Lisbeth Knudsen: Lad os nu få en ærlig sundhedsdebat

Rundtomkring i sundhedssektoren, kommunerne, regionerne og blandt alle os danskere, der har haft tæt berøring med sundhedsvæsenet på godt og ondt, ventes der med spænding på regeringens udspil til ny sundhedsreform.

Statsministeren har bebudet, at den vil blive fremlagt i slutningen af oktober. Sundhedsområdet er danskernes højest prioriterede område ved stort set ethvert valg. Så der er meget politisk på spil her, og der har været taget langt tilløb til den bebudede udmelding.

Et tværministerielt regeringsudvalg med tilhørende sekretariat i Finansministeriet under ledelse af statsministeren selv er i gang med at forberede udspillet. Og udspillet er et ud af seks spor i regeringens store sammenhængsreform.

Man bliver næsten på forhånd forpustet af, hvad der måtte komme af 28, 38, 48 eller 58 punkter til en ny sundhedsreform, hvis vi følger stilen fra andre politiske lanceringer fra regeringen her i valgåret.

Hvis man spørger patienterne, så er det ikke store fine strukturreformer, antallet af regioner eller nedlæggelse af regionerne og alle mulige økonomiske incitamentsstrukturer, de er optaget af.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget

Forlydenderne fra ministergruppens arbejde tyder på en kæmpestor administrativ omlægning med nedlæggelse af det politiske lag i regionerne, nye administrativt styrede hospitalsenheder og samarbejdende sundhedsklynger på det lokale plan. En reform, det vil tage år at få til at fungere.

Jeg har haft fornøjelsen her på det seneste både at arbejde med udsigterne for fremtidens sundhedsvæsen på fem-ti-års sigt og med den teknologiske udvikling på sundhedsområdet.

Medarbejderne efterlyser et sundhedsvæsen og nogle politikere, der har det lange lys på og tør være ærlige overfor befolkningen om det fremtidige ressourcebehov og prioriteringerne.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget

Med det udgiftspres, som nye behandlingsmetoder, forventningen til flere behandlingstilbud, længere levetid og en ændret befolkningssammensætning pr. automatik medfører. Jeg har kigget på befolkningens ændrede adfærd på sundhedsområdet, og holdninger til forebyggelse og større ansvar for egen krop.

Jeg har også haft lejlighed til på nærmeste hold at lytte til, hvad mange medarbejderne i sundhedssektoren håber på lige nu. Og de er rent ud sagt tæt på nedsmeltning mange steder. Både når det gælder hospitalerne, hjemmesygeplejen og de praktiserende læger.

Gode og dårlige nyheder
På Mandag Morgen har vi gennem de seneste år lavet store analyser af danskernes oplevelse af sundhedsvæsenet. Derfor en anbefaling til regeringsudvalget om at læse den seneste rapport Sundhedsvæsenet ifølge danskerne. Mandag Morgen for Tryg Fonden. Er der ikke tid til det, så kommer et par hovedpunkter her:

53 procent af danskerne mener, at man som patient er nødt til selv at insistere på at få de rette behandlinger og undersøgelser i sundhedsvæsenet. 45 procent af dem, der har oplevet et forløb, hvor flere dele af sundhedsvæsenet har været involveret, har oplevet manglende koordination eller sammenhæng. 26 procent har oplevet, at vigtige informationer fra patienterne blev overhørt eller glemt.

Den gode nyhed er, at der på verdensplan investeres milliarder i ny teknologi på sundhedsområdet, i udviklingen af ny medicin og i udviklingen af nye behandlinger og behandlingsmetoder.

Techgiganterne Google, Facebook, Microsoft, Apple og IBM satser stort på sundhedssektoren som forretningsområde. Noget tyder på, at sundhedssektoren står overfor at mærke noget af den teknologiske disruption og det opgør med vanetænkningen, som andre områder for længst har været igennem.

Den gode nyhed er også, at kunstig intelligens og indsamlingen af massive datamængder vil bane vejen for tidligere opsporing af sygdomme, bedre diagnosticering og bedre mulighed for helbredelse.

Den gode nyhed er også muligheden for at udskifte flere dele af kroppen med 3D-printede reservedele, de store muligheder i udviklingen af personlig medicin og den fleksibilitet, som mobilt medicinsk udstyr giver i forhold til at få folk hurtigere hjem fra hospitalerne.

Den dårlige nyhed er, at der i de kommende år vil blive en stigning på 21 procent i antallet af multisyge patienter og kronisk syge, og at antallet af psykiatriske patienter også ser ud til at stige.

Og den dårlige nyhed er, at ingen politikere kan holde til det næsten umættelige udgiftspres, som sundhedsområdet vil give i de kommende år, når vi får bedre, men dyrere behandlingsmuligheder, og vores forventninger til at blive behandlet for hvad som helst, de vil stige.

Jeg tænker lige, om ministerudvalget og embedsmændene et øjeblik løfter næsen fra sporet og kigger fem-ti år frem i forhold til den sundhedsreform, der nu lægges op. Tager den nu højde for alle de her faktorer, eller er den alene en stor øvelse i administrative styringsmodeller?

Fremtiden kommer til at kalde på langt flere politiske valg og prioriteringer, fordi der ikke er råd til det hele. Der bliver basis for langt flere etiske valg og prioriteringer, fordi teknologierne giver os muligheder, som vi ikke har i dag, for eksempel til at forudsige, hvem der bliver ramt af en bestemt type sygdom. Hvem er det, vi overlader disse valg og prioriteringer til i fremtiden?

Jordnære løsninger
Hvis man spørger patienterne, så er det ikke store fine strukturreformer, antallet af regioner eller nedlæggelse af regionerne og alle mulige økonomiske incitamentsstrukturer, de er optaget af.

Patienterne har brug for et system med praktiserende læger, der har tid til deres patienter. Tid til at køre på sygebesøg og tid til at forklare og diskutere muligheder, udviklingsforløb af en sygdom og bivirkninger af medicin.

Men der er bare ikke praktiserende læger nok, og det er ikke attraktivt nok at være det. Lægeuddannelsen inspirerer mere til hospitalsansættelse og forskningsvejen end den private praksis. En administrativ omlægning af sundhedssektorens styring ændrer ikke på det. Der skal noget helt andet til.

Patienterne er optaget af, at hospitalsvæsenet viser sig fra sin allerbedste side, når man bliver indlagt eller kommer til en ambulatorium, så man kan være sikker på at få den rigtige behandling.

Også hvis man ikke lider af en af de sygdomme som kræft, der har fået politikernes særlige penge og opmærksomhed og tak for det. Tag et kig på de medicinske afdelinger eller mave/tarm-afdelingerne på hospitalerne og oplev forskellen.

På det samme hospital kan der være himmelvid forskel i stemning, tid, standard, opmærksomhed, kommunikation og tryghedsfornemmelse som patient. Det ændrer en sundhedsreform ikke på.

Patienterne og deres pårørende har brug for, at sammenhængen mellem hospitalet og hjemsendelseskommunen fungerer, så hjemmesygeplejen og hjemmehjælpen er koordineret og klar til at tage imod den hjemsendte patient. 

De har brug for, at samarbejdet mellem vores stærkt siloopdelte og fagspecialiserede hospitalsafdelinger fungerer, så man har en samlet behandlingsplan og ikke selv skal gøre opmærksom på, hvad man fejler, når man med flere diagnoser drives rundt fra afdeling til afdeling. Det kan en sundhedsreform måske ændre på.

Ærlige prioriteringer
Medarbejderne efterlyser et sundhedsvæsen og nogle politikere, der har det lange lys på og tør være ærlige overfor befolkningen om det fremtidige ressourcebehov og prioriteringerne.

Der er en klar fornemmelse af, at man hopper fra tue til tue med konstant dårlig samvittighed overfor patienterne og uden at komme til bunds i udfordringerne og løsningerne. Nye opfindelser og nye forbedrede teknologier bliver forhåbentlig ved med at komme ind over os, og det skal der også tages højde for.

Der efterlyses ærlighed om det ressourcespild, der ligger i, at ingen tør begå fejl, og ingen vil risikere at blive hængt ud for ikke at tro på fortsættelsen af en udsigtsløs behandling.

Derfor bliver patienter sendt til kontrol hver anden måned på laboratorier og klinikker og ekstrakontrol for en sikkerheds skyld, selv om det måske ikke var strengt nødvendigt og ikke har nogen nytteværdi.

OECD har i en rapport sidste år peget på 15 procents spild af ressourcer i sundhedssektoren, som dækker over alt fra patienter, der påføres en utilsigtet infektion i forbindelse med en operation, til fejloperationer og overflødige undersøgelser.

Medarbejderne kæmper med presset fra stadig mere velforberedte og krævende patienter, der for længst har selvdiagnosticeret sig via dr. Google, inden de kommer ind på klinikken eller hospitalet. De kæmper med tid nok til at tale med de utrygge og bange patienter og tid nok og kompetencer til at lære at bruge alle de nye teknologier.

Vi har med andre ord en rigtig dårlig ophobning af problemer, der slet ikke løses ved at ændre på den overordnede styring af sundhedssektoren, og som aldrig vil blive løst, hvis alle problemerne havner på sundhedsministerens eller Folketingets bord, skulle regionerne ende med at blive nedlagt.

Derfor en appel til, at sundhedsreformen tager udgangspunkt i patienten og finder løsninger på de helt jordnære skavanker og problemer i vores sundhedsvæsen.

Et valg vindes ikke på en sundhedsreform, som skal forstås og opleves oppe fra de højere strukturelle luftlag. Det vindes muligvis på en sundhedsreform, der kan forstås nedefra. Fra patienternes og de pårørendes udkigsposter.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget. Indlægget er alene er udtryk for skribentens egne holdninger.