Debat

Idolerne i Vejle

Koncentrat af lederen "Idolerne i Vejle" i Dagens Medicin 10/6 2005. Vejle er kendt for mange ting, nu også for deres sygehusvæsen. I den nye kræftplan udpeges Vejle med stor selvfølgelighed som et forbillede. Men hvad er det de kan?
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tilbage står den menneskelige faktor. Man har på fornemmelsen, at den spiller en overordentlig stor rolle for udviklingen i Vejles sygehusvæsen. Man har på fornemmelsen, at Vejle præges af gensidig respekt på tværs af de klassiske skyttegrave i sundhedssektoren

Leder i Dagens Medicin
Engang havde Vejle et fantastisk fodboldhold. Erhvervslivet var også blomstrende. I dag er begge dele noget forpjuskede. Til gengæld er en ny favoritdisciplin dukket op. Vejle er landets ukronede konge i sygehusdrift.

I den nye kræftplan udpeges Vejle med selvfølgelighed som forbillede for andre. I Vejle kan man beskrive for patienterne, hvilke behandlinger de skal gennemgå fra den dag, de ankommer, til den dag, de vender hjem. En patientpakke hedder det. Det hele er gennemtænkt, og det dur. Det er den vej, Sundhedsstyrelsen synes, at andre bør gå.(...)

Vejle Amt er en succes – og dem skal man som bekendt lære af. Men hvorfor skiller Vejle sig ud? Amtet er mellemstort. Det er mindre komplekst. Men det er Vejle jo ikke ene om. Vejle er også et forholdsvis rigt amt, og det gør jo alting lidt nemmere.

Vejle har intet universitetshospital, og det er selvsagt en iøjnefaldende forskel i forhold til hovedstaden, Fyn, Århus og Nordjylland. Det har utvivlsomt betydning.

Vejle har en praktisk og usnobbet tilgang til problemerne. Universitetshospitaler er per definition ambitiøse. Med alt hvad der følger med af uindfriede forventninger og gnidninger mellem afdelinger og læger – og mellem ledelse og personale. I Vejle er der ingen opslidende magtkampe, som bestemt ikke er fremmende for sygehusdriften. Men heller ikke det er Vejle ene om.

Tilbage står den menneskelige faktor. Man har på fornemmelsen, at den spiller en overordentlig stor rolle for udviklingen i Vejles sygehusvæsen. Man har på fornemmelsen, at Vejle præges af gensidig respekt på tværs af de klassiske skyttegrave i sundhedssektoren.(...)

Tydeligvis stoler politikerne i Vejle på lederne af deres sygehuse, både de administrative og de lægelige. Måske er det ligefrem gensidigt, og det ville jo være enestående. Djøf’erne og lægerne har det – tro det eller ej – godt med hinanden. For et par måneder siden fortalte en overlæge, at han havde erstattet en lægestilling med en djøf’er. Han tillagde det enorm betydning for, hvor godt det siden var gået med afdelingen. Hvor – bortset fra i Vejle – ville det bytte blive applauderet.

Der er en kultur til forskel mellem Vejle og de andre – og det må være resultatet af års organisatorisk arbejde. Modellerne er blevet forbedret konstant, og uden at systemerne er blevet stressede, fordi der har været en grundlæggende enighed om ændringerne.

Alt det er et nøjere studium værd. Omverdenen kunne lære meget af Vejle – ikke bare om patientpakker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00