KORA-direktør: Vi skal turde sige noget kontroversielt

INTERVIEW: Tre blev til en. Det nye forskningsinstitut KORA, der skal hjælpe kommuner og regioner med at sikre billigere og bedre service, er fortsat en "slags sammenklippet organisation", siger den nye direktør, Jan Rose Skaksen, der vil skabe en ny, fælles profil og kultur for KORA.
"Det er en fantastisk udfordring at sætte sit præg på en ny organisation," lyder den for den nye direktør for KORA, Jan Rose Skaksen (på billedet). KORA er en fusion af tre tidligere forskningsinstitutter.
"Det er en fantastisk udfordring at sætte sit præg på en ny organisation," lyder den for den nye direktør for KORA, Jan Rose Skaksen (på billedet). KORA er en fusion af tre tidligere forskningsinstitutter.Foto: Pernille Møller/Altinget.dk
Kasper Frandsen

Jeg håber, vi får en meget klar viden- og ekspertprofil, hvor vi også tør sige noget kontroversielt. Men KORA befinder sig i et minefelt, fordi vi vurderer, om aktører gør det godt nok. Derfor skal vi passe meget på ikke at blive politiserende. Vi skal hjælpe og ikke være debattører på den måde.

Jan Rose Skaksen
Direktør i KORA
Fakta

BLÅ BOG

Jan Rose Skaksen

Født 1. marts 1962.

Uddannet cand.oecon. og har en ph.d. i økonomi fra Aarhus Universitet.

Professor på Copenhagen Business School (CBS) 2003-2012. Derudover har han været professor og institutleder på Syddansk Universitet 2000-2002.

Medlem af regeringens Produktivitetskommission fra 2012. Tidligere har han været medlem af Det Økonomiske Råds formandsskab 2003-2008.

Forfatter og medforfatter til en stribe bøger, publikationer og artikler inden for emnet økonomisk politik.

Direktør i KORA fra 2012.

Gift med Mette Rose Skaksen. Sammen har de to børn på henholdsvis fem og ni år. 


Kilde: kora.dk
Fakta

FAKTA OM KORA

Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning

Oprettet 1. juli 2012.

Er en sammenlægning af Anvendt KommunalForskning (AKF), Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI).

En uafhængig statslig institution, som hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udarbejder anvendelsesorienteret og praksisnær viden om kommuner og regioner til offentlige og private interessenter samt offentligheden i øvrigt.

En årlig grundbevilling på 35,4 mio. kroner fra 2013 og frem.

Cirka 136 medarbejdere fordelt på cirka 128 årsværk. 


Kilde: kora.dk

Det er en udfordring at etablere et nyt forskningsinstitut, men en endnu større udfordring at fusionere tre forskningsinstitutter med hver deres kultur, baggrund og fokus.

De tanker havde 50-årige Jan Rose Skaksen allerede gjort sig, inden han søgte jobbet som direktør for KORA, der samler Anvendt Kommunalforskning (AKF), Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI).

"Det er en fantastisk udfordring at sætte sit præg på en ny organisation og i særdeleshed en organisation som KORA, der skal tage fat i nogle af de største udfordringer i dansk økonomi," siger han til Altinget.dk. 

KORA's opgave er at lave forskning, der kan bruges i kommuner og regioner til at sikre bedre kvalitet og større effektivitet i en tid med økonomisk smalhals.

"Jeg har et stærkt ønske om at komme tættere på praksis," lyder det fra Jan Skaksen Rose.

Han har ellers som blandt andet økonomisk vismand og professor på CBS i store dele af sin karriere haft fokus på de store makroøkonomiske penselstrøg.

Et stykke endnu
Men der er et stykke vej endnu for at skabe ét samlet institut. Han karakteriserer KORA som en "slags sammenklippet organisation med tre forskellige kulturer og institutioner, der sådan kører lidt parallelt".

"Derfor er vi i fuld gang med at skabe rammerne for KORA's egen profil og kultur. Det bliver afgørende. Men det skal gå hurtigt, så blandt andet medier og beslutningstagere ved, hvem vi er," siger han.

Ifølge Jan Rose Skaksen skal hele organisationen være på plads inden nytår.

"Medarbejderne og vores stakeholders skal kunne se sig selv i KORA, og så skal jeg sammen med bestyrelsen lægge en skarp faglig profil på KORA. Det bliver min vigtigste opgave i opstarten," siger han.

Den tidligere indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) var idémand bag KORA - han ønskede en forskningsinstitution med en armslængde til de kommunale organisationer. Men det var Margrethe Vestager, der gjorde arbejdet færdigt.

En KORA-profil
KORA´s fineste opgave bliver ifølge Jan Rose Skaksen at lave forskning, der "rent faktisk kan bruges af beslutningstagere".

"Vi skal ikke bare skabe resultater, der peger på, hvordan man gør det bedre. Vi skal også vise, hvordan det kan implementeres i kommuner og regioner. Men det kræver noget ekstra fra vores forskere og analytikere. Vi skal kommunikere det, så det har en bedre chance for at blive implementeret," siger han.

For at lave praksisnær og operationel forskning, som kommuner og regioner kan bruge, skal KORA tæt på de problemstillinger, som er relevante ude i kommuner og regioner. 

"Vi vil lave stærke faglige produkter, der viser et stort sektorkendskab. Og vi skal have både længere og korterevarende projekter, der skal skal hjælpe kommunerne og regioner med at forbedre deres kvalitet og effektivitet," siger han.
Men det er også vigtigt, at KORA bliver stærke inden for kvantitative analyser.

"Kvantitative analyser har en fantastisk gennemslagskraft, fordi de klart siger, hvordan tingene er. Men svagheden er, at de som regel ikke kan sige særlig meget om, hvorfor det er sådan. Hvor er succeserne og fiaskoerne? Vi skal derfor yderligere ned i detaljerne, så kommuner og regioner får konkrete redskaber," siger han.

I 2013 koster KORA 13 mio. kr. mindre end de tre tidligere institutter tilsammen. Men det får ingen betydning for kvaliteten og omfanget af forskningen, mener Jan Rose Skaksen. 

"Det kan godt være, at vi mister noget på finansloven, men vi har fået en meget større variation i de kompetencer, der er til rådighed. Men ud over de nye stordriftsfordele er formålet med fusionen, at vi bliver styrket. Der har været metode- og emnemæssige overlap mellem de tidligere institutioner," siger han.

0:000:00