Ny topembedsmand i Sundhedsministeriet

EMBEDSVÆRK: Det bliver en af sundhedsministeriets hidtidige kontorchefer, der bliver afdelingschef i ministeriets nye afdeling for ældre og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Ole Nikolaj Møbjerg Toft

45-årige Jakob Krogh bliver ny afdelingschef i Ministeriet for Sundhed og Ældre.
Jakob Krogh kommer fra en stilling som kontorchef for sygehuspolitik i samme ministerium.

Jakob Krog, der blandt andet er uddannet historiker, skal være afdelingsleder for en ny afdeling: ”Ældreområdet og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen”.

En ny satsning
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) og departementschef Per Okkels forklarede i september etableringen af den nye afdeling med, at regeringen særligt ønsker at satse på ældreområdet og det nære og sammenhængene sundhedsvæsen.

"Her i huset arbejder vi på tværs af de to afdelinger ihærdigt på at styrke samarbejdet mellem sygehusene, almen praksis og sundhedsindsatserne ude i kommunerne. Samarbejdet fungerer i dag glimrende. Men jeg tror på, at vi kan få sat endnu mere retning på arbejdet ved at lave om på vores organisation, og bl.a. derfor etablerer vi en ny afdeling, som skal bruge kræfter på det nære og sammenhængende sundhedsvæsen," sagde Per Okkels i en pressemeddelelse i september om de organisatoriske ændringer.

Tre afdelingsledere
Ministeriet og for Sundhed og Ældres departement går dermed fra at være opdelt i to til tre afdelinger.

Ledelsesmæssigt vil Jakob Krogh være placeret lige under departementschef Per Okkels sammen med de to andre afdelingsledere, Dorthe Eberhardt Søndergaard og Annemarie Lauritsen.

De fire udgør sammen ministeriets overordnede ledelsesgruppe. Jakob Krogh får også plads i ministeriets koncernledelsesforum, hvor også ministeriets styrelsesdirektører sidder.

Ganske udsædvaneligt har Jacob Krogh ikke en baggrund som statskundskaber, jurist eller økonom. Jakob Krog er derimod cand. mag. i historie og dansk. Han har dog samtidig en master i videnskab, teknologi og samfund fra RUC og Oslo Universitet. Jakob Krogh har sammenlagt i mere end 15 år arbejdet med sundhed-, ældre- og socialområdet i forskellige ministerier.

Dokumentation

CV - Jakob Krogh  

2016-            
Afdelingschef for ældreområdet og det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, Ministeriet for Sundhed og Ældre

2012-2016    
Kontorchef for Sygehuspolitik i Ministeriet for Sundhed og Ældre

2010-2012    
Kontorchef for Socialt Udsatte og Civilsamfund, Social- og Integrationsministeriet

2007-2010    
Kontorchef for Ældreområdet, Social- og Indenrigsministeriet

2002-2007    
Ministersekretær og leder af ministersekretariatet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

1999-2002    
Fuldmægtig i Beredskabsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Jakob Krogh er 45 år, cand.mag. i historie og dansk og han har en master i videnskab, teknologi og samfund fra RUC og Oslo Universitet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Okkels

Fhv. departementschef, Sundheds- og Ældreministeriet, Regions - og amtsdirektør, Region Nordjylland, sundhedsdirektør, Nordjyllands amt, socialdirektør, Ringkøbing amt
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1980)

0:000:00