Gigtforeningen: Uden ensartede tilbud smuldrer det nære sundhedsvæsen

Af Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen

Fremover vil færre kronisk syge befinde sig på sygehusets gange.

Hvis det står til regeringen, skal mange af dem i stedet bevæge sig hen til venteværelset hos den praktiserende læge eller andet steds i det nære sundhedsvæsen. Inden det kan ske, skal en række forudsætninger være på plads. I Gigtforeningen taler vi af erfaring.

For muskel- og skeletsygdomme har udflytningen fra sygehuse til kommuner og almen praksis allerede stået på i flere år. Den stigende specialisering indenfor diagnostik og medicinsk behandling af inflammatoriske gigtsygdomme har ligesom forløbsprogrammer på rygområdet betydet, at vi nu primært ser disse patienter på sygehusene. De øvrige patienter med smerter i bevægeapparatet er lige så stille blevet skubbet over til den praktiserende læge, speciallægen, fysioterapeuten, kiropraktoren, psykologen og kommunen. Men de ensartede og fagligt stærke behandlings- og rehabiliteringstilbud er ikke fulgt med.

Patienterne venter i måneder og år
Derfor venter mange patienter i måneder og år på behandling og rehabilitering. Opgaveflytningen er nemlig sket uden, der er kommet flere ressourcer til de praktiserende speciallæger – som i øvrigt ikke er omfattet af udrednings- og behandlingsgarantien. Oven i det skal mange gigtpatienter køre landevejene tynde, fordi speciallæger er en mangelvare.  

Når det gælder forebyggelse og rehabilitering leder gigtpatienter ofte forgæves efter relevante tilbud i kommunerne. Hvis de derimod har pengepungen i orden, kan de få behandling af dygtige private fysioterapeuter, kiropraktorer eller psykologer. Resultatet er større ulighed i sundhed og manglende tværfaglighed i forløbene.

Vi er ikke imod, at opgaver skal flyttes til det nære sundhedsvæsen, men tilbuddene skal være drevet af ensartet, høj faglighed og evidens, og så skal der naturligvis følge penge med.

Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen

Vi bliver heller ikke klogere på, hvilken behandling der virker. Der sker nemlig ikke nogen systematisk opsamling af kvalitetsdata eller forskning i det nære sundhedsvæsen. Modsat på sygehusene er der ikke sat penge af til forskning og udvikling. Når man flytter patienterne, skal forskningen følge med.

Lær af tidligere indsats
Fremtidens sundhedsaftaler skal derfor sikre, at der indgås aftaler inden for de enkelte sygdomsområder. Vi kan bruge lænderygsmerter som det succesfulde eksempel. Her er der lavet forløbsprogrammer på tværs af sektorer, når det gælder diagnosticering, behandling og nationale kliniske retningslinier til at sikre det faglige niveau.

Det samme bør gælde på hele muskel- og skeletområdet. Vi er ikke imod, at opgaver skal flyttes til det nære sundhedsvæsen, men tilbuddene skal være drevet af ensartet, høj faglighed og evidens, og så skal der naturligvis følge penge med. Der skal tænkes i sammenhæng og helhed for patienterne – for det er ikke patienternes opgave at finde vej i et virvar af private og offentlige tilbud. Det skal ikke være sådan, at sygehusene på grund af manglende kendskab til kommunernes tilbud undlader at henvise til dem. Til gengæld skal alle kommuner have relevante tilbud på deres hylder.

Først når alle patienter har lige adgang til ensartede tilbud, kan vi med god samvittighed kalde vores sundhedsvæsen for nært og sammenhængende.