Karin Friis Bach: Lad os få friregioner i Danmark

Af Karin Friis Bach (R)
Medlem af Regionsrådet, Region Hovedstaden

’Frikommuner’ er et nyt begreb i Danmark. Regeringen har åbnet for, at en række kommuner får en særlig mulighed for at afprøve nye måder at varetage deres opgaver på. At de kan slippe for de fastsatte regler og gøre tingene på deres egne måder.

Dét kunne jeg godt tænke mig, at vi også fik mulighed for i regionerne! Kan næste skridt ikke blive, at der etableres friregioner?

Friregioner kan løfte kvaliteten
Så kunne man for eksempel forestille sig, at én eller flere regioner kunne få en dispensation, sådan at behandlingsgarantien på 30 dage ikke længere absolut skal overholdes for hver eneste nye patient. Uanset hvor alvorlig eller ikke-alvorlig en sygdom vedkommende har. Og uanset hvem der ellers ligger på hospitalet i forvejen og også har brug for behandling. Personligt ville jeg hellere indlægges på et hospital, hvor jeg vidste, at lægerne prioriterede efter patienterne og ikke efter statslige regler. Mon ikke også det ville give en bedre samlet kvalitet i sidste ende?

Man kunne også drømme om dispensation fra kravet til udredning af patienter. Et krav, som på ingen måde tager hensyn til, at der er folk, som allerede er erklæret alvorligt syge og også har brug for speciallægernes opmærksomhed. Igen bliver dygtige fagfolks mulighed for prioritering tilsidesat.

Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders urimeligt lange ventetider, men der skal heller ikke stilles krav, som er meningsløse. Det ville være sund fornuft, hvis regionerne selv kunne få lov til at differentiere målene. Uheldigvis er tendensen desværre nærmere, at mere og mere detailstyres og kontrolleres ovenfra.

Vi skal ikke tilbage til tidligere tiders urimeligt lange ventetider, men der skal heller ikke stilles krav, som er meningsløse. Det ville være sund fornuft, hvis regionerne selv kunne få lov til at differentiere målene.

Karin Friis Bach (R)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Alt for meget styring ovenfra
For eksempel fik regionerne med finansloven for 2017 tilført et milliardstort beløb over en fireårig periode. Det var tiltrængt. Men pengene er alle øremærkede. De må udelukkende bruges til forbedring af behandlingen af kræftpatienter – selv om man kan synes, at andre områder også har brug for et løft.

Herudover følger der detaljerede krav om, hvad der skal gøres for pengene (blandt andet indførelse af en ”patientansvarlig læge”) og hvilke mål, der skal afrapporteres og overholdes (”mindst 90 procent af kræftpatienter skal i 2020 opleve, at de har en patientansvarlig læge”). Igen et rigidt krav, der ikke tager højde for den samlede situation på sygehusene eller for, at patienter har forskellige behov. Og nu skal der igen bruges tid på at måle og rapportere.

Alt i alt bliver der brugt rigtig mange ressourcer på, at andre skal kunne holde øje med, om regionerne gør arbejdet godt nok. Hver måned og kvartal indsendes en række rapporter til styrelser og ministerier. Et strejf af tillid ville være befriende. Og jeg er ikke i tvivl om, at der herved kunne opnås mere sundhed for pengene.

Forventningen til frikommunerne er, at de vil kunne medvirke til en ”bedre og mere effektiv lokal styring.” Så hvorfor begrænse det gode initiativ til den kommunale verden? Lad os hurtigst muligt få etableret friregioner i Danmark!