Læger om regeringens store plan: I er for optimistiske

FORENKLING: Så længe læger er underlagt et tilsynsregime og risikerer politianmeldelse, hvis de ikke har ryggen fri, kommer man ikke unødvendig journalføring til livs, mener Lægeforeningen. PLO takker ja til mindre papirarbejde, men vil allerhelst til bunds i indbakken.

Regeringen fremlagde tirsdag en række forslag til regelforenkling i den offentlige sektor. Det skete på et pressemøde på Store Restrup Herregård i Nibe i forbindelse med et regeringsseminar.
Regeringen fremlagde tirsdag en række forslag til regelforenkling i den offentlige sektor. Det skete på et pressemøde på Store Restrup Herregård i Nibe i forbindelse med et regeringsseminar.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Vi vil se det, før vi tror det. Sådan kan reaktionerne på regeringens mange initiativer i tirsdagens afbureaukratiserings-offensiv sammenfattes, når man spørger lægerne i Lægeforeningen og Praktiserende Lægers Organisation.

Den store afbureaukratiseringsreform skal være med til at sikre mere tid til kerneopgaven for offentligt ansatte, og flere initiativer er rettet direkte mod sundhedsvæsenet. På et pressemøde tirsdag gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det da også klart, at regeringen har øjnene rettet mod en række presserende problemer:

"For mange borgere mangler stadig sammenhæng i sundhedsvæsenet. Og det er er ikke godt nok, for det går ud over især ældre og patienter med kroniske sygdomme. Desuden er der stadig alt for store forskelle på sundhedstilbuddene i landet,” sagde Løkke.

Dokumentation

Her er sundhedsinitiativerne i afbureaukratiseringsreformen

Regeringens afbureaukratiseringsreform består af i alt 130 initiativer og rummer blandt andet disse regelforenklingsinitiativer på sundheds- og ældreområdet:

Revision af reglerne om journalføring på sundhedsområdet
Regeringen ønsker at modernisere og afbureaukratisere reglerne om journalføring og dermed flytte timer og arbejdskraft væk fra computeren til patientkontakt uden at gå på kompromis med patientsikkerheden.
 
Forenkling af regler og dokumentationskrav i ældreplejen
Regeringen vil sammen med KL fjerne regler og dokumentationskrav, som binder personaleressourcer til administrative opgaver frem for pleje og omsorg af de ældre.
 
Aflastning af de alment praktiserende læger
De praktiserende læger bruger tid på administrative opgaver som f.eks. at udfylde attester for forskellige myndigheder og private virksomheder. Regeringen vil aflaste de praktiserende læger og igangsætter et analysearbejde, der har til formål at se på, om der er områder, som i dag varetages af almen praksis, der mere hensigtsmæssigt kan håndteres et andet sted.
 
Lempelse af samtykkereglerne
Regeringen vil lempe reglerne for samtykke i sundhedsloven ved at indføre mulighed for, at pårørende til varigt inhabile kan give generelt stedfortrædende samtykke til, at plejepersonalet kan iværksætte visse mindre undersøgelser og eventuelt behandlinger af den varigt inhabile patient. Lempelsen gennemføres under hensyntagen til patienternes sikkerhed.

Enkel adgang til tolkning for borgere med hørehandicap
Den gældende ansvarsfordeling mellem kommune, region og stat for tolkeydelser til borgere med hørehandicap kan opleves uklar af både borgere og myndigheder. Regeringen vil tage initiativ til at etablere én fælles indgang på tværs af sektorområder, så borgere med hørehandicap sikres en enkel, smidig og bedre adgang til tolkning på tværs af sektorer.
  
Afbureaukratisering af reglerne på høreapparatområdet
Regeringen vil tage initiativ til blandt andet at nedbringe ventetiden på høreapparatbehandling og øge gennemsigtigheden om det private tilbud på høreapparatbehandling via f.eks. lettilgængelig prisinformation, kvalitetsdata samt oplysninger om virksomhedens ejerforhold.
  
Sammenlægning af tandplejeordninger
I Danmark er der mindst 14 særskilte regulerede tandplejeordninger, som er målrettet bestemte målgrupper. Regeringen vil derfor se på mulighederne for en forenkling af ordningerne, som kan bidrage til et mere sammenhængende og målrettet tilbud i tandplejen.
  
Alle borgere skal kunne beholde egen læge ved flytning
Regeringen vil sikre, at alle borgere får mulighed for at beholde deres egen læge ved flytning – uanset hvor langt væk borgeren flytter. Muligheden vil gælde, selvom lægen ellers har lukket for tilgang af nye patienter.
    
Gebyrfrit at skifte til en fast læge på plejecentret
I dag oplever borgere, der bor på plejecenter, at de skal betale et gebyr for et nyt sundhedskort, hvis de ønsker at skifte til den fasttilknyttede læge. Regeringen vil fjerne gebyret, så det bliver lettere at skifte til den fasttilknyttede læge.
  
Digital Post på sundhedsområdet
Regeringen vil undersøge mulige løsninger, så borgerne digitalt kan modtage vigtige breve fra læger, privathospitaler mv. på samme måde som offentlige sygehuse uden først at skulle afgive samtykke.

Læs alle initiativer i afbureaukratiseringsreformen her.


0:000:00