Debat

Professor: Kvalitetsplaner kan få vidtrækkende konsekvenser for det nære sundhedsvæsen

Hvilke kommunale sundhedstilbud skal der udvikles kvalitetsstandarder for? Det er det gode spørgsmål, skriver professor Kjeld Møller Pedersen og kommer med sit bud på fire underprioriterede områder.

Hovedvægten i kvalitetsplanerne bliver en række forpligtende kvalitetsstandarder, som vil ændre hverdagen i de kommunale sundhedstilbud, skriver Kjeld Møller Pedersen.
Hovedvægten i kvalitetsplanerne bliver en række forpligtende kvalitetsstandarder, som vil ændre hverdagen i de kommunale sundhedstilbud, skriver Kjeld Møller Pedersen.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Kjeld Møller Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle ser kvalitetsplaner som universalløsningen, der kan mindske forskelle mellem de kommunale behandlingstilbud, øge den faglige kvalitet og sikre minimumsstandarder.

Kvalitetsplaner er med rette kommet i fokus i forbindelse med debatten om det nære sundhedsvæsen, fordi de drejer sig om, hvad der kan udflyttes fra sygehusene og udviklingen af kvalitetsstandarder for en række af de kommunale sundhedstilbud.

Temadebat

Hvilke dele af de kommunale sundhedsydelser skal være omfattet af en kvalitetsplan?

Med udspillet ‘Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’ fra 2019 slog den daværende VLAK-regering fast, at en ny national kvalitetsplan skulle løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Men da magten skiftede hænder efter folketingsvalget, blev udspillet aldrig forhandlet på plads – og vi mangler fortsat at høre S-regeringens visioner.

Derfor spørger Altinget Sundhed nu centrale sundhedsaktører, hvilke dele af de kommunale sundhedsopgaver, der helt konkret bør være omfattet af sådan en plan?

Samtidig er der spørgsmålet om, hvordan balancen skal være mellem faglighed og politik. Skal kommunalpolitikerne have indflydelse på prioriteringen, eller skal alt være fastlagt nationalt? Og hvordan sikrer man ensartethed trods store forskelle på virkeligheden i landets 98 kommuner?

Skal Sundhedsstyrelsen have politisk armslængde? Og hvordan skal politikerne kunne styre økonomien, så de kommunale sundhedsudgifter ikke stikker af?

De spørgsmål vil eksperter og centrale sundhedsaktører vil diskutere i en ny temadebat om, hvordan en ny kvalitetsplan bør skrues sammen. 

Panelet består blandt andet af:

  • Sidsel Vinge, sundhedsdebattør og fhv. projektchef i Vive
  • Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
  • Inge Jekes, formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne (FSSK)
  • Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
  • Jette Skive (DF), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg
  • Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive
  • Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD
  • Martina Jürsformand for Danske Bioanalytikere
  • Torben Hollmann, sektorformand i FOA
  • Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
  • Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen
  • Anna Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
  • Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet
  • Mads Engholm, landsformand i Bedre Psykiatri
  • Pia Dreyer, formand for Dansk Sygepleje Selskab

Debatpanelet vil løbende blive opdateret med flere navne. Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere.

Du kan sende din henvendelse til [email protected].

Hvis de gennemføres i deres yderste konsekvens, vil de få vidtrækkende virkninger for det kommende nære sundhedsvæsen, fordi kvalitetsstandarder vil stille nye og ensrettende krav til kommunerne og krav om dokumentation af kvalitet.

Det er blot endnu ikke gået op for de fleste, selvom kvalitetsplaner og dertilhørende kvalitetsstandarder har været på dagsordenen i flere år.

Paraply-begreb uden tydeligt indhold

Det er uklart, hvad en kvalitetsplan er, men man kan danne sig et indtryk ved at se på, hvordan begrebet har været brugt de senere år. Man kommer det måske nærmest ved at betragte det som et paraply-begreb for flere forhold.

I VLAK-regeringens reformudspil fra 2019 stod det blandt andet, at en ny kvalitetsplan skulle øge kvaliteten i det nære sundhedsvæsen. Den skulle også sætte standarder for faglighed og kvalitet over hele landet samt sætte en retning for, hvordan mere behandling kan foregå i det nære sundhedsvæsen – hos både almen praksis og i kommunerne.

I Danske Regioners og KL’s fælles pejlemærker fra 2020 lyder det, at en kvalitetsplan skal styrke indsatserne for ældre, borgere med kroniske sygdomme og borgere med psykiatriske lidelser. Her foreslås det at udarbejde indholdet over en årrække, og pejlemærkerne beskriver grundlæggende fremtidens behandling for de store kronikergrupper i sundhedsvæsenet.

Den bindende natur er afgørende og vil præge udviklingen på alle områder med kvalitetsstandarder.

Kjeld Møller Pedersen
Professor, Syddansk Universitet

Sundhedsstyrelsen skitserede i 2018 en såkaldt dynamisk kvalitetsplan. Det var utvivlsomt som forarbejde til Løkke-regeringens reformforslag. Sundhedsstyrelsens notat giver imidlertid indhold til begrebet kvalitetsplan.

Her lyder det, at den dynamiske kvalitetsplan skal håndtere to problemstillinger. For det første skal den vurdere hvilke opgaver i sygehusvæsenet, der mest hensigtsmæssigt kan varetages tæt på borgeren. Det vil sige i kommunalt regi, i almen praksis eller af patienten selv.

For det andet skal kvalitetsplanen opstille krav og sikre en høj og ensartet kvalitet i sundhedstilbuddene. Sundhedsstyrelsen mener konkret, at der er behov for en mere styret, systematisk og strategisk indsats, hvis potentialerne i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen for alvor skal indfries.

Begge de nævnte opgaver for en kvalitetsplan skal også adresseres i forbindelse med regeringens nylige udspil om ‘nærhospitaler’. Her bliver det gentagne gange fremhævet, at Sundhedsstyrelsen skal beskrive de konkrete opgaver, der fremover skal og kan løses på et nærhospital – og dermed i et vist omfang udflyttes fra sygehusene.

Det vil derfor være logisk at tilføje, at Sundhedsstyrelsen også skal udarbejde kvalitetsstandarder for de pågældende opgaver. Dermed vil der reelt set blive tale om en opdatering af den dynamiske kvalitetsplan fra 2018.

Bindende natur er afgørende

Hovedvægten i kvalitetsplanerne bliver en række forpligtende kvalitetsstandarder, som vil ændre hverdagen i de kommunale sundhedstilbud.

Kvalitetssikring og -styring er en integreret del af sundhedsvæsenet, men der er ikke i kommunerne en infrastruktur eller faglige styringsmekanismer til at sikre kvalitet i tilbuddene, skriver Sundhedsstyrelsen i den dynamiske kvalitetsplan.

Læs også

Her hedder det videre, at hvis udviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal accelereres, og der samtidig skal være mere fokus på høj kvalitet og ensartethed, skal der udarbejdes nationale faglige standarder for kommunernes opgavevaretagelse.

Siden januar 2018 har alle kommuner med en akutfunktion skullet leve op til Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen. Standarderne er bindende og er dermed det første initiativ på området, der ikke kun har vejledende status.

Den bindende natur er afgørende og vil præge udviklingen på alle områder med kvalitetsstandarder. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke af de kommunale sundhedstilbud, der skal udvikles kvalitetsstandarder for.

Overordnet set bør beslutningen træffes med afsæt i, hvilke områder som har betydelig aktivitet og stor betydning bor borgerne, når vi navigerer i det kommunale regi. Her bør følgende underprioriterede områder dækkes af kvalitetsstandarder:

  1. Generelle forebyggelses- og rehabiliteringstilbud til borgere med kronisk sygdom (eksempelvis KOL og diabetes)
  2. Diagnosespecifikke rehabiliteringstilbud (eksempelvis til borgere med kræft eller erhvervet hjerneskade)
  3. Sundhedsfaglige indsatser i kommunale psykosociale tilbud
  4. Misbrugsbehandling

En overførsel af ‘volume-outcome’-tanken

Kvalitetsstandarderne vil utvivlsomt alle komme til at indeholde angivelse af nedenstående elementer, der stort set svarer til indholdet af kvalitetsstandarderne for de kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen, ligesom nogle af dem vil skulle understøttes af nationale kliniske retningslinjer:

  1. Tilrettelæggelse (herunder tilgængelighed, kapacitet og organisering)
  2. Målgruppe(r)
  3. Karakteren og indholdet af faglige indsatser
  4. Kompetencer og uddannelse (herunder personale samt volumen og vedligeholdelse af kompetencer)
  5. Udstyr og medicin
  6. Opfølgning (herunder monitorering samt kvalitetsikring og revision)
  7. Ansvar og samarbejde mellem sektorer

Der er flere forhold at bide mærke i, heriblandt spørgsmålet om volumen og kompetencer. For det er åbenbart, at befolkningsstørrelse, geografisk udstrækning og sygdomsforekomst betyder, at kommunerne bliver nødt til at forholde sig forskelligt til opgaven.

Nogle kommuner har en størrelse, som betyder, at de selv kan tilbyde en række indsatser, mens andre kommuner utvivlsomt skal indgå i tværkommunale samarbejder for at kunne tilbyde de samme indsatser for at sikre et tilstrækkeligt borgergrundlag til at kunne vedligeholde og udvikle kompetencerne til at varetage opgaven.

Der er ikke tvivl om, at dette vil give anledning til mange relevante og svære diskussioner. Der er i dag for langt mellem tværkommunale samarbejder.

Kjeld Møller Pedersen
Professor, Syddansk Universitet

Dette er blot en overførsel af tænkningen om ‘volume-outcome’ fra sygehusverdenen til kommunerne. Der er ikke tvivl om, at dette vil give anledning til mange relevante og svære diskussioner. Der er i dag for langt mellem tværkommunale samarbejder.

Monitorering skal kortlægge forskelle

Spørgsmålet om opfølgning er et andet centralt emne. Ser man på beskrivelsen i akut-standarderne hedder det for eksempel, at akutfunktionen løbende skal sikre, at indsatserne i akutfunktionen har den fornødne kvalitet. 

Det kan for eksempel gøres ved at gennemføre journalaudits samt at registrere og følge op på relevante indikatorer. Monitorering og evaluering af indsatsen bør udføres med fælles og standardiserede kvalitetsindikatorer.

Med andre ord skal der ikke være 98 forskellige kvalitetsindikatorer, og der skal være standardiserede registreringer, så vi kan danne os et indtryk af om de store forskelle mellem kommunerne bliver mindre. Det er noget, mange ser frem til. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kjeld Møller Pedersen

Professor emeritus, Økonomisk Institut, Syddansk Universitet
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00