Nu udmøntes 400 millioner kroner fra sidste års finanslov

SUNDHEDSPULJE: Patienter med stofskiftesygdomme, spiseforstyrrelser og pædofile tanker hører til dem, der får glæde af 400 millioner kroner fra finanslov 2018. Sundhedsordfører glæder sig særligt over behandlingstilbud til hidtil forsømte patientgrupper.

Stue på Danmarks første børnehospice i Hellerup. Som en del af finansloven for 2018 har regeringen og Dansk Folkeparti afsat midler til et børnehospice i Vestjylland.
Stue på Danmarks første børnehospice i Hellerup. Som en del af finansloven for 2018 har regeringen og Dansk Folkeparti afsat midler til et børnehospice i Vestjylland.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

En uge efter regeringen åbnede det store budgetgilde med sit finanslovsudspil for 2019, er parterne bag sidste års finanslov klar til at offentliggøre en række sundhedsindsatser fra finansloven for 2018-2021.

Der er tale om den såkaldte sundhedspulje på 100 millioner kroner årligt, som Dansk Folkeparti sidste år tog initiativ til at sætte på finansloven.

Pengene skal i de næste fire år udmøntes til en række højt prioriterede indsatser på sundhedsområdet. Det drejer blandt andet om sjældne sygdomme, knogleskørhed, spiseforstyrrelser og anonyme behandlingstilbud til mennesker med pædofile tanker.

Dokumentation

Sådan fordeles midlerne i sundhedspuljen:

Akut psykiatrisk udrykningstjeneste 
Evalueringen af et forsøg med ambulante akutteams i den regionale psykiatri har vist meget positive erfaringer, så der afsættes 79,9 millioner kroner til akutte psykiatriske udrykningstjenester i alle regioner.

Medicinsk cannabis 
Over en fireårig periode er der afsat 83,1 millioner kroner. Størstedelen af pengene skal gå til, at patienter kan få tilskud til medicinsk cannabis. Tilskuddet gives med tilbagevirkende kraft, så der også gives tilskud til cannabisprodukter købt i 2018. 

Spiseforstyrrede 
Antallet af personer med spiseforstyrrelser stiger fortsat. Der afsættes derfor 61,7 millioner kroner til at udvide behandlingskapaciteten, herunder også til overspisning – såkaldt binge eating disorder (BED). 

Sjældne sygdomme 
30.000-50.000 danskere lever med en sjælden sygdom, og det skønnes, at de tilsammen repræsenterer cirka 800 forskellige, sjældne diagnoser. 34 millioner kroner skal gå til at løse problemer med manglende sammenhæng og koordination i behandlingen af sjældne sygdomme.

Autoimmune sygdomme
Der er afsat 18 millioner kroner til et pilotprojekt til etablering af et Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme. Formålet er at udvikle nye principper og standarder for den ambulante behandling af patienter med autoimmune sygdomme.

Voldtægtsofre
17,7 millioner kroner afsættes til de regionale voldtægtscentre. Bevillingen skal blandt andet bidrage til at nedbringe ventetiden for voldtægtsofre, som henvender sig noget tid efter overgrebet, såkaldte senhenvendelser.

Stofskiftepatienter
17 millioner kroner afsættes til at sætte gang i fem konkrete initiativer, herunder ph.d.-projekter, der skal give mere viden om den medicinske behandling med blandt andet produkter med Thyroid, oprettelse af patientskoler og et nyt lægerettet værktøj til brug i udredning

Smertebehandling 
Der afsættes 14,3 millioner kroner til en national smertebehandlingsindsats. Handlingsplanen vil blandt andet have fokus på at reducere opioidforbruget og reducere antallet af patienter, der kan blive afhængige.

Ekstra penge til børnehospices i Vestdanmark 
17,6 millioner kroner afsættes i alt til drift og etablering af børnehospicepladser i Vestdanmark. 

Sclerose
Der igangsættes et arbejde med en helhedsplan, der styrker scleroseområdet i relation til medicinsk behandling, rehabilitering, forebyggelse/træning med henblik på at sikre et højt ensartet behandlingsniveau på tværs af landet. Til dette afsættes 38,7 millioner kroner.

Stofmisbrug
Indsatsen for hjælp og behandling af stofmisbrugere styrkes med 2 millioner kroner årligt i perioden 2018-2021.

Pædofile tanker
Det afsættes i alt 5 millioner kroner over de næste fire år til behandlingstilbud for pædofile med særlig vægt på anonyme behandlingstilbud. 

Organdonorer
I 2018 afsættes 0,5 millioner kroner til en kampagne med henblik på at skaffe flere organdonorer, og i 2019-2021 afsættes årligt 1 million årligt til Dansk Center for Organdonation, så de kan styrke oplysningsindsatsen på området.

Knogleskørhed
Der afsættes 1,5 millioner kroner til indsatser over for knogleskørhed som opfølgning på Sundhedsstyrelsens afdækning af behandlingstilbud for mennesker med knogleskørhed.

Se detaljer om de enkelte poster her.


0:000:00