Hjernesagen: Hjerneskadede skal kunne klage over rehabiliteringstilbud

DEBAT: Lovgivningen på rehabiliteringsområdet er ikke koordineret og sammenhængende, og klagemulighederne er uigennemskuelige. Der er behov for et klart og gennemskueligt rehabiliteringssystem, skriver Hjernesagen. 

Af Lise Beha Erichsen
Direktør i Hjernesagen 

Mange borgere med følger efter en blodprop eller blødning i hjernen har brug for genoptræning og rehabilitering, både mens de er indlagt og efterfølgende.

Hvis det fra lægefaglig side vurderes, at man som borger har brug for fortsat genoptræning efter udskrivning fra sygehus, har man krav på en genoptræningsplan. Genoptræningsplanen skal bl.a. beskrive genoptræningsbehovet.

Men en genoptræningsplan er ikke bare en genoptræningsplan. Ud fra en lægefaglig vurdering besluttes det, om genoptræningen skal foregå på basalt/avanceret niveau, specialiseret niveau, eller om borgeren har behov for rehabilitering på specialiseret niveau. Denne vurdering er ikke ligegyldig for borgeren, da tilbuddene er helt forskellige.

Det siger sig selv, at når genoptrænings- eller rehabiliteringsindsatsen fungerer, som den skal, er alt i den skønneste orden. Problemerne for Hjernesagens medlemmer opstår, når indsatsen ikke virker, og borgeren ønsker at klage over tilbuddet. Ankesystemet er, som det fungerer nu, uigennemskueligt eller direkte fraværende.

Alle taler om kvalitet
Inden for hjerneskadeområdet har der i flere år været fokus på at styrke de faglige miljøer og kvaliteten af genoptræningen og rehabiliteringen. Der har i flere år været talt om vigtigheden af tværsektorielt og tværfagligt samarbejde indenfor hjerneskadeområdet for at opnå den bedst mulige rehabilitering af borgerne. I Sundhedsstyrelsens faglige visitationsretningslinje på hjerneskadeområdet fra december 2014 beskrives det således:

”Der er tale om en patientgruppe, der ofte har et omfattende rehabiliteringsbehov og behov for flere samtidige indsatser både på sundhedsområdet og på social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet… Disse forhold understreger behovet for en koordineret og sammenhængende indsats af høj kvalitet for denne målgruppe.”

Det er lige netop dette, der er sagens kerne for borgere med erhvervet hjerneskade. Borgerne bliver ramt af, at lovgivningen på rehabiliteringsområdet ikke er koordineret og sammenhængende, og at klagemulighederne er uigennemskuelige eller fraværende. 

Rehabilitering er mere end genoptræning
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) har for nylig svaret Trine Torp (SF) om netop anke-mulighederne på området. Ministeren henviser i sin besvarelse til, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kan behandle klager over den samlede rehabiliteringsindsats eller de dele af rehabiliterings-indsatsen, som ikke er af sundhedsfaglig karakter. Dette mener ministeren åbenbart ikke vil være hensigtsmæssigt.

Problemet opstår, fordi der skelnes mellem genoptræning og rehabilitering. Genoptræning er en sundhedsfaglig behandling på lige fod med diagnosticering og sygdomsbehandling, og her kan man godt klage.

For mange med en erhvervet hjerneskade er genoptræning blot en del af den samlede rehabiliteringsindsats, som er mere end den sundhedsfaglige behandling, og det er her problemet opstår i forhold til borgerens mulighed for at klage over det samlede rehabiliteringstilbud.

Mange med erhvervet hjerneskade er ramt på flere funktioner, som ikke alene varetages af sundhedsfagligt personale, men også af andre faggrupper som fx neuropsykologer, talepædagoger og pædagoger. I de tilfælde er der tale om et forløb af koordinerede ydelser og tilbud indenfor sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet, der har til formål at sikre borgeren det bedst mulige funktionsniveau og livskvalitet.

Men som borger kan det være ganske vanskeligt at skelne mellem genoptræning og rehabilitering, hvilket vi i Hjernesagen godt kan forstå, fordi rehabiliteringsindsatsen allerede begynder på sygehuset med for eksempel talepædagogisk og neuropsykologisk indsats.

Når borgeren modtager en genoptræningsplan fra sygehuset, vil den på hjerneskadeområdet ofte indeholde beskrivelser af indsatser af både sundhedsfaglig karakter og behandling, som ikke er sundhedsfaglig for eksempel i forhold til kognitions- og kommunikationstræning.

Uigennemskueligt klagesystem
Sundheds- og ældreministeren henviser til, at borgeren kan klage over den sundhedsfaglige vurdering og sundhedspersoners faglige virksomhed til Styrelsen for Patientsikkerhed, men det hjælper ikke borgeren, som er utilfreds med den samlede rehabiliteringsindsats, for den slags klager kan Styrelsen for Patientsikkerhed jo ikke behandle jf. ministerens svar.

Her henvises til, at den hjerneskaderamte borger må klage over de enkelte delområder indenfor rehabiliteringsindsatsen eller anlægge et civilt søgsmål.

Her vil vi minde om, at vi taler om borgere, der typisk har kommunikationsbegrænsninger, kognitive udfordringer som manglende overblik, vanskeligheder ved at strukturere hverdagen, udtalt træthed og fysiske begrænsninger.

Ministeren henviser også til, at borgeren kan klage over genoptræningsydelsen, hvis borgeren ikke mener, at den lever op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Jamen – hvordan skal en borger dog kunne vurdere det? Mener ministeren, at en borger kan vurdere, om en fagpersons faglige standard er på basalt, avanceret eller specialiseret niveau?

Der er behov for at styrke borgerens retssikkerhed. Vi har behov for et klart og gennemskueligt system. Hjernesagen foreslår derfor, at de enkelte hjerneskadetilbud vurderes og kvalitetssikres. Kvalitetsvurderingen skal naturligt være tilgængelig for borgerne, således at borgeren kan vurdere, kvaliteten i det tilbud, vedkommende er visiteret til. Dette vil også give en reel mulighed for at benytte sig af det frie valg i forhold til genoptræningstilbud.

Det er bare ikke godt nok
Når der igennem flere år har været arbejdet hårdt på, at borgeren får en rehabiliteringsindsats, der er koordineret og sammenhængende, hvorfor argumenter ministeren så imod en samlet ankemulighed?

Hvordan forestiller ministeren sig, at borgeren skal kunne dechifrere sin rehabiliteringsindsats i småstykker og derefter kunne klage over de enkelte delelementer til rette ankeinstans – for eksempel Ankestyrelsen, Klagenævnet for Specialundervisning, Folketingets Ombudsmand, Det kommunale tilsyn under Statsforvaltningen eller socialtilsynet under Socialstyrelsen? Eller som ministeren nævner som sidste mulighed – rejse et civilt søgsmål.

Det er dyre løsninger for alle, og en ikke eksisterende mulighed for langt de fleste borgere med følger efter hjerneskade. Det må kunne gøres bedre!

Forrige artikel Ældre Sagen og læger: Stop aldersdifferentierede takster Ældre Sagen og læger: Stop aldersdifferentierede takster Næste artikel Psykologforening: Modernisering af psykologlov er langt fra mål Psykologforening: Modernisering af psykologlov er langt fra mål