Debat

Globale udfordringer kræver lokalt kendskab

DEBAT: Fælles globale udfordringer presser sundhedssystemerne verden over. Men gode danske løsninger er ikke i sig selv tilstrækkelige til at få succes på de globale eksportmarkeder. Det kræver indgående markedskendskab, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet. 

Skal danske velfærdsteknologi-virksomheder have succes på de europæiske markeder, kræver det et indgående markedskendskab, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet. 
Skal danske velfærdsteknologi-virksomheder have succes på de europæiske markeder, kræver det et indgående markedskendskab, skriver Dorthea Damkjær, chefkonsulent i Eksportrådet. Foto: Colourbox.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Dorthea Damkjær
Chefkonsulent i Eksportrådet

Den globale sundheds- og velfærdsindustri præges i disse år af ”glocalization” – også i Europa.

”Glocalization” er en sammensætning af de engelske ord ”globalization” og ”localization”, (Deloitte 2014). Det beskriver tilpasningen af globale produkter eller serviceydelser til behov i en given lokalitet. Særligt fire globale tendenser fremhæves, som gør sig gældende verden over i forskelligt omfang: Aldrende befolkninger og kroniske sygdomme, omkostninger og kvalitet, adgang til behandling og teknologi.

Både udfordringerne og mulighederne for at bidrage til deres løsning gennem innovation er globale, men påvirkes af lokale forhold. På det bagtæppe skal potentialerne for dansk eksport af sundheds- og velfærdsteknologi ses i lyset af udviklingen på de forskellige markeder i Europa, hvor EU (15) aftager lidt under halvdelen af dansk eksport.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Stigende efterspørgsel og pressede budgetter
Europa har verdens største andel af ældre. Cirka 37 procent af Europas befolkning vil være over 60 år i 2050. Parallelt og delvist sammenhængende hermed og med ændringer i livsstil ses en stigning i antallet af kroniske lidelser, som hjertekarsygdomme, diabetes, cancer, luftvejssygdomme, overvægt og mentale sygdomme.

The Survey of Health Ageing and Retirement in Europe (SHARE) anslår, at 40 procent af folk over 50 år i EU allerede har to eller flere kroniske lidelser. Det øger efterspørgslen efter sundheds- og velfærdsydelser. Den ældre generation stiller i mange lande andre krav end tidligere til sundhedstilbud, og koblet med bedre diagnostik og behandlingsmuligheder øger alle disse faktorer presset på sundhedsudgifterne markant.

Danske virksomheder har meget at byde ind med, men kan også stå over for at skulle ændre kendte forretningsmodeller og innovere, hvis markedsandele skal fastholdes eller udvides, når sundhedssystemer reformeres.

Dorthea Damkjær
Chefkonsulent i Eksportrådet

Samtidig er de europæiske lande præget af lavvækst, reducerede offentlige budgetter og en nedgang i andelen af erhvervsaktive, skattebetalende borgere. De europæiske sundhedssystemer udfordres i spændingsfeltet mellem stigende efterspørgsel og pressede offentlige budgetter. Det betyder, at flere europæiske lande tænker i reformer for at sikre et bæredygtigt sundhedssystem.

Der er derfor et stort potentiale for innovative løsninger, inklusive serviceydelser, teknologier og produkter, som kan bidrage til omkostningseffektivitet, produktivitetsforbedringer samt kvalitet og adgang til sundhedsydelser. Danske virksomheder har meget at byde ind med, men kan også stå over for at skulle ændre kendte forretningsmodeller og innovere, hvis markedsandele skal fastholdes eller udvides, når sundhedssystemer reformeres.

Gode løsninger er ikke nok
Gode løsninger er nødvendige, men ikke i sig selv tilstrækkelige til at få succes på de europæiske eksportmarkeder. Investeringer i et indgående markedskendskab er afgørende, herunder hvorvidt og hvordan relevante dele af sundheds- og velfærdsområdet reformeres, reguleres, organiseres, finansieres, samt hvordan indkøbs- og tilskudssystemerne fungerer.

Det gør også kendskab til beslutningsprocesserne, kontakt til beslutningstagerne og lokale samarbejdspartnere vigtige. Offentlige udbud af velfærdsteknologi- og løsninger er illustrativt. EU’s udbudsdirektiv samt reglerne for det indre marked gælder i alle 28 EU-lande samt Norge, Liechtenstein og Island og åbner derfor markedet for offentlige indkøb i disse lande. Dog varierer indkøbsstrukturen fra land til land, og størrelsen af mange offentlige udbud falder under tærskelværdier, hvilket gør markedet uigennemsigtigt og i praksis skaber udfordringer for markedsadgang.

Få hjælp af danske ambassader 
De nødvendige investeringer i markedskendskab kan være en stor mundfuld, særligt for de små og mellemstore virksomheder.

Derfor har mange danske ambassader – også i Europa – sundhedssektoreksperter, som yder betalinsbelagt skræddersyet rådgivning til både store og mindre danske virksomheder, der vil ind på et marked eller ønsker at fastholde eller udvide markedsandele.

De kan bistå med at identificere lokale samarbejdspartnere og distributører, etablere egen lokal tilstedeværelse eller deltage i eksportfremstød. Sundhedssektoreksperterne kan arrangere markedsbesøg for at give et klarere indtryk af markedsmulighederne og bistå med at etablere strategiske alliancer mellem virksomheder, hvis produkter, serviceydelser og teknologier tilsammen udgør ét samlet koncept eller en løsning, som det er gjort for ”Fremtidens plejehjem” i Frankrig.

De kan også hjælpe med at arrangere besøg i Danmark, hvor danske løsninger, produkter, serviceydelser og teknologier kan præsenteres for vigtige stakeholders fra forskellige markeder. Endelig kan de bistå med at etablere relationer til relevante beslutningstagere og indblik i, hvordan globale udfordringer håndteres lokalt.

I nogle lande har ambassaderne dannet ”sundhedsklubber” for danske virksomheder og arrangerer blandt andet rundbordsseminarer med lokale beslutningstagere om et konkret tema, hvor danske virksomheder kan levere løsninger. Formålet med rådgivningen og de forskellige indsatser er at understøtte, at danske virksomheder får del i de eksportpotentialer, som den lokale håndtering af de globale udfordringer på sundheds- og velfærdsområdet skaber i Europa og globalt. Se Eksportrådets hjemmeside her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00