Professor: Sygdomsforebyggelse er ikke kun den enkeltes ansvar

Af Signild Vallgårda 
Professor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Danske Regioner er i år kommet med et udspil om forebyggelse. Det er interessant både for, hvad det indeholder, og hvad det ikke indeholder.

Der er ingen tvivl om, at regionerne gerne vil fremstå som ansvarlige på dette område. De bruger hyppigt ord som proaktiv og slagkraftig og har en ambition om at se på forebyggelsen med nye øjne.

For at overbevise læserne om at forebyggelse er en god ide, udover at forhindre lidelse og død, er der grundige beregninger af, hvad forskellige risikofaktorer koster og af, hvad man kan spare ved at forebygge. Den økonomiske tænkemåde viser sig også i de valgte metaforer, hvor begrebet investering er en ofte brugt betegnelse for indsatsen. Det optræder også i publikationens titel.

Ydre faktorer spiller ingen rolle
I fremstillingen af, hvad der forårsager sygdom, omtaler regionerne i en figur ret mange faktorer: uddannelse, landbrug og fødevareproduktion, arbejdsmiljø, leve- og arbejdsvilkår, tilknytning til arbejdsmarkedet, boligforhold med videre og generelle socioøkonomiske og miljømæssige forhold.

Disse spiller dog ikke nogen rolle i resten af publikationen. De centrale risikofaktorer er ifølge planen alle nogle, der knytter sig til den enkelte: rygning, ensomhed, svær overvægt, fysisk inaktivitet, alkohol, usund kost og dårlig mental sundhed. Umiddelbart skulle man måske tro, at dårlig mental sundhed var et udtryk for sundhedstilstanden og ikke en risikofaktor.

Hvis man ikke undersøger andre risikofaktorer, får man heller ikke viden om deres betydning for sundheden, og man bliver ikke opmærksom på det store forebyggelsespotentiale, en ændring i ydre rammer kunne have.

Signild Vallgårda

Når det kommer til, hvad der skal gøres, er det et gennemgående træk, at borgerne skal hjælpes til vælge en sund adfærd blandt andet ved, at sunde valg skal gøres nemmere. Dette skal ske gennem oplysning, forskning, ændrede rammer, indsats over for særlige grupper og opsporing af dem, man mener har særlig brug for hjælp.

Fokus på den enkelte
Det, regionerne har indflydelse på, er især det, der foregår i sundhedsvæsenet, og det er i sagens natur rettet mod enkeltindivider. Mange af forslagene handler om, hvad sundhedsvæsenet kan gøre, og de handler ikke kun om forebyggelse, men også om behandling, for eksempel psykologhjælp.

Det karakteristiske for planen er således, at der er fokus på den enkelte. Det er sådan set ikke nyt, det har i hvert fald præget dansk forebyggelsespolitik siden den første folkesundhedsplan i 1999. Den enkeltes adfærd står i centrum, når det gælder kost, rygning, alkohol og motion (KRAM), oplevelse af ensomhed etcetera.

Der tales ikke meget om fælles vilkår, for eksempel luftforurening, arbejdsbetinget stress, uddannelsesefterslæb med videre.

Manglende undersøgelse af andre risikofaktorer
Dette gentagne fokus på den enkeltes adfærd kan blandt andet komme af den viden, regionerne benytter. Som man spørger, får man svar.

Danske Regioner fremhæver sundhedsprofilerne som et vigtigt redskab i prioriteringen af indsatsen. I den nationale sundhedsprofil undersøgte man de risikofaktorer, man længe har haft fokus på i Danmark, de såkaldte KRAM-faktorer. Hvis man ikke undersøger andre risikofaktorer, får man heller ikke viden om deres betydning for sundheden, og man bliver ikke opmærksom på det store forebyggelsespotentiale, en ændring i ydre rammer kunne have.

Ansvaret hviler ikke kun på den enkelte
Jeg savner, at ydre miljø, trafikforhold, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, skadelige fødevarer og andre produkter, mobning i skoler og på arbejdspladser og mange andre risikofaktorer inddrages.

Gjorde man det, ville man også løfte noget af ansvaret for sundheden fra den enkelte, som jo ikke kan have indflydelse på alle disse forhold, og give politikere og andre aktører et større ansvar. Vil man sundheden, er det er ikke nok at få mennesker til at vælge anderledes.