Hvordan går det med kvaliteten?

Af Mette Worsøe,
formand for Yngre Læger

Videreuddannelsesrådene skal blandt andet sikre, at kvaliteten i uddannelsen og dermed kvaliteten af fremtidens speciallæger er høj nok. Men de regionale videreuddannelsesråd er finansieret af sygehusejerne og underlagt det driftsparadigme, der gælder i hele sygehusvæsenet.

Spørgsmålet er derfor, om det er realistisk at sætte dem til at løfte kvalitetsopgaven, eller om systemet gør, at de fokuserer på mere snævre driftsmæssige hensyn, som for eksempel ventelisteafvikling og geografisk fordeling af læger?

Kortere uddannelse
Bent Hansen synliggør dilemmaet senest i lederen i MANDAT nr. 9, 2006.
”I en tid, hvor der mangler speciallæger, er det bydende nødvendigt, at de yngre læger kommer hurtigere igennem uddannelsesforløbet. Men det skal ske på en måde, så de yngre læger har mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige specialer på turnusuddannelsen og at de kommer rundt på sygehusene i hele landet”.

Vi vil gerne se en ny incitamentsstruktur, der kan bidrage til at sætte uddannelse i fokus, i stedet for de mere kortsigtede driftshensyn. Det kan for eksempel være incitamenter, a la dem vi kender fra ventelisteafviklingen, hvor Løkkeposen har vist sig ret effektiv. Det kan man også lave på uddannelsesområdet. Eller hvad med at få uddannelse med i DRG-systemet?

Mette Worsøe
Formand for Yngre Læger

Man må spørge sig selv, hvordan det giver kvalitet at sende de yngre læger rundt i hele landet og i mange forskellige specialer? Hvis den argumentation holder, burde turnus bestå af en uge i hvert speciale – gerne på rigtig mange forskellige afdelinger og sygehuse. Den er der vel ingen, der rigtigt tror på. Arbejdsgiverne har en helt legitim interesse i at sikre vagtdækningen, men når de også er ansvarlige for indholdet og kvaliteten i uddannelsen, så er det bare ikke godt nok at fokusere på høveder frem for hoveder.

Drift vigtigst
Når arbejdsgiverne og de regionale videreuddannelsesråd ikke entydigt er fokuserede på kvaliteten i speciallægeuddannelse, så er det hverken ond vilje eller manglende forståelse. Faktisk er det vores oplevelse, at de er fulde af forståelse for, hvor vigtigt det er med en god speciallægeuddannelse. Problemet er bare, at de beskedne incitamenter, der må være til at lave god uddannelse, drukner i de mange stærke krav til produktivitet og drift.

Regeringen er nu på vej med deres længe ventede udspil om at forkorte Yngre Lægers vej gennem speciallægeuddannelsen. Yngre Læger håber, udspillet indeholder nye og anderledes effektive redskaber til at sikre kvaliteten i videreuddannelsen.

Vi vil gerne se en ny incitamentsstruktur, der kan bidrage til at sætte uddannelse i fokus, i stedet for de mere kortsigtede driftshensyn. Det kan for eksempel være incitamenter, a la dem vi kender fra ventelisteafviklingen, hvor Løkkeposen har vist sig ret effektiv. Det kan man også lave på uddannelsesområdet. Eller hvad med at få uddannelse med i DRG-systemet?

Vi vil gerne se en ny ansvarsfordeling, hvor ansvaret for driften ikke kan overskygge uddannelses- og/eller kvalitetsbehov. Det kan for eksempel være en stærk Sundhedsstyrelse, der har adgang til de nødvendige data, ressourcer til efterfølgende at overvåge afdelinger med kritiske uddannelsesforhold og til helt at fjerne dem, hvis kvaliteten ikke bringes op. En Sundhedsstyrelse, der kan kræve – og gør det – at regionerne iværksætter initiativer til forbedring af uddannelsen.