Klumme: Civilsamfundet kan løfte sundheden

En af de markører, som udsatte boligområder er tydeligst på, er udsathed i forhold til sundhed. De voksne er ofte ressourcesvage forstået på den måde, at mange af dem modtager en form for helbredsrelateret overførselsindkomst – sygedagpenge, førtidspension, revalidering, ressourceforløb med mere.

En ofte gengivet pointe er, at det er livsfarligt ikke at arbejde. Man kan dø af det, hvis man læser statistikkerne. Folk uden arbejdsmarkedstilknytning og/eller kort uddannelse er mere syge og dør tidligere.

Jeg tror personligt, at disse tal kan læses anderledes. Det er ikke kun selve arbejdet, det er også fornemmelsen af at kunne bidrage og have social kontakt, som er afgørende for individets sundhed.

I flølge ABC Mental sundhed er det livsfarligt at være socialt isoleret. Levetiden og helbredsprofilen for folk med begrænset social kontakt svarer til folk, der er svært overvægtige og ryger tyve cigaretter om dagen.

Praktiserende læger fortæller mig ofte, at mere end halvdelen af deres patienter ikke fejler noget, men har behov for social kontakt – og lægen er en mulighed for dette

Henning Winther
Specialkonsulent, Byrumklang

I forskellige sundhedsindsatser bruger man folks medicinforbrug til at afgøre, om de er ensomme – jo mere medicin, desto mere ensom. Praktiserende læger fortæller mig ofte, at mere end halvdelen af deres patienter ikke fejler noget, men har behov for social kontakt – og lægen er en mulighed for dette.

Sociale tiltag skaber hospitalseffekten
Den almene boligsektor har mange beboere med dårlig sundhed. Men det er samtidig steder, hvor der er ordentlige boliger til rimelige priser, og der er et stærkt fokus på fællesskaber, som det er nemt at koble sig til.

Den daglige kontakt med naboen, det stabile tilhørsforhold til et område og muligheden for at deltage og bidrage i hverdagen, selvom man har det svært, er afgørende for mange mennesker, som har forskellige sundhedsmæssige udfordringer

Henning Winther
Specialkonsulent, Byrumklang

Lokalsamfundet er trods mange udfordringer ofte ganske stærkt. Mulighederne for at deltage i fælles aktiviteter og sikkerheden for, at man har et sted at sove, er muligvis den eneste grund til, at disse beboere med udfordringer i forhold til sundhed ikke har det værre – eller er døde allerede. 

I den almene sektor taler man ofte om elevator- eller hospitalseffekten – udsatte borgere flytter ind, får det bedre undervejs og flytter ud igen, når de er “raske". De mange sociale tiltag fra folkesundhed til skoler til daginstitutioner til boligsociale tiltag med mere virker på individniveau.

Men fordi folk flytter ud, når de har det godt igen, kan man ikke se effekten på områdeniveau. For når de gode flytter ud, flytter der nye, udsatte borgere ind igen, og møllen fortsætter.

Men fordi vi i Danmark kan tilbyde den luksus at have gode, billige boliger til de særligt udsatte, hvor der ovenikøbet er ekstra personale til at understøtte gode fællesskaber, taber vi ikke alle på gulvet, men får faktisk samlet en del mennesker op, som ellers ville blive i sundhedssystemet både tidligere, længere og med højere dødelighed.

Målrettede indsatser kan forbedre sundheden
Jeg tror på, at vi gennem målrettede indsatser for at understøtte de lokale fællesskaber kan nå rigtig langt i forhold til sundheden i udsatte boligområder. Det kan godt være, at en beboer er på førtidspension for eksempelvis en psykisk lidelse – men hvis vedkommende kan bidrage i den lokale genbrugsbutik i 10 timer om ugen, er der automatisk et fællesskab at stå op til.

Hvis den socialt isolerede enlige mor kan systematisere lektiehjælpen sammen med et par andre lokale mødre, er de pludselig en ressource for lokalområdet – også selvom de ikke kan arbejde på normale vilkår.

Jeg har gennem mit virke set mange eksempler på, at borgere, der på papiret var udsatte, faktisk kunne være værdifulde ressourcer for lokalområdet. Og den særlige skønhed ved de historier er, at de i næsten alle tilfælde bidrog til, at borgeren havde mindre fokus på sit eget helbred, når der var et fællesskab på spil – og så var de pludselig ikke nær så ofte syge.

Flere endte faktisk med at have helbred og netværk til at søge tilbage på arbejdsmarkedet undervejs.

Udfordrede mennesker skal have ekstra muligheder via civilsamfundet
Jeg tror på, at vi gennem aktiv involvering af lokalsamfundet kan løfte sundheden i udsatte boligområder betragteligt uden målrettede sundhedstilbud. Det behøver ikke handle direkte om kost, rygning, alkohol og motion.

Men den gode mad og en gåtur kan sagtens være en del af fællesskabet på en måde, hvor det er helt naturligt. Det væsentligste er, at der er ejerskab til aktiviteterne, og de er drevet af borgerne. Som professionelle kan vi understøtte aktiviteterne, men vi skal ikke være udførende. Selve ejerskabet er en del af fællesskabet.

Civilsamfundets rolle i individets sundhed kan ikke underkendes. Den daglige kontakt med naboen, det stabile tilhørsforhold til et område og muligheden for at deltage og bidrage i hverdagen, selvom man har det svært, er afgørende for mange mennesker, som har forskellige sundhedsmæssige udfordringer.

Det er derfor afgørende vigtigt, at de mennesker, som sundhedsmæssigt er særligt udfordrede, får nogle ekstra muligheder via civilsamfundet til at være aktive og deltagende.