Hæstorp: Et moderne sundhedsvæsen består af mange hænder – ikke bare “kolde og varme”

Af Sophie Hæstorp Andersen (S)
Regionsrådsformand, Region Hovedstaden

Det virker allerede som længe siden, at hele landet holdt vejret, imens benhårde forhandlinger om nye overenskomster truede med at sætte det offentlige Danmark ud af spil.

Men selvom vi nu er ude af skyggen fra en lammende storkonflikt, er der en vigtig lære, vi skal huske at tage med os: Nemlig at opdelingen af vores samfund i "varme" og "kolde" hænder er en håbløs forældet måde at se verden på.

Storkonflikten viste med al tydelighed, at vores moderne samfund består af mange slags mennesker og fagligheder – som alle har brug for hinanden.

Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor den ene hånd er dybt afhængig af, hvad den anden gør.

I Region Hovedstaden ville strejken for eksempel have lammet vores it-virksomhed, så supporten af hospitalernes it-systemer ville blive svækket. Vores Center for Ejendomme var også truet, således at det rene sengelinned og andre vigtige artikler ikke kunne komme ud til hospitalerne. Vores centrale administration var også i kikkerten, så praktiserende læger for eksempel ikke ville få udbetalt honorarer.

Når vi bliver syge eller kommer til skade, kan vi ganske enkelt ikke ”nøjes” med de dygtige og hårdtarbejdende læger og sygeplejersker. Der er også brug for røntgenbilleder, sterile operationsstuer, senge og meget andet. Det kræver dygtige og dedikerede mennesker, hvis faglighed er alt andet end kold.

Sophie Hæstorp Andersen
Regionsrådsformand, Region Hovedstaden

Mangfoldigheden af medarbejdere skaber tryghed
Når vi bliver syge eller kommer til skade, kan vi ganske enkelt ikke ”nøjes” med de dygtige og hårdtarbejdende læger og sygeplejersker.

Der er også brug for røntgenbilleder, sterile operationsstuer, senge og instrumenter, elektroniske patientjournaler og meget andet. Det kræver dygtige og dedikerede mennesker, hvis faglighed er alt andet end kold (selvom blandt andet Finansministeriet har for vane at tælle dem som ”administration” i regnearkene).

Eller hvad med laboranterne? De har ikke direkte patientkontakt, men uden deres indsats står læger, sygeplejersker og jordemødre uden de afgørende prøvesvar, der sikrer den rigtige diagnose, behandling og patientsikkerhed.

På samme måde sørger teknikere og it-medarbejderne for, at for eksempel scannere, strålekanoner og programmer fungerer. HR, økonomifolk og analytikere sikrer efteruddannelse, lønudbetaling og prognoser om, hvor og hvornår vi kommer til at mangle arbejdskraft, ressourcer eller hospitalsafdelinger.

Den gode og trygge behandling får vi kun, fordi der er en mangfoldighed af medarbejdere med forskellige kompetencer. Overfor dette mangfoldige og moderne sundhedsvæsen står en forældet og misvisende fremstilling af et sundhedsvæsen, hvor nogen laver noget af værdi for patienterne, og andre er bureaukrater, som kun kontrollerer og fører statistik.

Det menneskelige sundhedsvæsen
Det er en forsimplet udlægning, som skygger for det, mange af os er optaget af: Nemlig hvordan vi slipper af med overflødig bureaukratisering, kontrol og dokumentationsbøvl.

For jeg vil slå fast, at jeg ikke vil have bureaukrati, der lægger forhindringer ud for vores ansatte.

Tværtimod er jeg som politiker drevet af en klar vision om, at vores sundhedsvæsen skal være mere menneskeligt.

At når du bliver syg, så møder du et system, der betragter dig som et menneske med behov og ønsker, og ikke bare som et tal i statistikken. Et sundhedsvæsen, der tager højde for de ting, som er værdifulde for dig – for eksempel at du så vidt muligt bliver både undersøgt og behandlet på samme dag. At du forstår og er tryg ved den information, som du får fra lægen eller fra regionen. At du ved, hvem du kan spørge, og hvem der tager vare på dig. At du føler dig hørt, forstået og klædt på til den behandling, du modtager.  

Pointen er, at et trygt behandlingsforløb ikke kun kommer fra én enkelt faggruppe, men fra mange sikre hænder, der samarbejder og styrker hinanden. Fra mennesker, som har bedre og mere frie rammer til at gøre deres arbejde uden hele tiden at snuble i for mange instrukser, for megen kontrol og for stramme økonomiske rammer.

Tiltrængt opbrud
Derfor har vi brug for en ny styring i sundhedsvæsenet. Og heldigvis er der opbrud for tiden. Det forhadte årlige toprocentskrav er efterhånden historie.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har for nyligt luftet ideen om et nyt styringsredskab, der skal få regionerne til at flytte flere patienter ud i det nære sundhedsvæsen. Det er svært at gennemskue, hvad ministerens forslag reelt kommer til at indebære.

Hvis det betyder, at behandlingen i højere grad skal tilpasses den enkeltes hverdag og familieliv, er jeg meget positiv.

Er det derimod reelt tale om en endnu spareøvelse i regionerne og en ny måde at belønne hospitaler, der på kortest tid sender flest mulige patienter hjem, så er det ikke den rette vej for vores sundhedsvæsen.

Forhandlingerne om regionernes økonomi er allerede i gang, ligesom Finansministeriet i den kommende tid skal se på nye måder at styre økonomien på.

I begge tilfælde skal vi huske, hvad vi lærte af storkonflikten: Vi har brug for mange slags hænder og friere rammer til at planlægge efter menneskers liv, behov og ønsker – ikke en ny styringsmodel, der bare betyder mere kontrol og effektivisering.