Harun Demirtas: Den kommunale sygepleje kan ikke længere følge med

Dette er et opråb fra den kommunale sygepleje. 

Og inden jeg siger det, ved man på forhånd godt, hvad folk vil tænke: ”Nå ja. Det skal du jo sige, fordi du er fagforeningsmand…”

For desværre er det sådan i denne verden, at når man besidder en post i fagforening og udtrykker en bekymring, bliver det efter min oplevelse ofte til en undervurderet og dårlig kliche. Vores intention om at skabe gode arbejdspladser bliver tit overskygget af en forkert opfattelse af, hvad en fagforening står for. En fagforening står altså for at samarbejde med arbejdsgiverne og indgå i dialog for at løse alle problemerne, før det er for sent.

Derfor er politikerne nu nødt til at lytte med, før det bliver for sent for sygeplejen på det kommunale område.  

Selv om der er gode grunde til det, løber regionerne lige nu med det meste af opmærksomheden, og kommunerne får mindre taletid. Men de to ting burde hænge sammen. Man kan ikke have fokus på det regionale uden at have sikret sig, at de kommunale dele også følger med. Skal man sikre et sundhedssystem, der virker, er man nødt til at kigge på det kommunale også. 

For lige nu halter den kommunale sygepleje bagefter, og medarbejderne løber stærkere for at sikre pleje og behandling til borgerne i eget hjem. 

Lige nu halter den kommunale sygepleje bagefter, og medarbejderne løber stærkere for at sikre pleje og behandling til borgerne i eget hjem. 

Harun Demirtas

Sundhedsvæsnet vokser; borgerne stiller høje krav; den teknologiske udvikling mindsker indlæggelsestiden; hospitalsaktiviteter konverteres fra stationære til ambulante; og kommunerne går sammen om at oprette akutte funktioner for undgå unødige indlæggelser.

Men hvem skal passe de opgaver? 

Jeg sidder på en post i Dansk Sygeplejeråd og har blandt andet ni kommuner på Vestegnen som ansvarsområder. Jeg elsker alle disse kommuner, og jeg går ikke på arbejde én dag uden at tænke på, hvad man mon kan gøre for at hjælpe ledelsen med at rekruttere mere arbejdskraft.

Som sygeplejerske ville jeg aldrig have troet på det, jeg skriver nu, men det er en realitet: Tænk, at vi i nogle områder er ved at bevæge os væk fra at sige ”Ansæt flere og sørg for ordentlige normeringer” til ”hold fast i dem du har, for der mangler sygeplejersker”. 

De fleste kommuner, jeg arbejder med på Vestegnen, er meget udfordrede i forhold til at rekruttere sygeplejersker, og politikerne på Christiansborg er nødt til at kommunikere med kommunalpolitikerne. For der er brug for en national plan og en strategi, der virker og kan støtte op om alle kommuner, lokalledelse og medarbejdere. 

Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at Vestegnens kommuner ikke er alene om problemet.

Jeg ville ønske, det var så let som at sige, at det alene er ældre- eller sundhedsministerens ansvar, men det, tror jeg, vil være uretfærdigt. 

Kommunalplejen har nemlig været udfordret og haft den samme udsigt, som vi har nu, for 10-15 år siden. Det er dog et uheldigt tidspunkt for de nuværende magthavere på sundhedsområdet, fordi der i dag bliver stillet mange uopnåelige, store krav til hjemmeplejen og hjemmesygeplejen.

Men vi løser ikke kun problemet, ved at Christiansborg-politikerne indkalder ministrene i mange samråd, men ved, at vi alle sammen tør lægge hænderne under stenen for at løfte den sammen. For den kommunale sygepleje skal løftes nu – og det skal ske i fællesskab. 

Jeg har været til mange møder både med sygeplejersker og ledelsen. Der er sådan set ikke nogen ledere, der ikke vil det allerbedste for borgerne og medarbejderne. Men problemet er tit, at man i en periode har været udsat for økonomiske udfordringer og har fået besked på at spare lidt og stramme budgetterne – og pludselig forsvandt vejtiden på kørelisten mellem borgerne, de ansatte søger nye veje, og pludselig står arbejdspladsen måske med færre medarbejdere og et dårligt rygte, som de skal kæmpe i måske flere år for at komme over. 

Man tænker måske ikke ofte på dette, men når regionerne går igennem en sparerunde, påvirker det faktisk ikke kun de enkelte afdelinger på hospitalerne, men også kommunerne. Når afdelingerne på grund af underbemanding og besparelser udskriver patienterne hurtigere, stiller det automatisk mange høje krav til hjemmesygeplejen, som selv gennemgår en sparerunde.

Men vigtigst af alt: når en kommune kæmper for at få ansøgninger til en sygeplejerskestilling, kan det blive endnu sværere at rekruttere på grund af dårligt ry, ligesom opgaverne bliver mere komplekse, mens regionerne bliver ved med at udskrive flere, fordi de heller ikke længere kan leve op til kravene. Så stiger pulsen hos den sygeplejerske, der står tilbage, og som også må overveje, om hun skal videre eller blive.

Derfor er min forslag til Christiansborg, at de indser, at det ikke kun handler om ministrene. Det handler om hele sundhedsvæsenet, som er i konstant udvikling, og at vi ikke længere kan følge med.

Der er brug for en strategi, som sikrer, at tingene ikke bliver gjort hurtigt; at kompetencerne i regionen også findes i kommunerne for sikre kontinuitet; at der bliver lavet tydeligere retningslinjer for, hvornår en patient er rask nok til at blive udskrevet; og at vi skal undtage hele sundhedsområdet fra besparelser.

Vi må sikre, at kommunerne ikke pludselig står uden medarbejdere. Vi skal styrke lokalledelsens kompetencer, anerkende medarbejderne og yde en ekstra indsats for at fastholde i medarbejderne, tilbyde dem kompetenceudvikling, igangsætte kampagner for at give unge indblik i de sundhedsfagliges kompetenceområder og inspirere dem til at tage uddannelsen og arbejdet, og uddanne endnu flere sundhedsfaglige.

Vi skal arbejde sammen!

...

Harun Demirtas er tidligere flygtning. Han har arbejdet som sosu-hjælper, assistent og er i dag sygeplejerske. Harun har været rådgiver for unge LGBT-personer samt rådgivet om HIV og AIDS. Desuden er han næstformand i Dansk Sygeplejeråd i kreds H samt bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet.