Magnus Heunicke: En pakke cigaretter skal koste 50 kroner

RYGNING: Regeringen fremlægger en handleplan mod tobak og vil lade prisen på en pakke cigaretter stige til 50 kroner. Det er en lavere pris, end flertallet i Folketinget ønsker.

Prisen på en pakke cigaretter skal ikke stige til mere end 50 kroner, hvis det står til regeringen.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag til Avisen Danmark. 

Udmeldingen kommer i forbindelse med, at regeringen fremlægger en handleplan med en stribe initiativer, der især skal forebygge rygning blandt børn og unge.

Altinget kunne allerede i sidste uge fortælle om regeringens planer, som mødte skarp kritik hos store sundhedsaktører som Lægeforeningen og Kræftens bekæmpelse.

"Det er helt, helt utilfredsstillende," sagde direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker, mens Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, betegnede en prisstigning til 50 kroner som "en ekstremt kynisk, provenuorienteret tilgang".

Et ansvar for de svageste
Magnus Heunicke forsvarer imidlertid prisen:

"En stigning på ti kroner er altså mærkbart, når det handler om børn og unge. Desuden har vi et ansvar for de allersvageste i samfundet. Rådet for Socialt Udsatte er meget bekymret for, at de mennesker, som har problemer, ikke kan holde op med at ryge, og at man risikerer at slå bunden ud af deres pensioner, hvis man blindt sætter tobakpriserne op," siger han til Avisen Danmark.

Ud over en prisstigning indeholder regeringens handleplan blandt andet neutrale cigaretpakker, tobak under disken og rygeforbud på erhvervsskolerne.

Alternativt flertal
I det forståelsespapir, som Socialdemokratiet og de røde støttepartier forhandlede sig frem til efter valget, står der, at der skal "tages initiativer med henblik på at sikre, at færre ryger, særligt at færre unge begynder at ryge. Som led heri hæves afgifterne på tobak".

Radikale, Enhedslisten og SF har alle meldt ud, at de vil arbejde for, at prisen kommer op på mindst 60 kroner. Det står dog ikke klart, om de vil gå med i et flertal uden om regeringen sammen med Venstre og Konservative, der har samme ønsker.

"Jeg har en forventning om, at regeringen kan se, at tre ud af tre af deres støttepartier ønsker en markant og umiddelbar stigning. Så lad os se, om ikke det afspejles i regeringens forslag, inden vi begynder at samle flertal uden om regeringen," sagde Peder Hvelplund (EL) til Altinget i sidste uge.

Et alternativt flertal kan blive aktuelt, da Konservative allerede har fremsat et beslutningsforslag, som skal tvinge regeringen til at hæve tobaksafgiften, så prisen lander på 60 kroner eller derover. 

Magnus Heunicke siger til Avisen Danmark, at han har noteret sig de politiske udmeldinger:

"Vi kommer til at indkalde til forhandlinger om både den pakke, jeg har skitseret her, og selvfølgelig om prisen på cigaretter. Vi lægger op til en stigning på 25 procent, og jeg har da også registreret, at selv Venstre og Konservative ønsker en højere stigning. Det er markant anderledes, end da de var i regering," siger han.

Forrige artikel Klamydia-kurven flader ud Klamydia-kurven flader ud Næste artikel Her er tobaksplanen: Sådan vil regeringen få unge til at stoppe med at ryge Her er tobaksplanen: Sådan vil regeringen få unge til at stoppe med at ryge
Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

NAVNE: Topchef i Novozymes Peder Holk Nielsen har meddelt, at han fratræder sin stilling som administrerende direktør primo 2020. Det sker efter en række nedjusteringer inden for de seneste år.