Læger vil inddrages i advokatgennemgang af politianmeldelser

UVILDIGT: Det giver ingen mening at lave en uvildig ekstern gennemgang af Styrelsen for Patientsikkerheds politianmeldelser af læger, hvis det kun er advokater, der skal se på sagerne. Det mener Lægeforeningen, der vil have læger inddraget i gennemgangen.

Foto: /ritzau/Niels Ahlmann Olesen
Lise-Lotte Skjoldan

Advokater alene kan ikke vurdere de politianmeldelser af læger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget i 2017.

Sådan lyder det nu fra Lægeforeningen i kølvandet på de otte initiativer, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i sidste uge fremlagde for at imødekomme den kritik, der i løbet af den seneste tid er blevet rettet mod styrelsen.

Et af de initiativer går ud på at igangsætte en ekstern og uvildig gennemgang af politianmeldelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Sundhedsministeren har lagt op til, at gennemgangen skal foretages af et advokatfirma, men Lægeforeningen vil også have nogle af hverdagens eksperter til at kigge anmeldelserne igennem.

Dokumentation

Ministerens otte initiativer

1. Ankenævn for tilsynsafgørelser 
Det undersøges, om der kan oprettes et nyt ankenævn, hvor læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner kan klage over afgørelser på tilsynsområdet, der er særligt indgribende for den enkelte.

2. Uvildig vurdering af politianmeldelser 
Der iværksættes en ekstern gennemgang af Styrelsen for Patientsikkerheds politianmeldelser foretaget i 2017 med henblik på en vurdering af, om praksis eller lovgivning (herunder autorisationslovens § 75) bør ændres.

3. Styrket kommunikation og læring ved nedsættelse af et rådgivende udvalg for tilsyn
Det undersøges, om der kan oprettes et rådgivende udvalg bestående af relevante faglige organisationer, som skal drøfte afgjorte tilsynssanktioner og indgivne politianmeldelser med henblik på at skabe fremadrettet læring deraf.

4. Styrket fokus på læring i resultatkontrakt 
Styrelsen for Patientsikkerhed skal fremadrettet have øget fokus på læring. Derfor styrkes læringselementet i Sundheds- og Ældreministeriets resultatkontrakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for 2018 fra 10 pct. til 25 pct.

5. Øget udbytte af læring af utilsigtede hændelser og tilsyn 
Der iværksættes en række konkrete initiativer til at styrke læringen af de utilsigtede hændelser (UTH’er), som indberettes i sundhedsvæsenet, og af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder.

6. Fortsat fokus på organisatorisk ansvar for fejl 
Styrelsen for Patientsikkerhed skal i sit tilsynsarbejde have fortsat fokus på, at fejl i patientbehandlingen kan skyldes organisatoriske forhold som manglende ressourcer, it-problemer eller dårlig ledelse.

7. Fremrykket evaluering 
Der iværksættes en fremrykket evaluering af de nye tilsynssanktioner, som blev indført ved lov i sommeren 2016.

8. Arbejdsgrupper om journalføring og instrukser 
Der er taget initiativ til to arbejdsgrupper, som skal komme med forslag til en modernisering og afbureaukratisering af reglerne om journalføring og forslag til en egentlig regulering af udarbejdelse af instrukser til sikring af klar ansvarsfordeling og balance mellem det individuelle og organisatoriske niveau.


0:000:00