PLO-formand: Tjenestepligt kan gøre ubodelig skade

Af Gunver Lillevang
Praktiserende læge, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg

Vi bør søge at sikre, at det er jobbet som praktiserende læge, der på alle måder bliver det mest attraktive valg for en uddannet almenmediciner.   

Gunver Lillevang
Praktiserende læge, formand for PLO’s Rekrutteringsudvalg

Projektchef i Vive Sidsel Vinge skriver i Altinget om manglen på praktiserende læger og om risikoen for, at morgendagens almenmedicinere vælger hospitalerne til og dermed ikke bidrager til at løse manglen på praktiserende læger.

Hendes indlæg har en række gode pointer, som jeg er fuldstændig enig i, blandt andet at regeringens tanker om tjenestepligt er den helt forkerte løsning. Tjenestepligt vil, som Sidsel Vinge rigtigt skriver, forlænge den samlede uddannelsestid, og dermed vil der gå længere tid, før vi har fået uddannet et tilstrækkeligt antal praktiserende læger.

Jeg vil tilføje, at tjenestepligt risikerer at ”brændemærke” almen praksis som et sted, hvor læger skal tvinges til at søge hen. Dermed kan det gøre ubodelig skade på fagets prestige og på den fremtidige rekruttering til almen medicin som speciale.

Befolkningen bliver ældre
Regeringen har øget antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen medicin med 100 både i år og næste år. PLO har foreslået, at vi kommer endnu højere op og øger med yderligere 50 stillinger om året. På den måde kan vi sikre, at vi om ti år har praktiserende læger nok til at dække det øgede behov, der følger af, at befolkningen bliver ældre, og at opgaveglidningen fra sygehusene vil fortsætte.

Når vi øger antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen medicin, er der også ”plads til,” at en mindre andel ender med at arbejde helt uden for praksis, for eksempel på en akutmodtagelse på et sygehus, uden at det medfører lægemangel i almen praksis.

Sidsel Vinge er meget optaget af, at en del af de unge almenmedicinere gerne vil være ansatte, i hvert fald i en periode, i stedet for at drive deres egen klinik. Det har hun fuldstændig ret i, men det gør nu ikke mig så bekymret.

Det er en stor beslutning, arbejdsmæssigt, økonomisk og familiemæssigt at etablere sig med egen klinik i en bestemt del af landet, ofte for resten af ens arbejdsliv. Så der er intet unaturligt i, at en del læger gerne i nogle år vil prøve forskellige ansættelser af, i og uden for almen praksis, inden de etablerer sig med egen praksis.

Men vi bør søge at sikre, at det er jobbet som praktiserende læge, der på alle måder bliver det mest attraktive valg for en uddannet almenmediciner. 

Positive fremtidsudsigter
Den gode nyhed er, at et overvældende flertal i Yngre Lægers undersøgelse blandt yngre almenmedicinere ser sig selv som kommende klinikejere, og at mulighederne for at arbejde som ansat læge i almen praksis er særdeles gode, uden at man behøver søge over i en udbuds- eller regionsklinik.

Antallet af ansatte læger i almindelige klinikker drevet efter PLO’s overenskomst er i kraftig stigning. Friske tal fra PLO viser, at antallet af ansatte læger i PLO-klinikker er steget fra 70 læger i 2018 til nu 130 læger – altså tæt på en fordobling på to år.

Den udvikling er god for patienterne, for den betyder, at antallet af danskere uden egen læge ifølge en ny prognose i de kommende år slet ikke vil stige så dramatisk som tidligere antaget. Og udviklingen viser, at der i dag er rigtig gode muligheder for som almenmediciner at arbejde som ansat læge i almen praksis i en kortere eller længere periode, hvis det er det, man har lyst til.

Det er med til at gøre almen medicin som speciale og almen praksis som sektor endnu mere attraktiv for morgendagens læger.