Hækkerup åben for øget mulighed for at sige nej til genoplivning

ETIK: Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) erklærer sig villig til at se på, om det skal gøres lettere for ældre at fravælge genoplivning.

Foto: Colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Der er godt nyt for raske gamle mennesker, der gerne ikke vil genoplives, hvis de falder om med akut hjertestop. I hvert fald vil sundhedsminister Nick Hækkerup (S) nu overveje, om der skal ændres i de nuværende regler på området.

Som reglerne er i dag, er det kun læger, som ved et hjertestop må tage beslutning om, at der ikke skal forsøges genoplivning. Dermed er plejepersonale på plejehjem og i den kommunale sygepleje som udgangspunkt forpligtet til at igangsætte et genoplivningsforsøg.

Og det er et problem, lyder det fra både Danske Patienter og de praktiserende læger. De peger på, at de nuværende regler betyder, at ældre mennesker skal have en læge til at skrive i deres journal, at de ikke ønsker genoplivning. Og det må lægen kun gøre, hvis patienten har en konkret fremadskridende sygdom.

Dokumentation

Uddrag af vejledning fra Sundhedsstyrelsen

Selvbestemmelse – fravalg af genoplivning i aktuel situation
Også den habile borger kan i kraft af sin selvbestemmelsesret i en aktuel situation, på et informeret grundlag, afvise påbegyndelse af behandling, herunder genoplivningsforsøg ved hjertestop, respiratorbehandling m.v. Informationen til borgeren skal bl.a. indeholde orientering om sygdom, prognose, mulighederne for behandling og konsekvenserne af borgerens beslutning. Det er den behandlingsansvarlige læge, der vurderer, om borgeren kan anses for habil og kan overskue konsekvenserne af sin beslutning. Lægen skal i øvrigt afklare, om borgerens ønske om ikke at få behandling skyldes forhold, som kan afhjælpes.

De nødvendige oplysninger om borgerens ønsker og samlede situation skal videregives til det relevante sygeplejefaglige personale, så borgerens beslutning kan respekteres, og personalet har kendskab til baggrunden for den. Dette skal ske skriftligt. Lægens meddelelse skal skrives ind i eksempelvis patientens plejejournal. Lægen kan selv vurdere, at genoplivning er udsigtsløst, men patienten skal inddrages i beslutningen.

Lægen skal ved personlig samtale hensynsfuldt informere borgeren om den lægelige indikation og begrundelse for ikke at påbegynde livsforlængende behandling.

Det er vigtigt, at der bliver lyttet til borgeren, og at der bliver vist forståelse, respekt og omsorg. Lægen skal tage borgerens tilkendegivelser med i sin samlede vurdering af forsvarlige behandlingsmuligheder, jf. punkt 4.2.

Forhåndstilkendegivelse i livstestamente
Det er en lægelig vurdering, om borgeren helbredsmæssigt befinder sig i en situation, som er omfattet af livstestamentet. Der kan således ikke afstås fra livsforlængende behandling, uden/hvis der ikke har været en forudgående lægelig vurdering af, om dette er tilfældet. Tilkendegivelser i et livstestamente skal i den aktuelle behandlingssituation desuden indgå i den lægelige beslutning om behandling af borgeren.


0:000:00