Debat

Gigtforeningen om KL-topmødet: Støtten til borgere med gigt er fortsat sporadisk

Støtten til mennesker med gigt halter fortsat i de fleste kommuner. Den kommende sundhedsreform skal sikre, at borgere med gigt får rettigheder og samme livsændrende tilbud i hele landet, skriver Mette Bryde Lind.

Alt, alt for mange får ikke den støtte, som kan gøre en verden til forskel, skriver Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.
Alt, alt for mange får ikke den støtte, som kan gøre en verden til forskel, skriver Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Mette Bryde Lind
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommunalpolitikere fra øst og vest mødes i denne uge til KL-topmøde for at diskutere den kommunale velfærd. I lyset af covid og en kommende sundhedsreform vil diskussionen om det nære sundhedsvæsen stå højt på dagsordenen.

Det samme var gældende i disse uger for 17 år siden. Her fremlagde den daværende regering sit udspil til, hvordan opgaver skulle fordeles og streger tegnes på det nye danmarkskort.

Med kommunalreformen fik kommunerne som bekendt ansvaret for store dele af det nære sundhedsvæsen, hvor mange borgere med slidgigt (artrose) i dag er tilknyttet.

Desværre blev kommunalreformen født med fejl og mangler. En af dem var, at Folketinget ikke fik prioriteret det nære sundhedsvæsen i kommunerne tilstrækkeligt.

Mens der var klare mål og midler til sygehusene, så blev prioriteringen og arbejdet med sundhedsområdet i kommunerne grebet vidt forskelligt an. Om ikke på 98 forskellige måder – så i hvert fald mange.

Sporadisk støtte i kommunerne
Problemet er, at kommunernes støtte til borgere med gigt fortsat er for sporadisk og for mangelfuld.

Alt, alt for mange får ikke den støtte, som kan gøre en verden til forskel. Med de rette tilbud – som Sundhedsstyrelsen anbefaler, men kun hver tredje kommune lever op til – kan man begrænse smerter, holde sygdommen i skak og opretholde en funktionsevne, så man bliver mere selvhjulpen.

Vi ønsker at gå endnu længere

Mette Bryde Lind
Direktør, Gigtforeningen

Når vi kan se, at den såkaldte GLA:D-træning har dokumenteret effekt, er det ikke rimeligt, at borgere i to ud af tre kommuner ikke får det tilbud. Vi havde jo heller ikke accepteret, hvis det kun var borgere i hver tredje kommune, der fik tilbudt gips til en brækket arm.

Vi tror, at mange kommuner og KL er enige i, at det nære sundhedsvæsen kan og skal løftes. KL har derfor også sammen med Danske Regioner fremlagt gode og vigtige pejlemærker for en kommende sundhedsreform.

Vi hilser særlig forslaget om en kvalitetsplan, der skal styrke indsatserne for borgere med kroniske sygdomme, velkommen. Det vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Giv nu adgang til de samme tilbud
Men vi ønsker at gå endnu længere. Vi vil give alle borgere med slidgigt i hele landet adgang til de samme tilbud.

Med ens kvalitetsstandarder over hele landet skal man eksempelvis tilbydes GLA:D-træning, hvis man har fået diagnosticeret slidgigt i hofte eller knæ. Ligesom der skal være tilbud til borgere med smerter i ryggen, lænden, nakken og skulderen.

Kommunalreformen er nu kommet ind i teenageårene. Heldigvis er teenagere stadig påvirkelige. Så lad os få rettet op på de mangler, som kommunalreformen er vokset op med.

Lad os bruge den kommende sundhedsreform til at løfte og sætte retning for det nære sundhedsvæsen sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00