Lægelig direktør: Vi skal også fokusere på de "almindelige" sygdomme

DEBAT: Vi bør slippe tøjlerne noget mere, når vi laver specialeplaner. Lad os fremover tænke mere på det, de fleste patienter fejler, fremfor at fokusere så meget på det specielle og de få, mener Mads Koch Hansen, lægelig direktør, Sygehus Lillebælt.

Af Mads Koch Hansen
Lægelig direktør, Sygehus Lillebælt

På hvert eneste sygehus i Danmark bliver der brugt rigtig meget tid og mange kræfter på specialeplanen. Der bliver lavet ansøgninger, der bliver detailarbejdet med kriterier, der bliver udarbejdet særlige vejledninger og i det hele taget knoklet med at samle og fremskaffe materiale til udarbejdelsen af specialeplanen, for alle vil jo gerne have så mange specialer og højt specialiserede funktioner som muligt.

Der er – lad os bare være ærlige – overdrevet meget prestige i specialeplanen. Desværre risikerer meget af det store arbejde for manges vedkommende at være spildt, for når det kommer til stykket, ender mange af specialerne og de højt specialiserede funktioner stort set alligevel altid på universitetshospitalerne. Det er rigtig ærgerligt. 

Først og fremmest fordi det ikke nødvendigvis er det bedste for patienterne. 

Højt specialiserede lægers metoder kan få konsekvenser
Vi har på det seneste desværre set eksempler på, at steder med højt specialiserede funktioner ikke har været i stand til at løfte den forsyningsforpligtelse, som fremgår af specialeplanen.

De kan ikke behandle patienterne i den højt specialiserede funktion inden for den lovpligtige behandlingsgaranti, og det har haft fatale konsekvenser for patienterne.

Det gælder eksempelvis hos alle de højtspecialiserede funktioner for kræft- og hjertekirurgi. Det er ikke godt nok. Når man får en højt specialiseret funktion på bekostning af andre, må og skal man kunne leve op til ansvaret. Ellers giver det ikke nogen mening med en specialeplan. 

Samtidig går det ud over de mere ’almindelige’ patienter – dem, der fejler det, de fleste fejler. For når et sygehus får tildelt en højt specialiseret funktion, er det ikke automatisk sådan, at de mere gængse behandlinger samtidig bliver flyttet ud og fordelt på de øvrige sygehuse, så universitetshospitalerne kan koncentrere sig om det højt specialiserede arbejde. Dermed bliver mange patienter potentielle tabere. 

Hvad med at flytte nogle af disse patienter ud på de øvrige sygehuse, hvor der både er kapacitet og faglighed til det? 

Lad os lave en specialeplan 3.0, hvor vi løsner tøjlerne noget mere og viser tillid til, at sygehuse uden en masse højt specialiserede funktioner også kan være med til at løfte nogle af de vigtige opgaver for sundhedsvæsenet: eksempelvis at hjælpe med det, de fleste fejler.

På sygehuse uden højt specialiserede funktioner kan vi godt hjælpe endnu flere af dem med folkesygdommene. Vi kan også hjælpe de multisyge patienter, der sjældent er meget prestige i, men som i allerhøjeste grad behøver vores hjælp.

Indtil nu er disse grupper og opgaven med at hjælpe dem druknet i vores fokus på det specielle, og det bør vi lave om. Centralisering er ikke svaret på alt. 

Der er stor prestige i specialeplanen. Men hvorfor egentlig – bør der ikke være mindst lige så meget fokus på at behandle det, de mange fejler, fremfor de få?

Forrige artikel Gigtforeningen: Lad os lægge en national plan mod smerter Gigtforeningen: Lad os lægge en national plan mod smerter Næste artikel Det Sociale Netværk: Psykiatrien kan blomstre, hvis bare den får lov Det Sociale Netværk: Psykiatrien kan blomstre, hvis bare den får lov