Læger: Tvang kan ikke løse speciallægemanglen

Af Jacob Rosenberg
Professor, overlæge, dr.med., medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden (LA)
og Jakob Burcharth
Læge, ph.d.

Danske Regioner har besluttet et ansættelsesstop for speciallæger på fire store universitetshospitaler (Rigshospitalet Blegdamsvej/Glostrup, Herlev/Gentofte Hospital, Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital/Svendborg Sygehus).

Formålet skulle være at opnå en bedre lægedækning uden for København, Odense og Århus, og man tænker derfor, at ansættelsesstoppet vil tvinge speciallægerne til at søge stillinger uden for de tre byer.

Ordningen evalueres næste gang primo 2019, hvor man vil invitere lægefaglige organisationer til at komme med forslag til andre og bedre redskaber.

Speciallæger skal ikke tvinges ud af byerne
Speciallægemanglen uden for de største byer er et alvorligt problem, som skal løses, men grundlæggende er vi imod tvang og ville hellere se den positive side, hvor man kunne sikre et tilstrækkeligt antal speciallæger ad frivillighedens vej.

Der er således en række andre knapper, man kan skrue på for at løse problemet.

Det første, man kunne gøre, var at arbejde på at nedbringe behovet for speciallæger i de tre byer. Dette gøres udelukkende ved at se på de funktioner, som speciallægerne varetager.

Konkret må speciallægerne aflastes fra alle funktioner, der ikke kræver en speciallæge, for eksempel administrative funktioner som vagtplanlægning, sekretæropgaver med tidskrævende betjening af elektroniske patientjournaler, skrivning af journalnotater samt bestilling af prøver og undersøgelser.

Gør speciallægernes funktioner specialiserede og fritag dem for alle opgaver, som bedre og hurtigere kan varetages af andre faggrupper.

Dette går lidt imod tendensen med, at speciallægerne overtager andre faggruppers arbejde, men det er nødvendigt, hvis vi skal kunne klare os med samme antal eller endog færre speciallæger end i dag.

Hjælpefunktioner skal tilbage på stuegangen
De sidste fem-ti år har vi været vidne til en opgaveglidning fra sekretærer og sygeplejersker til speciallægegruppen, og en af konsekvenserne er, at det nu tager tre-fire gange så lang tid for en speciallæge at gå stuegang sammenlignet med tidligere.

Derfor er det nødvendigt at genetablere hjælpefunktionerne til speciallægerne, så vi derved kan skabe luft til, at den samlede nationale dækning med speciallæger kan løses. Med andre ord skal speciallægernes funktioner fokuseres mod patientbehandling, hvis kabalen skal gå op.

Samtidig skal man gøre det attraktivt at arbejde på såkaldte ikke-universitetshospitaler fremfor at begrænse og spænde ben for universitetshospitalernes rekruttering og udvikling.

Det første, man tænker på, er nok, om der skal skrues på lønnen, ligesom man har åbnet for i almen praksis i dårligt dækkede områder. Umiddelbart tror vi dog, at det kan løses uden differentiering af lønnen mellem land og by.

Skab i stedet rammerne for øget indflydelse på egne arbejdsvilkår, forskningsmuligheder, uddannelses-blokstillinger, delestillinger, opret halve stillinger i kombination med privat praksis og tag ægtefællejobs seriøst. Listen kan fortsættes.

Der er brug for en løsning nu 
Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger har allerede forsøgt at byde ind med løsningsforslag til Danske Regioner, og bør inddrages allerede nu.

Det er helt utilstrækkeligt og utilstedeligt at vente til 2019. Jo længere tid man venter, jo større modstand vil man møde.

Speciallæger er en højtuddannet gruppe med fagligt, videnskabeligt og ledelsesmæssigt ansvar. De arbejder i gennemsnit flere timer, end de får løn for, og motiveres ikke godt af trusler og tvang.

I øvrigt er det en sær og underlig dæmonisering af de bedste og mest specialiserede sygehuse i landet.

Danmark er afhængig af et højt fagligt topniveau på alle hospitaler i Danmark – også de største universitetshospitaler.

Så hellere sørge for, at speciallægerne udfører speciallæge-arbejde, hvorved man vil kunne frigøre et stort antal årsværk på de store sygehuse til glæde for hele landet og ikke mindst patienterne.