Hjernesagen: Inddrag patienter i genoptræningen

DEBAT: Der må tages politisk ansvar, så borgerne får den nødvendige genoptræning, skriver Hjernesagens Lise Beha Erichsen. Det sker gennem genoptræningsplaner, som både patienter og pårørende skal inddrages i. 

Af Lise Beha Erichsen
Direktør i Hjernesagen

Borgere her i landet skal tilbydes en genoptræningsplan, hvis der er et lægefagligt behov for genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Genoptræningsplanen skal være skriftlig, den skal udarbejdes i samarbejde med patienten og eventuelle pårørende, og den skal udleveres til patienten senest på udskrivningstidspunktet.

Sådan har lovteksten set ud i mange år.

Genoptræningsplanen er et vigtigt dokument
Mange borgere – herunder borgere med følger efter blodprop eller blødning i hjernen – har brug for genoptræning, og mange har brug for genoptræning af såvel fysiske, kommunikative som kognitive færdigheder. Meningen med genoptræningen er jo, at den i sammenhæng med andre (sociale) indsatser skal bidrage til, at borgeren får det bedst mulige funktionsniveau og dermed kan leve livet bedst muligt med de følger, sygdommen har medført.

Genoptræningsplanen er et uhyre vigtigt dokument for borgeren. Det er nemlig den, der beskriver, hvilken genoptræning der er brug for, på hvilket niveau genoptræningen skal foregå, og hvem der har ansvaret for den fortsatte genoptræning.

Patienter og pårørende skal inddrages
Derfor er det også dybt beklageligt og sørgeligt, at Hjernesagen alt for ofte støder på ramte og pårørende, der ikke oplever, at de har været inddraget i processen med genoptræningsplanen, og at mange genoptræningsplaner ikke tager højde for mangfoldigheden ved en hjerneskade og dermed behovet for genoptræning både fysisk, kommunikativt og kognitivt.

Samtidig er der opstået en situation, hvor det offentlige system er ude i en intern diskussion om, hvem der egentligt bestemmer ved udarbejdelse af genoptræningsplanerne. Sidstnævnte viser sig p.t., når der tales om rehabilitering på specialiseret niveau, der er et nyt begreb, som kom ind i lovgivningen fra 1. januar i år.

Tingene vanskeliggøres også af langsommelighed i systemet. I forbindelse med de nye regler pr. 1. januar i år om specialiseringsniveauer med mere blev det besluttet, at der skulle laves ens blanketter til brug for genoptræningsplanen. De nye blanketter skulle netop understøtte den nye måde at tænke genoptræning på.

Her knap et år efter, at de nye regler er trådt i kraft, arbejder man stadig med de gamle blanketter. I Hjernesagen håber vi, at der meget snart kommer styr på denne teknikalitet.

Genoptræningsplanen er også et redskab for borgeren, og derfor skal de nye blanketter også leve op til at understøtte en reel medinddragelse af borgeren. Gad vide om man husker dette?

Ansvaret ligger hos kommunerne
Ved indførslen af rehabilitering på specialiseret niveau kan sygehuset give anbefalinger til metode, omfang og karakter af den videre indsats, mens det er kommunerne, der har ansvaret for tilbuddet til borgerne.

Det virker, som om at den model har givet en del uklarhed om opgaven og ansvarsfordelingen mellem sygehuse og kommuner. Yderligere er kommunernes opgave blevet udvidet for borgere, der udskrives med en almen genoptræningsplan, da kommunerne nu skal visitere borgeren til enten basal eller avanceret genoptræning.

Den nye genoptræningslovgivning stiller både nye og ændrede krav til kommunerne og regionerne. Skal det lykkes til gavn for borgeren, kræves der koordination, en anderledes organisering og nye arbejdsgange, og den forudsætter ikke mindst et godt tværsektorielt samarbejde.

Desværre har det vist sig ganske vanskeligt at implementere lovgivningen.

Systemet glemmer borgeren
Hjernesagen er dybt bekymret for borgerens retssikkerhed, når usikkerheden omkring implementeringen er så stor. I visse regioner er der ikke udarbejdet én eneste genoptræningsplan til rehabilitering på specialiseret niveau. Det er dybt bekymrende, da der må have været borgere gennem systemet, som er i målgruppen for rehabilitering på specialiseret niveau. Spørgsmålet er så, hvilket tilbud de borgere har fået i stedet?

Det er, som om "systemet" glemmer, hvem det hele drejer sig om – nemlig borgeren. Det er borgeren med for eksempel blodprop i hjernen eller hjerneblødning, der på et splitsekund får ændret sit liv. Det er borgeren, der skal leve med følgerne efter sin hjerneskade, og det er borgeren, det "gør ondt på".

Der tales meget i disse år om "borgeren i centrum", og at borgeren aktivt skal inddrages. Det er tilsyneladende en svær proces, når man skal flytte sig fra lovens ord og ud i den virkelige verden.
Nu må der tages et politisk ansvar, så borgeren får den genoptræning, der fagligt set er den rigtige – uden hensyn til vanetænkning og kassetænkning.

Forrige artikel Børns Vilkår: Børn som pårørende er en blind vinkel Børns Vilkår: Børn som pårørende er en blind vinkel Næste artikel Altinget: sundhed starter nyt debatpanel
  • Anmeld

    Gunner Gamborg

    Borgere og pårørende er ressourcer

    Det er en helt realistisk analyse der præsenteres her. Et potentiale for genoptræning og rehabilitering ligger i alle de ressourcer, som kan aktiveres hos og omkring borgeren. Den hjerneskadede skal ikke blot fungere med sin krop og hjerne. Den hjerneskadede skal fungere i sin konkrete hverdag og kontekst. Derfor er pårørende ikke blot hjælpere. Pårørende er en obligatorisk faktor i neurorehabilitering. Det er jo også deres hverdag og liv, der skal genskabes