Debat

Karin Friis Bach: Unges druk skal under kontrol ved at hæve aldersgrænsen

DEBAT: Danske unge har nordisk rekord i druk. Aldersgrænsen for køb af al alkohol skal hæves til 18 år, mener formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Karin Friis Bach (R).

Unge drikker til fester, fredagsbarer, og når de er sammen med deres venner. Det skal vi ikke acceptere, mener Danske Regioner.
Unge drikker til fester, fredagsbarer, og når de er sammen med deres venner. Det skal vi ikke acceptere, mener Danske Regioner.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karin Friis Bach (R)
Formand, Danske Regioners Sundhedsudvalg, og regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Alkohol fylder rigtig meget i danske unges liv. De drikker til fester, fredagsbarer, og når de er sammen med deres venner.

Som mor til tre voksne børn har jeg – som mange andre forældre – prøvet at ligge vågen om natten og lytte efter sms'er, opkald eller hoveddøren, der mere eller mindre diskret bliver låst op.

For vi ved godt, at vores børn kan være blevet for fulde og få det dårligt. Sådan er ungdomskulturen i dag.

Unge, der drikker meget, har større risiko for at blive involveret i ulykker, slagsmål, have ubeskyttet sex og blive alkoholforgiftet.

Karin Friis Bach (R)
Formand, Danske Regioners Sundhedsudvalg, og regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Skal vi acceptere det? Det mener jeg ikke.

Hæv aldersgrænsen og mindsteprisen
Unge, der drikker meget, har større risiko for at blive involveret i ulykker, slagsmål, have ubeskyttet sex og blive alkoholforgiftet. Og begynder unge tidligt med at drikke meget, har de større risiko for at udvikle alkoholrelaterede problemer senere i livet.

Derfor er det også problematisk, at danske unge har nordisk rekord i druk. 41 procent af gymnasieeleverne drak ti eller flere genstande til seneste fest. På erhvervsskolerne er det 70 procent. Og 14 procent af de unge i 8. klasse drikker alkohol flere gange om måneden.

Tilsammen vidner det om en drukkultur, der er gået over gevind. Det ønsker jeg at ændre.

Som forældre har vi alle en opgave med at sætte grænser for vores børn og give dem et balanceret forhold til alkohol. Men det fritager ikke os politikere fra at tage ansvar. Vi skal indrette samfundet, så forældrene og de unge selv har de bedst mulige betingelser for at skabe en fornuftig alkoholkultur.

I regionerne mener vi, at to konkrete tiltag nu og her kan gøre en stor forskel. For det første skal aldersgrænsen for køb af al alkohol hæves til 18 år. I dag kan 16-årige købe øl, og det medvirker til, at debutalderen hos danske unge er meget lav. Det skal vi have ændret på.

For det andet bør der indføres en mindstepris for en genstand alkohol. I dag flyder markedet med produkter med høje procenter og lave priser. Indfører vi en mindstepris, bliver de billige produkter dyrere, og så vil de unges forbrug falde. Præcis som med cigaretter.

Læs også

Bedre behandling af alkoholmisbrug
Forebyggelse er vejen frem. Men i regionerne og sundhedsvæsenet har vi også et ansvar, når vi møder borgere med et misbrug af alkohol. Og vi kan desværre se, at rigtig mange danskere igen og igen bliver indlagt på grund af alkoholproblemer.

Skal vi hjælpe disse patienter ud af deres misbrug, kræver det, at vi både på hospitaler og i almen praksis bliver bedre til at henvise til kommunernes afvænningstilbud og tilbud fra de frivillige organisationer.

Det kræver, at vi styrker samarbejdet mellem kommuner, regioner og praktiserende læger, og at vi samler flere erfaringer med, hvordan vi bedst muligt spørger ind til borgernes alkoholforbrug.

Vi har haft stor succes med denne metode, når det gælder rygning. Det er ikke let med alkohol, for det er ofte svært at spotte et misbrug – både for det sundhedsfaglige personale og for misbrugeren selv.

Men vi må og skal blive bedre.

Dokumentation

Temadebat: Skal alkohol tilbage på den sundhedspolitiske agenda?

De seneste år har alkohol fyldt lidt på den sundhedspolitiske dagsorden, mens kampen mod rygning er løbet med opmærksomheden.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give bud på, hvordan vi kan mindske sundhedsskaderne af et højt alkoholforbrug, hvorfor alkohol fylder lidt i forebyggelsesdebatten, og hvordan vi sikrer den bedste kvalitet i alkoholbehandlingen.

Her er aktørerne:
  • Andreas Rudkjøbing, formand, Lægeforeningen 
  • Anette Søgaard Nielsen, projektdirektør, Enheden for Klinisk Alkoholforskning, Syddansk Universitet
  • Gro Askgaard, postdoc og læge, Sjællands Universitetshospital, Køge
  • Jakob Demant, lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet
  • Jette Skive (DF), formand, KL's sundheds- og ældreudvalg, og rådmand, sundhed og omsorg, Aarhus Kommune
  • Karin Friis Bach (R), formand, Danske Regioners Sundhedsudvalg, og regionrådsmedlem, Region Hovedstaden
  • Kirsten Normann Andersen (SF), sundhedsordfører
  • Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører
  • Martin Geertsen (V), sundhedsordfører
  • Mette Lolk Hanak, afdelingschef for forebyggelse og oplysning, Kræftens Bekæmpelse
  • Mikael Jakshøj, direktør, Novavi
  • Niels Hald, direktør, Bryggeriforeningen
  • Per Larsen (K), sundhedsordfører
  • Peter Konow, direktør, Alkohol og Samfund
  • Stinus Lindgreen (R), sundhedsordfører
  • Ulrik Becker, professor, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

I Altingets temadebatter inviteres en række aktører til at skrive et debatindlæg om et aktuelt emne.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karin Friis Bach

Regionsrådsmedlem og 2. næstformand (R), Region Hovedstaden, formand, Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, Region Hovedstaden, formand, Danske Regioners Sundhedsudvalg
cand.scient.pharm. (Københavns Uni. 1990)

0:000:00