Overlæger: Færre midler til efteruddannelse kan ramme patienterne

DEBAT: Landets overlæger har brug for efteruddannelse for at følge med den teknologiske udvikling. Men det kræver, at nogen vil betale, skriver Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen.

Af Lisbeth Lintz
Formand for Overlægeforeningen

Indsættelse af kunstige blodpropper mod fremskreden kræft. Genetisk baseret personlig behandling. Robotkirurgi. Helt nye medicinske behandlinger af både livstruende og almindelige sygdomme.

Den teknologiske udvikling buldrer derudad på landets sygehuse, og det stiller enorme krav til landets overlæger.

Både patienter, pårørende, politikere og myndigheder har en berettiget forventning til, at vi til enhver tid kender den nyeste viden og behersker de bedste teknikker.

Hvis vi ikke er opdaterede, kan sygehusene ikke tilbyde den bedst mulige diagnostik og behandling.

Derfor skal overlægernes efteruddannelse være i top. Uden adgang til kurser, internationale videnskabelige konferencer og møder med kolleger herhjemme og i udlandet risikerer vi at sakke bagud.

Men lige nu tegner der sig et dystert billede. Vores muligheder for faglig opdatering gennem efteruddannelse er hårdt presset på flere fronter.

I 2008 kunne en tredjedel af landets overlæger bruge ti dage om året på at blive opdateret med den nyeste viden på kurser, konferencer, kongresser med mere.

I dag er det under hver femte overlæge, der har den mulighed. Og det på trods af at overenskomsten giver alle overlæger ret til minimum ti dages efteruddannelse om året. Så udviklingen går i den stik modsatte retning af, hvad der er brug for.

Hvem skal finansiere efteruddannelse?
Og i disse måneder kommer vores muligheder for efteruddannelse under yderligere pres.

Paradoksalt nok skyldes det en fornuftig beslutning om, at lægers efteruddannelse ikke skal betales af medicinalindustrien.

De seneste års udvikling med fremkomst af stadig flere ekstremt dyre medicinske behandlinger har øget behovet for uafhængig rådgivning, og derfor er der naturligt nok et stærkt ønske om, at lægerne ikke må kunne beskyldes for at være ”i lommen på industrien”.

Den problemstilling blev aktualiseret med regionernes etablering af Medicinrådet, som skal vurdere og tage stilling til nye behandlinger og ny medicin.

Her blev det besluttet, at læger ikke kan være formænd for rådets vigtige fagudvalg, hvis industrien betaler til deres deltagelse i internationale møder og kongresser.

Den beslutning er fornuftig. Men det stiller regionerne og lægerne i et dilemma.

For det betyder alt andet lige, at der vil være færre penge til efteruddannelse. Og det er uacceptabelt i en situation, hvor overlægernes muligheder for at holde sig fagligt opdateret i forvejen er utilstrækkelige.

Derfor er der et akut behov for, at regionerne og de øvrige aktører på sundhedsområdet finder en løsning, der sikrer, at specialisterne på landets hospitaler får den fornødne efteruddannelse.

Alle regioner skal have samme regler
Og der er brug for en national løsning. Indtil nu har vi set optræk til, at de fem regioner ville indføre forskellige regelsæt for industriens bidrag til efteruddannelse.

Det kunne føre til, at vi risikerer at blive erklæret inhabile i en region for noget, der er tilladt i andre regioner. Det går ikke.

Derfor må regionerne finde fælles fodslag i form af fælles, landsdækkende spilleregler.

Det er også afgørende, at de nye regler ikke bremser samarbejdet mellem industrien og det offentlige sundhedsvæsen.

Samfundet og patienterne har brug for forskning og udvikling af nye lægemidler. Og det kræver et tæt samarbejde mellem specialister og industri.

Derfor håber jeg, at der kan opnås enighed om en model, hvor medicinalindustrien fortsat bidrager også til efteruddannelse, men på en måde, hvor det ikke påvirker den enkelte læges uafhængighed og habilitet.

Det kunne for eksempel ske ved, at industrien i stedet for at give penge til den enkelte læge eller afdeling giver sit bidrag til de enkelte hospitaler.

Herefter kan det være op til sygehusledelserne/hospitalsdirektioner at fordele midlerne til efteruddannelse efter forslag og ønsker fra afdelingerne.

På den måde mener jeg, at der kan holdes klare linjer, som sikrer lægernes uafhængighed. En sådan løsning vil være til fordel for alle, både patienter, hospitaler, medicinalindustri og læger.

Forrige artikel Debat: Fysisk aktivitet og sund kost skal på recept Debat: Fysisk aktivitet og sund kost skal på recept Næste artikel Dansk Erhverv: Den gordiske knude i sundhedsvæsnet er ikke løst endnu Dansk Erhverv: Den gordiske knude i sundhedsvæsnet er ikke løst endnu