Købmænd med forslag til ny tobakslov: Kræftens Bekæmpelse jubler

TOBAKSLOV: De Samvirkende Købmænd foreslår 12 initiativer, som skal være med til at sikre en røgfri generation i 2030. Kræftens Bekæmpelse kalder forslagene for et udtryk for ansvarlighed.  

Foto: Sophia Juliane Lydolph / Ritzau Scanpix
Christina Houlind

Dyrere cigaretter, licenskrav til tobaksalg og tobakken ned under disken. Det er nogle af de initiativer, De Samvirkende Købmænd opfordrer til, og som skal medvirke til at sikre en røgfri generation i 2030. Uden at det skaber ulige konkurrencevilkår vel at mærke.

Købmændene offentliggør udspillet i dag onsdag - se alle forslagene nederst i artiklen.

”Når der er politisk stemning for at få en røgfri generation i 2030, vil vi gerne medvirke, hvis det er på fair vilkår. Det tager vores forslag udgangspunkt i,” siger John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, der omfatter cirka 1400 købmænd fra blandt andet MENY, REMA 1000 og 7-Eleven.

Det er regeringens målsætning, at der i 2030 skal være en røgfri generation. Kræftens Bekæmpelse mener, at initiativerne fra De Samvirkende Købmænd er et skub i den rigtige retning.

”Det her kommer til at have en stor effekt, og jeg er jublende glad for det her udspil,” siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen.

Prisen skal være højere endnu
Det er især initiativerne som tobak under disken, højere pris og licenser til forhandlere af tobak, der avler ros fra Kræftens Bekæmpelse. 

"At man eksempelvis kan tage en licens fra dem, der bryder reglerne for tobakssalg, er en god ting, fordi tobak er et farligt giftstof," siger Leif Vestergaard Pedersen. 

Han finder dog et enkelt hår i suppen. Kræftens Bekæmpelse ser nemlig gerne, at prisen på cigaretter bliver højere end, hvad De Samvirkende Købmænd lægger op til. En maksforhøjelse af afgiften på 3,50 krone i forhold til tyske priser er nemlig ifølge Kræftens Bekæmpelse ikke nok, hvis man tager højde for den danske købekraft. 

"Der skal selvfølgelig være en balance, og vi skal være realistiske. Men vi tror, at 3,50 kroner er lidt for forsigtigt," siger Leif Vestergaard Pedersen. Kræftens Bekæmpelse har ikke selv givet et konkret bud på en ny pris endnu. 

Hos De Samvirkende Købmænd har man anbefalet 3,50 krone for ikke at øge incitamentet til at køre til grænsen og købe cigaretterne der. De mener, at højere priser end det vil sende danskerne til grænsen. 

"Vi er ikke i tvivl om grænsehandelseffekten. Den så vi blandt andet, dengang Sommersby var markant billigere i Tyskland. Og der er ikke nogen gevinst ved, at folk ryger cigaretter fra Tyskland," siger John Wagner. 

Men det er primært de unge, man vil forhindre i at starte med at ryge. Tror I virkelig, at en 16-årig dreng fra København tager en biltur til grænsen?

"Nej, men det gør hans 18-årige venner, og så tager de cigaretterne med hjem til ham," siger John Wagner. 

Bolden er hos Christiansborg
Nu opfordrer både købmændene og Kræftens Bekæmpelse politikerne til at komme på banen, hvis forslagene skal blive til virkelighed.

For selvom både Coop og Dansk Supermarked gerne ville være med i en frivillig aftale i dansk dagligvarehandel, er der også brug for lovgivning.  

Nogle af foreslagene lægger klart op til lovgivning, men andre kunne i teorien løses med hjælp af frivillige aftaler i dansk dagligvarehandel. Men de frivillige aftaler bliver ifølge begge organisationer blokeret af Konkurrencemyndighederne, der kalder sådanne aftaler for konkurrencestridige.  

For eksempel greb Konkurrencestyrelsen ifølge John Wagner ind sidste år, da den danske detailhandel og Fødevareministeriet ville køre en kampagneuge, hvor alle ville blive spurgt om ID ved køb af tobak. Det blev anset for konkurrenceforvridende. 

Venstre hilser forslagene velkomne
Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, vil tage forslagene med i det videre arbejde om at nå en røgfri generation i 2030. 

"Det glæder mig virkelig, at de byder aktivt ind og med forslagene er klar til at påtage sig en vigtig del af det fælles samfundsansvar, som det er at sikre den første røgfri generation i 2030, som er Venstres klare ambition. Vi har et særligt ansvar for at sikre, at unge ikke ryger, og det er en fælles opgave som blandt andet detailhandlen, skoler, forældre og vi politisk skal løfte i fællesskab. Forslagene vil vi fra Venstres side tage med og forholde os til i det videre arbejde med at nå målet om en røgfri generation i 2030," siger hun i en skriftlig kommentar til Altinget. 

I marts foreslog Enhedslisten, Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale og SF at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om en samlet national handlingsplan for tobaksforebyggelse.

Planen skulle rumme tiltag som lovgivning om "tobak under disken", neutrale cigaretpakker, begrænsning af tobaksindustriens indflydelse på sundhedspolitikken i Danmark og en tobaksbevilling for detailhandelen, som kan frakendes ved gentagne overtrædelser af forbuddet mod at sælge tobak til børn og unge under 18 år.

Forslaget blev stemt ned.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Heitmann

Formand, Krifa og Sclerosehospitalerne, fhv. MF (V)
cand.mag. i dansk

John Wagner

Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem
journalist (DJH 1979)

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)

0:000:00