Hjerteforeningen: Hvorfor er der ikke en eneste patient i Robusthedskommissionen?

En såkaldt robusthedskommission, der blandt andet skal komme med anbefalinger til, hvordan der sikres mere personale i sundhedsvæsenet, er blevet nedsat. En vigtig og essentiel opgave, for det brænder efterhånden på i vores udfordrede sundhedsvæsen.  

Et sundhedsvæsen, hvor patienter venter og venter på at blive udredt og få den rette behandling, hvor personalet har så travlt, at der hverken er tid til den fornødne omsorg eller overskud, og hvor vi ikke længere diskuterer forbedringspotentiale i sundhedsvæsenet men i stedet slukker ildebrande.  

Alligevel har man valgt ikke at inddrage brugerperspektivet i Robusthedskommissionen, hvor det udelukkende er såkaldte ekspertmedlemmer, som langt henad vejen repræsenterer selve sundhedssystemet, mens arbejdsmarkedets parter er repræsenteret med otte medlemmer.  

Patienter mærker konsekvenserne

Selvom jeg på ingen måde betvivler, at Robustkommissionens medlemmer alle er yderst kompetente og vil komme med værdifulde input, så undrer det mig, at patientperspektivet ikke skal inddrages.

Det er patienterne, der i dag mærker konsekvenserne af den manglende robusthed, og det er tilsvarende patienterne, der kommer til at opleve konsekvenserne af de anbefalinger, en kommission frembringer. 

Jeg tror, at langt de fleste sundhedsfaglige medarbejdere ville ønske bedre indsigt i, hvordan man som patient og borger oplever sundhedsvæsenet

Anne Kaltoft
Adm. direktør, Hjerteforeningen

Sundhedsminister Magnus Heunicke sagde ved offentliggørelsen af Robusthedskommissionen, at der er ”massive udfordringer med rekruttering og fastholdelse i vores sundhedsvæsen”.

Jeg er enig, situationen er alvorlig, og jeg vil opfordre til, at man inddrager patienter og pårørendes viden og oplevelser fra dagens sundhedsvæsen.   

Patientperspektivet er vigtigt, når det kommer til, hvordan vi sikrer fremtidens sundhedsvæsen. Faktisk tror jeg, at langt de fleste sundhedsfaglige medarbejdere ville ønske en langt bedre indsigt i, hvordan man som patient og borger oplever sundhedsvæsenet – for med den indsigt får man muligheden for at skabe et system, hvor der er balance mellem arbejdsmiljøet for de fagprofessionelle og hensynet til, hvad der er allervigtigst for patienter og pårørende.

Sundhedsvæsenet skal ganske enkelt gribes mere helhedsorienteret an; man kan ikke løse udfordringerne med at rekruttere og fastholde personalet, hvis man ikke løser de grundlæggende udfordringer med misforhold mellem efterspørgsel på sundhedsydelser og de reelt tilgængelige resurser.   

Derfor spiller prioritering af ressourcerne en afgørende rolle.

En afgørende rettesnor

Vi er nødt til at tale åbent og ærligt om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal indrettes – hvad skal sundhedsvæsnet have som opgave, og ikke mindst skal vi finde frem til, hvad der ikke er dets opgave.  

Jeg tror, at langt de fleste sundhedsfaglige medarbejdere ville ønske bedre indsigt i, hvordan man som patient og borger oplever sundhedsvæsenet

Anne Kaltoft
Adm. direktør, Hjerteforeningen

Kan vi holde op med at gøre det, der ikke gør nogen forskel, som ikke skaber værdi, og som endda til tider gør skade? Partnerskabet Vælg Klogt har frembragt evidensbaserede anbefalinger til, hvad vi bør holde op med. Og hvis vi i fællesskab – patienter og sundhedsfaglige – kan sikre at anbefalingerne følges, kan vi reducere op mod 20 procent af sundhedsvæsnets forbrug. Det er noget, der batter.  

Vi skal åbent og transparent tale om, hvordan vi vil prioritere ressourcerne, så de gør mest gavn for de fleste, mens vi også skaber rammerne for at personalet kan tiltrækkes og fastholdes. Hvor vi gør det muligt, at faglig stolthed og god behandling kan gå hånd i hånd. 

Sådan ser det desværre ikke ud for nuværende. Landets sundhedspersonale hænger kun lige i med det yderste af neglene, mens patienter oplever travlheden på egen krop. 

Jeg vil opfordre til, at patienter og pårørende høres og inddrages – også i de svære samtaler om, hvordan vi sikrer robustheden i det sundhedsvæsen, som patienterne ikke kan klare sig uden. 

Patienternes perspektiv kunne blive en vigtig rettesnor.