Læger: Sundhedsvæsenet sander til uden afgørende omlægninger

Af Camilla Noelle Rathcke
Formand, Lægeforeningen

Det var en opløftende melding fra statsministeren, der faldt sent i Folketingets åbningsdebat.

Adspurgt af partiformand Søren Pape Poulsen (K) bekræftede hun, at forhandlingerne om en sundhedsaftale kunne rykkes frem fra 2023. "Lad os lave en bred sundhedsaftale næste år," sagde Mette Frederiksen (S).

Det er godt nyt, for der er mange dele af sundhedsvæsenet, som vi skal løfte til gavn for patienterne. Kvaliteten i hele sundhedsvæsenet skal ikke kun fastholdes, men også op, uligheden i sundhed skal ned, og vi skal skaffe flere speciallæger, ikke mindst praktiserende læger, til hele landet.

Sundhedsvæsenet skal kunne rumme, at der kommer flere patienter, og at flere opgaver skal løses uden for sygehusene.

Behov for ny strategi
De seneste ti år er antallet af danskere over 65 år vokset med en kvart million.

Der skal ske afgørende omlægninger i sundhedsvæsenet, hvis det ikke skal føre til en gradvis tilsanding af især sygehusene.

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen

Det præger sundhedsvæsenet, hvor vi sammen med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre faggrupper løber stærkere end nogensinde før.

Og hvor behandlingsforløbene løbende er blevet afkortede og koncentrerede blandt andet for at kunne følge med i stigningen i antallet af patienter.

Markant flere patienter bliver behandlet uden at blive indlagt. Samtidig er indlæggelsestiden kortere for de, der bliver det. Læg hertil, at de praktiserende læger i 2019 havde det højeste antal kontakter med patienter i otte år.

Dette også som følge af en politisk ambition om at flytte en del behandlinger fra sygehusene til det primære sundhedsvæsen – netop fordi der bliver flere ældre.

Antallet af ældre fortsætter nemlig op de næste 30 år. Og da der er grænser for, hvor hurtigt man kan løbe i sundhedsvæsenet, og hvor korte indlæggelserne kan blive, så er der behov for en ny strategi.

Patienter mister adgang til behandling
Der skal ske afgørende omlægninger i sundhedsvæsenet, hvis det ikke skal føre til en gradvis tilsanding af især sygehusene.

For eksempel i form af risikoen for en dalende kvalitet i behandlingstilbuddene og i udredningen af den enkelte patient. Dette vil også medføre mere ulighed i sundhed.

Hvis der fortsat "kun" bliver sat penge af til at behandle flere ældre, så er der ikke også råd til nye, men desværre ofte dyre behandlinger. Behandlinger, som kan forbedre og redde liv.

Sundhedsvæsenet står tilbage med et principielt valg mellem at slække på kvaliteten der, hvor der kommer flere patienter, eller at prioritere langt hårdere for eksempel inden for de områder, hvor priserne på behandling stiger. Det vil betyde, at nogle patienter ikke får adgang til behandlinger, som de kunne have gavn af.

Vil Folketinget lade stå til?
Regeringen har bebudet en velfærdslov, der skal sikre, at når vi bliver flere børn og ældre, følger pengene med.

Det er en anerkendelsesværdig ambition. Men hvis de gode hensigter skal blive til virkelighed, kræver det nytænkning på Christiansborg og i Finansministeriet.

Derfor efterlyser Lægeforeningen, at regeringen og Folketinget tydeligt forholder sig til, hvor stærk en rolle, sundhedsvæsenet skal spille i velfærdssamfundet på længere sigt.

Hvis sundhedsvæsenet skal behandle flere ældre på samme niveau som i dag og samtidig kunne tilbyde den nyeste og bedste behandling i moderne rammer, så skal sundhedsvæsenets økonomiske ramme ikke kun følge demografi, men også teknologi- og velstandsudviklingen. Ellers svækker man løbende sundhedsvæsenet år for år.

Sådan skal sundhedsvæsenet styrkes
Vi mener, at man i stedet skal give patienterne et bedre sundhedstilbud fremover. Blandt andet med disse forslag:

Giv patienterne ensartet, høj kvalitet med forpligtende planer for standarden af kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Man må kunne forvente, at der er de nødvendige kompetencer og den nødvendige kvalitet eksempelvis i de kommunale tilbud om genoptræning, rehabilitering med videre, og at tilbuddene er langt mere ensartede, end de er i dag. Det må ikke være postnummeret eller navnet på kommunen, der afgør, hvad patienten får tilbudt.