På Instagram sætter Kræftens Bekæmpelse ansigt på sygdommen

BEST PRACTISE: Kræftens Bekæmpelse har valgt at give deres Instagram-profil til medlemmerne. Målt på følgerskaren er det en dårlig idé, men organisationen har skabt et aktivt community, hvor patienter og pårørende tager styringen.

Når Kræftens Bekæmpelse overdrager deres instagram-profil til medlemmerne, så blomstrer fællesskabet på profilen. Medlemmerne responderer på autentisk indhold, mener organisationen.
Når Kræftens Bekæmpelse overdrager deres instagram-profil til medlemmerne, så blomstrer fællesskabet på profilen. Medlemmerne responderer på autentisk indhold, mener organisationen.Foto: Kræftens Bekæmpelse (arkivfoto)
Katja Beaula

"Vi skaber en fællesskabsfølelse og giver inspiration ved at bruge billeder af mennesker, som medlemmerne kan relatere til."

Sådan fortæller Jannick Blaksmark, Head of Social and Creative om Kræftens Bekæmpelses Instagram-profil. Organisationen har nemlig valgt en lidt atypisk tilgang til mediet. De har givet ordet til medlemmerne: patienterne og de pårørende.

#Fredagsfrivillige og #Ugensfighter er blot nogle af de hashtag-takeovers, som organisationen benytter for at skabe et sammenhold.

Medfortællere på Instagram
Instagram er et godt sted at fortælle historier sammen med andre mennesker. Men ifølge Kræftens Bekæmpelse skaber de ikke bare historier, men medfortællere.

"Som patientforening er det super vigtigt at afspejle det, der sker hos de mennesker, som vi er til stede for. Når vi fjerner os selv fra ligningen og giver mikrofonen til medlemmerne, så blomstrer fællesskabet på profilen. Medlemmerne responderer på autentisk indhold," siger Jannick Blaksmark.

Men selv om fællesskabet er stærkt, så er der også meget arbejde forbundet med opgaven.

"Det er klart, at vi selvfølgelig modererer og holder øje med samtalerne i kommentartrådene. Alle skal have en ordentlig behandling, både de, der har mikrofonen, og de, der er inde at skrive. Det er et kæmpe stykke arbejde. Derudover er det et stort stykke arbejde at finde frem til de her mennesker, så vi sidder hele tiden og kigger en masse hashtags og instagramprofiler igennem for at finde cases," forklarer han.

En lille, specifik følgerskare
Organisationen er vokset med 5.000 følgere på to år, hvilket i Instagram-tal ikke er så overvældende. Men succesen skal ifølge Jannick Blaksmark ikke kun måles i følgere.

"Vores følgerskare er steget fra 22.000 til 28.000 på to år. Det er ikke en voldsom stigning, men vores community kan i stedet noget helt specifikt. Profilen følges primært af mennesker, som har haft kræft inde på livet," siger han og fortsætter:

"Jeg kan se på tallene, at der er meget mere engagement, og folk er med på at give et hjerte, en deling eller en kommentar, hvis vores indhold består af rigtige mennesker, som man kan spejle sig i og relatere til," siger han.

Vi har lært af erfaring
Men Instagram-profilen har også et andet formål end at skabe fællesskab. Strategien er nemlig også at aftabuisere emner, som kampagnen "10 råd til din kemohjerne" er et godt eksempel på.

"Kemohjerne er faktisk et udtryk, som bliver brugt, og som findes. Derfor skal vi kunne tale om det. Aftabuisering. Vi forsøger ikke at være højpandede, men skal i stedet udfordre mediet. Hvad der virkede i dag, virker måske ikke i morgen," forklarer han.

Men selv om nogle mere eksperimenterende opslag har fungeret godt, er det ikke alt på profilen, som Kræftens Bekæmpelse har haft held med.

"Vi forsøgte på et tidspunkt at lave forskerformidling. Vi forsøgte at formidle et emne, som vores forskere arbejder med via film og billeder på Instagram. Men vi kunne hurtigt se, at folk ikke havde lyst til at bruge deres tid på Instagram med os. Uanset hvor simpelt og flot vi gjorde det," siger Jannick Blaksmark fra Kræftens Bekæmpelse og fortsætter:

"Det er vigtigt ikke at bide sig fast i en strategi. Vores strategi ændrer sig, alt efter hvad vi fornemmer, der virker, og hvordan platformen ændrer sig," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00