KL: Glem nu ikke kommunerne, Bent Hansen

Af Thomas Adelskov (S)

Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

I lærebøger, rapporter, beretninger med videre beskrives det danske sundhedsvæsen konsekvent som tre parter: Sygehuse, kommuner og (almen) praksis. Hver part bidrager med sit og er gensidigt afhængige af hinandens kompetencer og ekspertise for at lykkes med et velfungerende sundhedsvæsen i verdensklasse.

Sygehusene således med højt specialiseret behandling; de praktiserende læger med den almen medicinske tovholderfunktion; og kommunerne med den brede forebyggende og rehabiliterende tilgang.

Det er alment kendt og bredt accepteret.

Derfor undrer det mig også, at Bent Hansen i Altinget 9. februar alene betragter arbejdet med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen som en sag for sygehusene og almen praksis.

Således nævner han alene kommuner og konkret ”kommunale støttefunktioner” én gang i indlægget. Det er efter min opfattelse en ganske voldsom nedvurdering af kommunernes markante indsats gennem de seneste år.

Stor mængde sundhedsarbejdere i kommuner

Siden 2007, hvor kommunerne fik ansvaret for en række nye opgaver på sundhedsområdet, er antallet af sundhedsfaglige medarbejdere steget med 45 procent. Og medarbejdere med en sundhedsfaglig autorisation, altså social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter, kiropraktorer og sygeplejersker, udgør i dag 56 procent af det sundhedsfaglige personale i kommunerne.

Denne vækst skal ses i lyset af, at kommunerne i samme periode har nedbragt det samlede antal ansatte med godt og vel tre procent. Der er således ikke tale om, at udviklingen på sundhedsområdet er udtryk for en generel tendens i kommunerne.

Hvis vi vil et sundhedsvæsen i verdensklasse, skal vi anerkende, at det specialiserede sygehusvæsen og det nære sundhedsvæsen er hinandens forudsætninger.

Thomas Adelskov (S), formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Tværtimod er udviklingen på sundhedsområdet udtryk for en bevidst strategisk prioritering.

Hvorfor denne prioritering? Det er helt grundlæggende et udtryk for, at kommunerne løfter flere og mere komplekse sundhedsfaglige opgaver. Det handler dels om at forebygge forværring af akut opstået eller kendt sygdom gennem en tidlig og proaktiv indsats; dels om at følge op på sygehusets pleje- og behandlingsindsats, hvis patienten efter udskrivelse fortsat har komplekse pleje- og behandlingsbehov.

Og så handler det om at styrke hele den brede rehabiliterende indsats over for borgere med kronisk sygdom, kræftsyge og ældre med aldersbetinget funktionstab.

En appel til Bent Hansen

Fællesnævneren for hele denne brede vifte af tiltag er at støtte borgeren i at leve et trygt og godt liv i nærmiljøet. Derfor gør kommunerne sig også store anstrengelser for at levere en kvalificeret og fleksibel sygeplejefaglig indsats, så borgeren kan blive mødt af den nødvendige pleje og eventuel medicinske behandling, når denne udskrives fra sygehus til en opfølgende indsats i eget hjem.

Det er ikke let. Og vi trækker hver dag store veksler på vores hjemmesygeplejersker, terapeuter, sosu-assistenter, og -hjælpere – på deres kompetencer, flid, omhu og fleksibilitet.

Hvis vi vil et sundhedsvæsen i verdensklasse, skal vi anerkende, at det specialiserede sygehusvæsen og det nære sundhedsvæsen er hinandens forudsætninger. De to skal derfor også prioriteres på lige fod, hvis vi vil skabe en vellykket udvikling i sundhedsvæsenet.

Hvis ikke vi får skabt den balance, risikerer vi en fortsat øget ulighed i sundhed, store udgifter til pleje og sociale indsatser, og en kronikergruppe som efterlades på kanten af arbejdsmarkedet.

Og netop derfor er det også så afgørende, at den kommende plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen bliver ambitiøs og sætter retning og kraft bag den videre udvikling af det nære sundhedsvæsen.

Så min appel til Bent Hansen er: Lad os nu sammen skabe de bedste rammer for patienterne og den videre udvikling af det nære sundhedsvæsen.

Så sygehusenes stærke faglighed, de praktiserende lægers almen medicinske tilgang og kommunernes rehabiliterende fokus får de bedst mulige vilkår.