, blev de opfordret til at komme ud af sengen ud over den afsatte tid. En måned efter udskrivning var gruppen, der ikke var blevet mobiliseret under indlæggelsen, signifikant dårligere til at komme rundt.

Det kom blandt andet til udtryk ved, at de nu var nødt til at bruge stok eller ikke længere kom så ofte ud. Gruppen, der var blevet mobiliseret, bevægede sig lige så frit, som før de blev indlagt.

Det resultat understreger, hvorfor manglende fysisk aktivitet på hospitalerne er et problem for hele vores sundhedsvæsen. Følgerne rækker langt ud over den tid, hvor de ældre er indlagt.

Det understreger samtidig, at det er afgørende, at overgangen fra hospital til efterfølgende genoptræningsforløb i kommunen foregår hurtigt og effektivt.

En del af behandlingen
Fysisk aktivitet skal ses som en del af behandlingen, når man er indlagt. Derfor bør det også være et målepunkt, når vi ser på kvaliteten af behandlingen på vores hospitaler. Dels for den enkelte patients skyld, fordi det øger chancerne for, at vedkommende kan bevare sit funktionsniveau med hele den betydning, det har for livskvaliteten.

Dels for samfundets skyld, for det har meget store økonomiske omkostninger, når borgere bliver så svækkede, at de mister funktionsniveau, og derfor får øget behov for hjemmehjælp, hjælpemidler og sundhedsbehandling.

Derfor er det en uomgængelig del af et sammenhængende sundhedsvæsen, at vi tilbyder fysisk aktivitet til dem, der har behovet. Både når borgerne er hjemme, og når de er indlagt. Samtidig skal vi holde et vågent øje med overgangene mellem sektorerne, hvor der er risiko for, at borgerne står uden hjælp.

Det stiller store krav til både regioner og kommuner. Men hvis vi ikke får et aktivt sundhedsvæsen, så får vi ikke et velfungerende sundhedsvæsen.

Forrige artikel FOA: Det nære sundhedsvæsen tager udgangspunkt i den enkelte FOA: Det nære sundhedsvæsen tager udgangspunkt i den enkelte Næste artikel KL: Glem nu ikke kommunerne, Bent Hansen KL: Glem nu ikke kommunerne, Bent Hansen