Omstridt lovforslag ændres

NYHED: Ministeren giver indrømmelser til flere interessegrupper, der har klaget over den meget begrænsede adgang til EPJ.
Maria Dalby
Fakta

Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (L 50), som Folketingets sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 8. november 2006

Spørgsmål 2 (L 50):

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. november 2006 fra Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter, jf. L 50 - bilag 3."

Svar:

Lovforslagets § 1, nr. 13 (sundhedslovens § 42 a og § 42 b) om adgangen til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer har givet anledning til, at en række organisationer, foreninger m.fl. har rettet henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg herom.

Det fremgår af henvendelsen fra Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter, at reguleringen af adgangen til at indhente elektroniske helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske patientjournaler (EPJ) rejser flere problemstillinger både i forhold til, hvilke sundhedspersoner der skal have adgang til at foretage opslag i EPJ, samt i forhold til, hvilke oplysninger i EPJ de pågældende sundhedspersoner skal have adgang til.

I det fremsatte lovforslag er der lagt op til, at læger, sygeplejersker og jordemødre skal have adgang til de elektroniske patientjournaler. Lovforslaget er udtryk for en afvejning af to hensyn. På den ene side hensynet til, at vi i sundhedsvæsenet udnytter de fordele, som elektroniske patientjournaler indebærer med hensyn til at give hurtig adgang til relevante oplysninger om den enkelte patient. På den anden side er der hensynet til at sikre, at patienterne ikke skal føle sig utrygge ved, om for mange sundhedspersoner har adgang til for mange helbredsoplysninger mv.

Jeg er opmærksom på de problemstillinger, som der peges på i henvendelsen. I det videre arbejde med lovforslaget skal der findes løsninger på, hvordan vi understøtter det øvrige personales behov for adgang til elektroniske patientjournaloplysninger.

Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag til den del af lovforslaget, der vedrører reguleringen af adgangen til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer.


Kilde: www.ft.dk

L 50 vakte en del forundring, da det blev fremlagt til første behandling i begyndelsen af november. Mange forskellige brancheforeninger og repræsentanter for sundhedspersonale har været ude med en stor kritik af den meget begrænsede adgang til EPJ. Det ser nu ud til, at deres klager er blevet hørt.

"Jeg er opmærksom på de problemstillinger, som der peges på i henvendelsen. I det videre arbejde med lovforslaget skal der findes løsninger på, hvordan vi understøtter det øvrige personales behov for adgang til elektroniske patientjournaloplysninger," skriver Lars Løkke Rasmussen (V) i sin besvarelse og fortsætter:

"Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag til den del af lovforslaget, der vedrører reguleringen af adgangen til at indhente helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer."

0:000:00