Midlertidig direktør udpeget i Sundhedsstyrelsen

AFLØSER: Det bliver Sundhedsstyrelsens økonomi- og planlægningsdirektør, Jakob Cold, som bliver konstitueret som administrerende direktør for Sundhedsstyrelsen efter fyringen af Else Smith. (OPDATERES)

Jakob Cold
Jakob ColdFoto: Sundhedsstyrelsen
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Den midlertidige afløser for Sundhedsstyrelsens fyrede administrerende direktør, Else Smith, er nu udpeget. Det bliver styrelsens hidtidige økonomi- og planlægningsdirektør, Jakob Cold, der bliver konstitueret administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen. Det oplyser Sundhedsministeriet til Altinget.

Den 50-årige cand.scient.pol. kom til styrelsen i 2013 som led i, at Else Smith lavede store organisationsændringer i styrelsen.

Else Smith blev torsdag fyret af sundhedsminister Nick Hækkerup (S) på grund af sagen om den hjerneskadede vestjyske psykiater og en stribe andre sager på tilsynsområdet.

Inden Jakob Cold kom til Sundhedsstyrelsen i 2013, kom han fra en stilling som operationel chef i Realdania By. Han har dog mere end halvandet års erfaring med Sundhedsstyrelen. Fra 2007 til 2010 var han medlem af Sundhedsstyrelsens direktion.

Jakob Cold har beskæftiget sig med ledelse og strategi i snart 15 år. Privat er han gift og har tre børn. I fritiden interesserer han sig især for amerikansk politik og kultur.

Det vides endnu ikke, hvornår Else Smiths egentlige afløser bliver udpeget. Men ifølge Altingets oplysninger vil der ske en grundig ansættelsesproces. Der kan derfor gå uger eller måneder, før den nye administrerende direktør tiltræder.

Dokumentation

Jakob Colds CV:

1993: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, Institut for Statskundskab

1994-1997: Fuldmægtig i Undervisningsministeriet, Universitetsafdelingen

1997-2000: Fuldmægtig og fra 1999 specialkonsulent i Finansministeriet

2000-2003: Chefkonsulent i Justitsministeriet

2003-2010: Sekretariatschef og fra 2007 direktionsmedlem i Sundhedsstyrelsen

2010-2013: Souschef for direktør i Realdania By (fra 1. maj 2013 COO og daglig leder)

1. oktober 2013- : Direktør, Sundhedsstyrelsen

Kilde: Sundhedsstyrelsen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00