Fysioterapeuterne: Vederlagsfri fysioterapi handler ikke kun om økonomi

Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Her på Altinget slog sundhedsdirektørerne fra nogle af landets største kommuner onsdag til lyd for, at kommunerne skal overtage den vederlagsfri fysioterapi. Det glæder mig oprigtigt, at kommunerne har fået øjnene op for ordningen, men det bekymrer mig samtidig, at der er så meget fokus på økonomien og så lidt på de patienter, ordningen er til for.

Manglende patientfokus hos kommunerne
Vi er enige i, at der er brug for at se på ordningen, men det er afgørende, at det sker med et klart fokus på den faglige kvalitet i tilbuddet. I dag er der en række barrierer, der for eksempel hæmmer specialisering angående diagnosegrupper.

Det er tankevækkende, at patienterne fylder så lidt i direktørernes indlæg. Der står intet om de alvorlige sygdomme og handicap, de kæmper med. Faktisk er de ikke engang et tal. Der var i 2016 68.000 patienter, der modtog vederlagsfri fysioterapi, og 6.000, der modtog vederlagsfri ridefysioterapi. Det er 22 procent flere end i 2011. Selvfølgelig betyder det, at ordningen bliver dyrere samlet set.

De to største henvisningsårsager er Parkinsons og kronisk leddegigt. Begge disse patientgrupper modtager overordentligt få genoptræningsplaner, så den kommunale erfaring med behandling af disse patienter er stærkt begrænset. Derudover rummer ordningen alt fra medfødte lidelser til opståede hjerneskader og følger efter ulykker.

Patientgruppen er altså meget forskellig. Nogle af dem er totalt invaliderede af deres sygdom, mens andre har brug for hjælp for fortsat at kunne arbejde eller for at hæmme sygdommens udvikling. Men de har alle sammen det til fælles, at de har brug for sundhedsfaglig behandling.

Vi er enige i, at der er brug for at se på ordningen, men det afgørende, at det sker med et klart fokus på den faglige kvalitet i tilbuddet. 

Tina Lambrecht
Formand, Danske Fysioterapeuter

Derfor er det også misvisende, når sundhedsdirektørerne bruger selve udgiften som argument. Der er også blevet markant flere diabetes-patienter med stigende udgifter til følge, uden at vi af den grund oplever kommunerne mene, at de skal kunne bestemme, hvor meget diabetesmedicin deres borgere skal have.

Sparker åbne døre ind
Kommunerne har i dag pligt til at tilbyde vederlagsfri fysioterapi til børn. Desværre er det en mulighed, meget få kommuner benytter sig af – og i Københavns Kommune, hvor sundhedsdirektøren gerne vil overtage ansvaret for ordningen, er man i gang med at opsplitte et i forvejen begrænset tilbud.

Det ville jo ellers være en oplagt mulighed for at demonstrere, hvad kommunerne kan og vil på dette område. Samtidig har netop børn mest brug for sammenhængende tværfaglig behandling.

Derfor glæder det mig også, at nogle af landets største kommuner nu kommer på banen med ønsker om sammenhæng. Jeg ser frem til at se, hvilke konkrete tilbud det betyder til disse grupper i direktørernes egne kommuner.

Når det er sagt, så anerkender jeg behovet for, at der bliver udvekslet bedre og mere tidssvarende oplysninger om borgerne. Det vil samtidig kunne lette på bureaukratiet om undtagelsesredegørelser og lignende. Ambitionen om bedre sammenhæng i vores sundhedsvæsen er en, vi i Danske Fysioterapeuter deler. Men sammenhæng kan altså sagtens skabes, uden at alt skal foregå kommunalt.

Udspil på vej
Vi er i Danske Fysioterapeuter på vej med et udspil om den vederlagsfri fysioterapi. Det afgørende for patienterne er, at en reform af ordningen sker på et solidt fagligt grundlag og med et mål om at skabe så høj kvalitet som muligt.

Dialogen er allerede i gang med ministeriet og med parterne om ordningen, herunder KL, der mødes 2. maj blandt andet for at diskutere udviklingen og indholdet.

Bundlinjen er, at vi skal modernisere ordningen. Men i sidste ende er det afgørende at huske, hvad det er, vi får for de penge, vi som samfund bruger på vederlagsfri fysioterapi – et tilbud, der hjælper nogle borgere i vores samfund, som i den grad har brug for hjælp til at leve et så godt liv som muligt.

Det er et nødvendigt sundhedsfagligt tilbud. Og derfor er det – lige som kræftbehandling eller gigtmedicin – ikke noget, den enkelte kommune skal kunne skrue op og ned for.