KL: Hjernesagen retter urimelig kritik mod kommunal genoptræning

Af Thomas Adelskov,
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

”Man ved intet om genoptræningskvaliteten,” skriver direktør for Hjernesagen Lise Beha Erichsen i et indlæg på Altinget den 20. februar 2014. Bag udsagnet ligger et ønske om at gøre indsatsen på genoptræningsområdet endnu bedre, end den er i dag. Det er et ønske, KL deler. Som ansvarlige myndigheder på området er det kommunernes pligt hele tiden at bidrage til at udvikle kvalitet og effektivitet på området – det skal der ikke herske tvivl om.

Lise Beha Erichsen krydser grænsen for rimelighed
Lise Beha Erichsens medlemmer er borgere med erhvervet hjerneskade, og det er ikke nogen hemmelighed, at Lise Beha Erichsen ønsker bedre vilkår for dem. Det er fair nok – det er Hjernesagens rolle. Der er ca. 20.000 tilfælde af erhvervede hjerneskader om året og små 10.000 medlemmer af Hjernesagen. Men Lise Beha Erichsen krydser grænsen for, hvad der er rimeligt, når hun med afsæt i historier fra sine medlemmer slutter, at vi intet ved om kvaliteten for genoptræningsindsatsen for 165.000 danskere årligt.

Hun postulerer, at fordi der ikke findes en national opsamling af kvalitetsdata, ved vi ikke noget om kvaliteten af genoptræningen. Det er ikke korrekt.

KL benytter både dansk og international forskning
Selvom området er nyt, findes der både dansk og international forskning om effekten af træning – og den viden er omsat til instrukser og vejledninger rundt om i de danske kommuner. Til gavn for såvel borgere med hjerneskader som for borgere med alle mulige andre genoptræningsbehov. Vi ved for eksempel, at træning har gavnlig effekt på smerter for patienter med artrose. Vi ved, at træning i mange tilfælde kan udskyde eller helt hindre, at borgere med diskosprolaps skal opereres. Vi har veldokumenterede testredskaber, som anvendes, når borgernes træningsbehov skal fastlægges. Og der findes nationale kliniske retningslinjer for det fysioterapeutiske område, som er ved at blive implementeret i kommunerne. Senest er der lavet nationale kliniske retningslinjer for KOL-rehabilitering – baseret på bedste evidens. Derfor er det naturligt at glæde sig over, at den kommunale genoptræning er i vækst, og at borgerne får genoptræning som aldrig før.

Ideen med at arbejde evidensbaseret er netop, at man slipper for at indsamle effektdata igen og igen. Det er en hensigtsmæssig måde at arbejde på. Og det er i øvrigt også den måde, man arbejder på i størstedelen af det regionale sundhedsvæsen samt praksissektoren. Tænk, hvis man, hver gang en borger tager en pille, skulle måle effekten. Det ville være en dårlig udnyttelse af ressourcerne.

Derudover udføres træningen af veluddannede fysio- og ergoterapeuter, som helt fra deres uddannelse har tilegnet sig evidensbaseret viden. Det er ikke udtryk for respekt for disse medarbejdere, når man over en kam siger, at deres arbejde ikke har effekt.

Der er plads til mere forskning 
Men jeg er sikker på, vi kan blive enige med Lise Beha Erichsen om, at der til trods for den gode udvikling stadig er plads til mere forskning på området. Forskningen har i alt for mange år favoriseret de lægefaglige miljøer. Givetvis fordi forskningstraditionen er størst dér. Men det er tid til et skifte. Vi har efterhånden bygget gode miljøer op omkring Marselisborgcentret, omkring Syddansk Universitet v. professor Ewa Roos og omkring Københavns Universitet v. professor Henning Langberg. Kommunerne skal naturligvis stille data til rådighed for disse forskningsmiljøer – ellers bliver udviklingen umulig.

Lise Beha Erichsen krydser grænsen for, hvad der er rimeligt, når hun med afsæt i historier fra sine medlemmer slutter, at vi intet ved om kvaliteten for genoptræningsindsatsen for 165.000 danskere årligt.

Så lad os udvikle de forskningsmiljøer, der findes, så vi i fremtiden kan tilbyde borgerne en endnu bedre træning, end de får i dag.