Professor: Brugerbetaling i sundheds­væsenet sender sårbare ud i medicinsk bankerot

KRONIK: Brugerbetaling som tolkegebyret skaber den ulighed, som vi skabte velfærdssamfundet for at undgå. Folketinget sælger ud af samfundets arvesølv med banal symbolpolitik, skriver professor.

Af Morten Sodemann
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Retten til rettigheder er knyttet til statsborgerskab. Det eneste fædreland, som mennesker reelt besidder, er modersmålet.

Velfærdssamfundet bygger på værdier som solidaritet, lighed, tillid og fællesskab gennem skattefinansieret lige adgang til sundhed og uddannelse.

Men når man afvises som statsborger, når man mødes med mistillid og ulighed, når man er uhelbredeligt fattig og samtidig nægtes at tale sit modersmål, hvad har man så?

Man har en gennemsnitlig flygtning i Danmark.

Hvert år falder fire procent af jordens husholdninger – cirka 100 til 150 millioner mennesker per år – ned i irreversibel fattigdom på grund af katastrofale økonomiske konsekvenser af sygdom. Konsekvenser, som de hverken er herrer over eller forstår.

I mange fattige lande anvender de ti procent fattigste 11 til 15 procent af deres indkomst på lægekonsultationer, undersøgelser og medicin.

Ulykker får økonomiske konsekvenser
Fattige rammes i særlig høj grad af de økonomiske konsekvenser af ulykker som for eksempel i Indien, hvor andelen af katastrofale sundhedsudgifter nærmede sig 100 procent efter indlæggelse.

I USA er der 15 millioner mennesker, der er irreversibelt fattige på grund af katastrofale udgifter til behandling af sygdom.

Brugerbetaling i sundhedsvæsnet i Afrika medførte i alt ti millioner unødvendige dødsfald – cirka 250.000 per år – blandt børn, fordi forældrene ikke havde råd til at betale for behandling.

Brugerbetaling rammer desuden stort set kun de fattige, fordi de mere velstillede har særlige privilegier og muligheder, der undtager dem for brugerbetaling.

Desværre ændrede afskaffelsen af brugerbetaling i sundhedsvæsenet ikke på patienters adfærd, og antallet af uigenkaldeligt fattige som følge af sygdom faldt ikke, blandt andet fordi de ansatte i sundhedsvæsenet blev ved med uofficielt at opkræve et "ulejlighedsgebyr" i de fleste afrikanske lande, og fordi medicin ikke længere blev udleveret, men måtte købes på apoteker.

Rammer enlige forsøgere på hjemsendelsesydelsen
I Danmark har en enlig forsørger på hjemsendelsesydelse, den tidligere integrationsydelse, ret til 6.142 kroner før skat.

Hvis en person med behov for tolkebistand skal indlægges på sygehus til undersøgelse eller behandling, skal vedkommende betale 1.775 kroner i tolkegebyr.

Det svarer til 28 procent af den månedlige ydelse. Et ambulant rutinetjek på sygehuset eller ved en privatpraktiserende speciallæge som for eksempel en ørelæge med tolkebistand koster 334 kroner hver gang.

Det svarer til fem procent af den månedlige ydelse for hvert besøg. Læg dertil, at fattige og kortuddannede oftere genindlægges på sygehus.

Grønlændere og færinger betaler ikke gebyret
Personer fra det tyske mindretal i Danmark samt grønlændere og færinger skal derimod ikke betale tolkegebyr.

Tolkegebyret rammer udelukkende de allermest sårbare, de mest syge og de mest forsvarsløse mennesker i det danske samfund.

Patienter med sprogbarrierer udebliver som konsekvens af gebyret fra lægeaftaler, aflyser undersøgelser eller køber private, billigere tolke med tvivlsomme sprogkvaliteter.

De tager halv dosis insulin og tager kun blodtryksmedicin den første uge hver måned. Patienter med sprogbarrierer låner penge til mad, medicin og tolkebistand.

Mange patienter kan ikke længere komme hos slagteren eller grønthandleren, fordi de har for meget kredit. De kan heller ikke komme i den lokale bazar, fordi de har lånt varer på kredit, og det værste er, at de heller ikke længere kan se deres familie, fordi de skylder dem penge.

De er havnet i irreversibel fattigdom. De kommer aldrig ud af deres gæld og må isolere sig derhjemme uden støtte til gældssanering.

Mennesker bliver syge af at være fattige
Danmark kan nu slutte sig til gruppen af lande, der accepterer, at mennesker bliver syge af at være fattige og fattige af at være syge, fordi udgifterne til behandling æder for stor en del af deres økonomiske reserve.

Gebyret på tolkebistand er ondsindet og farligt. Det er også et gebyr, der er hamrende dyrt at administrere, fordi det rammer mennesker, der i forvejen er havnet i en katastrofal økonomisk negativ spiral, og som ikke har en jordisk chance for at betale tolkegebyret. Regionerne må lave afdragsordninger med patienter, der i forvejen har et hav af afdragsordninger.

Men det allerdyreste er de uoprettelige menneskelige tab, som dette bizarre, symbolske misfoster påfører den generation af børn af flygtninge, der vokser op med medier og politikere, der på den ene side højlydt sælger danske værdier om lighed og velfærd, mens de med den anden hånd åbenlyst skaber ulighed, armod, sygdom og gæld. Fattigdom er blevet en arvelig sygdom.

Kan ikke længere tale om tredobbelt sygdomsbyrde
Man taler ofte om fattiges tredobbelte sygdomsbyrde: sygdom, armod og gæld. Den byrde er nu blevet firdobbelt: ulighed, sygdom, armod og gæld.

Brugerbetaling er blevet et politisk symbol på dyb politisk uenighed om, hvad velfærd er, og er en konsekvens af, at sundhedsvæsenet i tiltagende grad er blevet genstand for mangel på politisk dødsforagt.

Det er de fattige, som i mangel på forhandlingskompetencer og uden stærke pårørende eller markante patientforeninger hver dag må betale med deres egen, irreversible fallit.

En fallit, der også gælder den velfærd, som de fattige alligevel aldrig nåede at opleve som andet end en parodi på sig selv.

Politikere sælger ud af velfærdssamfundets arvesølv
Forebyggelse af kroniske sygdomme, vacciner, underlivsscreening og god sygdomskontrol af diabetes er en samfundsinvestering. I et velfærdssamfund er ligeværdig behandling af den enkelte en ligeværdig behandling af hele samfundet.

Brugerbetaling som for eksempel tolkegebyret ødelægger folkesundheden, afmonterer sammenhængskraft og skaber præcis den ulighed, som vi skabte velfærdssamfundet for at undgå.

En amerikansk nobelprismodtager måtte sælge sin nobelpris for at betale sin lægeregning i USA. Folketinget sælger lige nu ud af velfærdssamfundets arvesølv med en banal symbolpolitik, der sender en hel generation af udsatte og sårbare danskere ud i medicinsk bankerot.

Velfærdssamfundet lider af galoperende svindsot.

Forrige artikel Medicoindustrien: Behandlingsrådets afgørelser bør kun være vejledende Medicoindustrien: Behandlingsrådets afgørelser bør kun være vejledende Næste artikel Sygeplejeråd: Brug sygeplejerskernes tid klogere på ældreområdet Sygeplejeråd: Brug sygeplejerskernes tid klogere på ældreområdet